Da de ti andre hørte om Jakobs og Johannes’ anmodning, blev de meget utilfredse. Den øverste plads i riget var netop, hvad de hver især søgte for sig selv, og de var vrede over, at de to disciple tilsyneladende havde opnået en fordel frem for dem. JSL 394.2
Igen syntes striden om, hvem af dem der skulle være den største, at være ved at blusse op, da Jesus kaldte dem til sig og sagde til de opbragte disciple: JSL 394.3
“I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer.” JSL 394.4
I verdens riger betød position selvophøjelse. Folket regnedes for at eksistere til gavn for de herskende klasser. Indflydelse, rigdom og uddannelse var midler til at opnå herredømmet over masserne til brug for lederne. De højere samfundsklasser skulle tænke, afgøre, nyde og herske, og de lavere skulle adlyde og tjene. Gudsdyrkelsen var ligesom alt andet et spørgsmål om autoritet. Folket forventedes at tro og handle efter deres foresattes anvisning. Menneskets ret til selv at tænke og handle så man helt bort fra. JSL 394.5
Kristus var ved at oprette et rige efter helt andre principper. Han kaldte ikke mennesker til myndighed, men til tjeneste, de stærke til at hjælpe de svage i deres skrøbelighed. Magt, position, evner og uddannelse gav indehaverne heraf større forpligtelse til at tjene sine medmennesker. Selv til de ringeste af Kristi disciple siges der: “Alting sker for jeres skyld.” 82 Kor 4,15 JSL 394.6
“Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” For sine disciple var Kristus i enhver forstand den omsorgsfulde, og den der bar byrderne. Han delte deres fattigdom, han fornægtede sig selv for deres skyld, han gik foran dem for at jævne vejen, hvor de mødte vanskeligheder, og snart ville han fuldende sin gerning på jorden ved at ofre sit liv. Det princip, Kristus handlede ud fra, skal drive medlemmerne af den menighed, som er hans legeme. Hensigten med og grundlaget for frelsen er kærlighed. I Kristi rige er de største de, som følger det eksempel, han har givet os, og virker som hyrder for hans hjord. JSL 394.7
Paulus’ ord udtrykker det kristne livs sande værdighed og ære. “Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt.” 91 Kor 9,19 Jeg “søger ikke mit eget bedste, men de andres, for at de kan frelses.” 101 Kor 10,33 JSL 395.1
I samvittighedsspørgsmål skal der ingen begrænsninger være. Ingen skal kontrollere andres tanker, dømme for en anden eller foreskrive andres pligt. Gud giver enhver frihed til at tænke og til at følge sin egen overbevisning. JSL 395.2
“Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud.” 11Rom 14,12 Ingen har ret til at påtvinge en anden sin individualitet. I alle principielle spørgsmål skal enhver “stå fast ved sin overbevisning” 12Rom 14,5. I Kristi rige findes der ingen hovmodig undertrykkelse, ingen påtvungen livsform. Himmelens engle kommer ikke til jorden for at herske og kræve hyldest, men for som budbringere af nåde at samarbejde med mennesker om at højne menneskeheden. JSL 395.3
Principperne og ordene i Kristi undervisning blev i al deres guddommelige skønhed bevaret i erindringen hos Johannes, den elskede discipel. Helt til hans sidste dage var hovedbudskabet i hans vidnesbyrd til menighederne: “For dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen: Vi skal elske hinanden.” 131 Joh 3,11 “Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene.” 141 Joh 3,16 JSL 395.4
Det var denne ånd, der prægede den første menighed. Efter udgydelsen af Helligånden var “hele skaren af troende … ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget.” 15ApG 4,32 “Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem.” 16ApG 4,34 “Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest.” 17ApG 4,33 JSL 395.5