Men folket valgte ikke at tage imod denne udlægning af guddommelig sandhed. Jesus havde netop gjort det, som profeterne havde forudsagt, at Messias ville gøre, men de havde ikke oplevet det, som de i deres egoistiske forhåbninger havde forestillet sig, ville være hans gerning. Kristus havde ganske vist én gang bespist menneskemængden med bygbrød; men på Moses’ tid var Israel blevet bespist med manna i fyrre år, og man ventede sig langt større velgerninger fra Messias. I deres utilfredshed spurgte de sig selv, hvorfor Jesus, når han kunne udføre så mange mirakuløse gerninger, som de selv havde set, så ikke kunne give hele sit folk sundhed, kræfter og rigdom, befri dem fra deres undertrykkere og ophøje dem til magt og ære? Den kendsgerning, at han hævdede at være den, som Gud havde udsendt, men alligevel afslog at ville være Israels konge, var et mysterium, som de ikke kunne fatte. Hans afslag blev misfortolket. Mange konkluderede, at han ikke vovede at hævde sine krav, fordi han selv var i tvivl om sin missions guddommelige karakter. Således åbnede de deres hjerter for vantro, og den sæd, som Satan havde sået, bar hans frugt med misforståelser og frafald. JSL 273.4