Maria hørte de misbilligende ord. Hendes hjerte bævede. Hun frygtede, at hendes søster også ville komme med bebrejdelser over hendes ødselhed. Mesteren ville måske også synes, at hun var letsindig. Hun skulle lige til at liste sig bort uden at sige et ord til sin undskyldning, da hun hørte Mesterens stemme: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende?” Han så, at hun var forlegen og ulykkelig. Han vidste, at hun med denne handling havde udtrykt sin taknemmelighed over hendes synders forladelse, og det, han sagde, gjorde hende godt. Idet han hævede stemmen over den misbilligende mumlen, sagde han: “Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.” JSL 402.5
Den duftende gave, som Maria havde tænkt sig at udøse over Frelserens døde legeme, hældte hun nu over hans levende skikkelse. Ved begravelsen ville dens søde duft kun have fyldt graven. Nu glædede den hans hjerte ved sin forsikring om hendes tro og kærlighed. Josef fra Arimatæa og Nikodemus gav ikke Jesus deres kærlighedsgaver, mens han var i live. Med bitre tårer bragte de deres kostbare vellugtende urter til hans kolde, livløse legeme. Kvinderne, der bragte duftende urter til graven, gjorde det til ingen nytte, for han var opstået. Men Maria, som udøste sin kærlighed over Frelseren, mens han var sig hendes hengivenhed bevidst, salvede ham til hans begravelse. Og da han steg ned i sin store trængsels mørke, medbragte han erindringen om denne handling, et tegn på den kærlighed, som han for evigt ville have fra sine genløste. JSL 403.1
Mange mennesker bringer store, dyre gaver til de døde. Når de står om den kolde, tavse skikkelse, får mange kærlige ord frit løb. Udtryk for ømhed, værdsættelse og hengivenhed udøses over en, som ikke mere ser eller hører. Alle disse smukke ord burde have været sagt, mens de endnu kunne have varmet og glædet den trætte ånd. JSL 403.2