Herodes’ synd plagede ham uafbrudt. Han forsøgte konstant at skaffe sig lettelse for anklagerne fra sin onde samvittighed. Hans tillid til Johannes var usvækket. Når han genkaldte sig hans liv i selvfornægtelse, hans alvorlige indtrængende tale, hans sunde vurderingsevne og derpå huskede, hvordan han var kommet af dage, kunne Herodes ikke finde hvile. Når han var optaget af statens anliggender og modtog menneskers hyldest, viste han et smilende ansigt og et værdigt udseende, mens han skjulte et ængsteligt hjerte, der altid var knuget af frygt for, at der hvilede en forbandelse over ham. JSL 153.2
Herodes havde været stærkt påvirket af de ord, Johannes havde sagt: At intet kan være skjult for Gud. Han var overbevist om, at Gud var til stede alle vegne, at han havde været vidne til det larmende gilde i festsalen, at han havde hørt befalingen om at lade Johannes halshugge, og havde set hvordan Herodias triumferede, og den hån, hun udsatte sin revsers afhuggede hoved for. Og meget af det som Herodes havde hørt fra profetens mund, talte nu mere tydeligt til hans samvittighed, end hans prædikener i ødemarken dengang havde gjort. JSL 153.3
Da Herodes hørte om Kristi gerninger, blev han bekymret ud over alle grænser. Han troede, at Gud havde oprejst Johannes fra de døde og udsendt ham med endnu større magt til at fordømme synden. Han levede i en konstant frygt for, at Johannes skulle hævne sin død ved at nedkalde fordømmelse over ham og hans hus. Herodes høstede det, som Gud havde sagt, var følgen af et liv i synd: “Et uroligt hjerte, udslukte øjne og et ængsteligt sind. Dit liv skal hænge i en tråd; du skal være bange nat og dag og ikke være sikker på dit liv. Om morgenen siger du: ‘Gid det var aften,’ og om aftenen: ‘Gid det var morgen;’ så stor er den rædsel, der fylder dit hjerte, over det, dine øjne får at se.” 105 Mos 28,65-67 Synderens egne tanker er hans anklagere; og der findes ingen værre tortur end at blive naget af en skyldig samvittighed, som hverken lader ham i fred dag eller nat. JSL 153.4