Lignelsen om figentræet, som Kristus fortalte før sit besøg i Jerusalem, havde direkte forbindelse med den lære, han gav ved at forbande det ufrugtbare træ. Gartneren gik i forbøn for det i lignelsen: Lad det blive stående endnu et år, indtil jeg får gravet og gødet omkring det; og hvis det så bærer frugt, er det godt, men hvis ikke, så kan du jo til den tid hugge det om! Det ufrugtbare træ skulle have ekstra omsorg. Det skulle have enhver fordel. Men hvis det blev ved med ikke at bære frugt, kunne intet redde det fra tilintetgørelse. I lignelsen blev der ikke forudsagt noget om resultatet af gartnerens arbejde. Det afhang af de mennesker, som Kristi ord var rettet til. De blev skildret som det ufrugtbare træ, og det påhvilede dem selv at afgøre, hvordan deres skæbne skulle blive. Hver eneste fordel, som Himmelen kunne give, havde de fået, men de drog ikke fordel af deres forøgede velsignelser. Resultatet viste sig ved Kristi forbandelse af figentræet. De havde besluttet deres egen ødelæggelse. JSL 421.2
I mere end tusinde år havde det jødiske folk misbrugt Guds barmhjertighed og nedkaldt hans domme over sig. De havde forkastet hans advarsler og dræbt hans profeter. Folket på Kristi tid gjorde sig medansvarlige for disse synder ved at fortsætte på samme måde. Denne generations brøde bestod i forkastelsen af de nuværende tilkendegivelser af nåde og advarsler til dem. De lænker, som nationen gennem århundreder havde smedet, lænkede folket på Kristi tid sig selv med. JSL 421.3
I enhver tidsalder bliver der givet mennesker en prøveperiode med oplysning og privilegier, så de kan forsone sig med Gud. Men der er en grænse for denne nåde. Nåden kan i årevis indtrængende forsøge at påvirke mennesker og blive forbigået og forkastet; men der kommer en tid, hvor nåden prøver for sidste gang. Hjertet bliver så forhærdet, at det ophører med at være modtageligt for Guds Ånd. Så forsøger Ånden ikke mere at påvirke synderen, og formaningerne og advarslerne holder op. JSL 422.1
Jerusalem var nået til denne dag. Jesus græd i smerte over den dødsdømte by, men han kunne ikke frelse den. Han havde opbrugt enhver resurse. Ved at forkaste advarslerne fra Guds Ånd havde Israel forkastet det eneste hjælpemiddel. Der var ingen anden magt, som kunne udfri dem. JSL 422.2