Ved denne rådsforsamling var Jesu fjender blevet fuldt overbevist. Helligånden havde talt til deres samvittighed. Men Satan stræbte efter at få magten over dem. Han erindrede dem indtrængende om alle de besværligheder, de havde haft på grund af Jesus. Hvor lidt han havde værdsat deres retfærdighed! Han forkyndte en retfærdighed, der var langt større, og som alle, der ville kaldes Guds børn, måtte have. Uden at tage hensyn til deres skikke og ceremonier havde han opmuntret syndere til at gå direkte til Gud som en barmhjertig Far og betro ham deres nød. På denne måde havde han efter deres mening tilsidesat præsteskabet. Han havde nægtet at anerkende de rabbinske skolers teologi. Han havde udstillet præsternes onde handlinger og havde uigenkaldeligt skadet deres indflydelse. Han havde ødelagt virkningen af deres leveregler og overleveringer ved at erklære, at skønt de krævede streng overholdelse af ritualloven, så gjorde de Guds lov ugyldig. Alt dette fik Satan dem nu til at huske på. JSL 390.1
Satan sagde til dem, at de for at opretholde deres myndighed var nødt til at dømme Jesus til døden. De fulgte dette råd. At de risikerede at miste den magt, som de nu udøvede, var efter deres mening tilstrækkelig grund til, at de måtte træffe en afgørelse. Med undtagelse af nogle få, der ikke vovede at sige deres mening, modtog Sanhedrin Kajfas’ ord, som om de var Guds ord. Lettelse bredte sig i rådet; uenigheden holdt op. De besluttede at få Jesus henrettet ved den første gunstige lejlighed. Ved at forkaste beviset for Kristi guddommelighed havde disse præster og rådsherrer spærret sig selv inde i et uigennemtrængeligt mørke. De var kommet helt i Satans magt — for af ham at blive styrtet i afgrunden til evig fortabelse. Dog var deres selvbedrag af en sådan art, at de var veltilfredse med sig selv. De betragtede sig selv som patrioter, der søgte at redde folket. JSL 390.2
Sanhedrin var imidlertid bange for at handle overilet over for Jesus, for at folket ikke skulle blive ophidset, og for at den voldshandling, som de pønsede på, ikke skulle falde tilbage på dem selv. Derfor tøvede de med at udføre den dom, de havde fældet. Frelseren var klar over præsternes sammensværgelse. Han vidste, at de længtes efter at skaffe sig af med ham, og at deres hensigt snart ville blive fuldbyrdet. Men det tilkom ikke ham at fremskynde den kritiske situation, og han tog af sted fra denne egn og tog sine disciple med sig. Således håndhævede Jesus atter ved sit eget eksempel det, han havde belært sine disciple om: “Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste.” 1Matt 10,23 JSL 390.3
Der var et udstrakt område, hvor man kunne arbejde for menneskers frelse; og hvis ikke deres troskab mod Herren krævede det, skulle hans tjenere ikke sætte deres liv på spil. JSL 390.4
Jesus havde nu givet verden tre års hårdt arbejde blandt mennesker. De havde set hans eksempel på selvfornægtelse og uegennyttig godgørenhed. Hans liv i renhed, lidelse og hengivelse var kendt af alle. Og dog kunne verden ikke tåle sin Frelsers nærværelse længere end denne korte periode på tre år. JSL 391.1
Hans liv havde været præget af forfølgelse og krænkelser. Jaget bort fra Betlehem af en skinsyg konge, forkastet af sit eget folk i Nazaret, uden grund dømt til døden i Jerusalem fandt Jesus dog sammen med sine trofaste ledsagere et midlertidigt tilflugtssted i en fremmed by. Han, som altid lod sig bevæge ved menneskers lidelser, som helbredte de syge, gav de blinde deres syn, de døve deres hørelse og de stumme evnen til at tale, som mættede de sultne og trøstede de sørgende, blev drevet bort fra det folk, han havde arbejdet hårdt for at frelse. Han, som vandrede på den oprørte sø og med et ord fik bølgernes vrede brusen til at standse, som uddrev onde ånder, der, når de fór bort, anerkendte ham som Guds Søn, som vækkede af dødens søvn, og som tryllebandt tusinder ved sin visdoms ord, han kunne ikke nå ind til dem, som var forblindede af fordom og had, og som hårdnakket forkastede lyset. JSL 391.2