Jesus bragte positiv indstilling og situationsfornemmelse med sig i sit arbejde. Det kræver megen tålmodighed og åndelighed at bruge Bibelens principper i hjemmet og på sin arbejdsplads, at tåle presset af verdslige beskæftigelser og alligevel bevare blikket rettet mod Gud. Det var her, Kristus hjalp. Han var aldrig så opfyldt af denne verdens bekymringer, at han ikke havde tid eller tanke for det himmelske. Tit gav han udtryk for glæden i sit hjerte ved at synge salmer og åndelige sange. De, som boede i Nazaret, hørte ham ofte lovprise og takke Gud. Han følte fællesskabet med Himmelen gennem sin sang, og når hans kammerater klagede over træthed på grund af arbejdet, opmuntrede han dem med søde melodier. Hans lovprisning syntes at bortjage de onde engle og ligesom røgelse fylde rummet med vellugt. JSL 42.2
Jesus var en kilde til lægedom og barmhjertighed for verden, og i alle årene i det afsondrede Nazaret strømmede der deltagelse og kærlighed til andre ud fra hans liv. De gamle og de sørgende, de som var tyngede af synd, og børnene, der legede med uskyldig glæde, lundens små skabninger og de tålmodige lastdyr — alle følte sig gladere, når han var til stede. Han, hvis ord havde magt til at opretholde verdener, bøjede sig gerne ned for at hjælpe en såret fugl. Intet var for ringe til hans opmærksomhed; der fandtes intet, som han ikke ønskede at være behjælpelig med. JSL 42.3
Mens Jesus således voksede åndeligt og legemligt, blev han stadig mere elsket af Gud og mennesker. Han gjorde sig afholdt af alle ved at vise, at han selv var i stand til at nære medfølelse med alle. Den atmosfære af håb og mod, som omgav ham, gjorde ham til en velsignelse for ethvert hjem. Og mange gange blev han i synagogen på sabbatsdagen opfordret til at læse teksten fra en af profeterne, og hans tilhørere blev begejstrede, når der faldt nyt lys over de velkendte ord fra den hellige tekst. JSL 42.4
Men Jesus undgik at stille sig til skue. I alle de år, hvor han boede i Nazaret, gav han ingen eksempler på sin mirakuløse kraft. Han søgte ingen høj stilling og antog ikke nogen titel. Hans stille og enkle tilværelse, og selve det, at Skriften tier med hensyn til den første del af hans liv, rummer en betydningsfuld lære for os. Jo mere roligt og enkelt et barns liv er, og jo mere i harmoni med naturen, desto bedre betingelser har det for at få legemlig og mental kraft og åndelig styrke. JSL 42.5
Jesus er vort forbillede. Der er mange, der med interesse beskæftiger sig med den tid, hvor han virkede offentligt, mens de forbigår den første del af hans liv. Men det er i sit hjem, at han er forbilledet for børn og unge. Han gik ind til fattigdom, for at han kunne lære andre, hvor nær man kan være Gud selv under ringe kår. Han levede for at glæde, ære og herliggøre sin Fader gennem de dagligdags begivenheder. Hans gerning begyndte med at helliggøre en almindelig håndværkers arbejde, der skulle skaffe det daglige brød. Han tjente Gud i lige så høj grad, når han arbejdede i tømrerværkstedet, som når han gjorde undergerninger for de store skarer. Og enhver, der følger Kristi eksempel på troskab og lydighed i hans fattige hjem, kan forvente, at disse ord bliver sagt om ham af Faderen ved Helligånden: “Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.” 6Es 42,1 JSL 43.1