Det var morgen. Solen var lige stået op over Oliebjerget. Dens stråler faldt med blændende glans på marmorpaladserne og oplyste guldet på tempelmurene, og idet han pegede på det, sagde Jesus: “Jeg er verdens lys.” JSL 335.4
Gennem en af dem, der lyttede til disse ord, gav de længe efter genlyd med dette vidunderlige skriftsted: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” 1Joh 1,4-5 “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” 2Joh 1,9 Og længe efter at Jesus var blevet optaget til Himmelen, skrev også Peter under Guds Ånds inspiration og mindedes det symbol, Kristus havde brugt: “Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.” 32 Pet 1,19 JSL 335.5
Når Gud åbenbarede sig for sit folk, havde lyset altid været et symbol på hans nærværelse. Ved skabelsens første ord havde lyset strålet frem fra mørket. Lyset havde været indhyllet i skystøtten om dagen og i ildstøtten om natten, mens det ledte Israels store hærskarer. Lys havde flammet med frygtindgydende vælde omkring Herren på Sinaj bjerg. Der var lys over nådestolen i tabernaklet. Lys fyldte Salomos tempel ved dets indvielse. Lys strålede over bakkerne ved Betlehem, da englene bragte frelsens budskab til hyrderne på deres vagt. JSL 336.1
Gud er lys, og med ordene: “Jeg er verdens lys,” erklærede Kristus sig for at være ét med Gud og i slægt med hele menneskeheden. Det var Ham, som fra verdens begyndelse havde sagt: “Af mørke skal lys skinne frem.” 42 Kor 4,6 Han er solens, månens og stjernernes lys. Han var det åndelige lys, der ved symboler, forbilleder og profetier havde skinnet over Israel. Men lyset blev ikke givet til det jødiske folk alene. Ligesom solens stråler trænger ud til jordens fjerneste afkroge, sådan skinner lyset fra Retfærdighedens Sol på ethvert menneske. “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.”2 Verden har haft sine store lærere, mænd med enormt intellekt og vidunderlig forskning, mænd, hvis udtalelser har sat tanker i gang og åbnet for store områder af viden; og disse mænd er blevet æret som menneskehedens ledere og velgørere. Men der er én, der er højere end de. “Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.” 5Joh 1,12 “Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” 6Joh 1,18 Vi kan følge rækken af verdens store lærere så langt tilbage, som de menneskelige optegnelser når; men Lyset var til før dem. Ligesom månen og stjernerne i solsystemet skinner ved at reflektere lyset fra solen, sådan reflekterer verdens store tænkere — for så vidt som deres lære er sand — strålerne fra Retfærdighedens Sol. Hver ædel tanke, hvert lysende intellekt er fra verdens lys. I vore dage hører man så meget om “højere uddannelse.” Den sande “højere uddannelse” er den, som meddeles af ham, “i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult.” 7Kol 2,3 “I ham var liv, og livet var menneskers lys.”1 “Den, der følger mig,” sagde Jesus, “skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” JSL 336.2
Med ordene: “Jeg er verdens lys,” erklærede Jesus, at han var Messias. Den aldrende Simeon havde i templet, hvor Kristus nu underviste, omtalt ham som “et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.” 8Luk 2,32 JSL 336.3
Ved disse ord anvendte han på ham en profeti, som hele Israel kendte. Helligånden havde ved profeten Esajas forkyndt: “Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende.” 9Es 49,6 I almindelighed forstod man denne profeti sådan, at den talte om Messias, og da Jesus sagde, “Jeg er verdens lys!”, kunne folket ikke undgå at erkende hans hævdelse af at være den Forjættede. JSL 336.4