Kapitlet er bygget op over Matt 9,9-17; Mark 2,14-22; Luk 5,27-39.
Af de romerske embedsmænd i Palæstina var ingen mere forhadte end tolderne. Det faktum, at told og skat var påtvunget af en fremmed magt, var til bestandig irritation for jøderne, fordi den mindede dem om, at de havde mistet deres uafhængighed. Og skatteopkræverne var ikke blot redskaber for den romerske undertrykkelse, de var pengeafpressere for egen regning og berigede sig på folkets bekostning. En jøde, der tog imod dette embede på romernes opfordring, blev betragtet som en, der forrådte sit folks ære. Han blev foragtet som en frafalden og blev regnet for at høre til blandt de laveste af alle. JSL 187.1