Da det begyndte at gå op for ham, i hvilken tilstand folket befandt sig, opdagede han, at samfundets forordninger og Guds forordninger var i modstrid med hinanden. Mennesker gik bort fra Guds ord og ophøjede teorier af egen opfindelse. De overholdt traditionsprægede ritualer, som var uden betydning. Deres gudstjeneste var udelukkende en række rutineprægede ceremonier, og de hellige sandheder, som den var skabt til at belære om, var skjult for dem, der overværede den. Han så, at de ikke fandt fred gennem deres gudsdyrkelse, som var blottet for tro. De kendte ikke den åndens frihed, de ville finde ved i sandhed at tjene Gud. Jesus var kommet for at lære dem betydningen af gudsdyrkelsen, og han kunne ikke bifalde sammenblandingen af menneskeskabte vedtægter med de guddommelige befalinger. Han angreb dog ikke de lærde læreres forskrifter eller skikke; men hvis nogen bebrejdede ham hans egen enkle livsførelse, forsvarede han sin handlemåde ved hjælp af Guds ord. JSL 51.2
På en blid og ydmyg måde søgte Jesus at behage dem, han kom i kontakt med. Fordi han var så blid og tilbageholdende, mente de skriftkloge og de ældste, at han let ville lade sig påvirke af deres lære. De opfordrede ham indtrængende til at tage imod de læresætninger og overleveringer, der var gået i arv fra tidligere tiders rabbinere. Men Jesus bad dem begrunde dem ud fra Den hellige Skrift. Han ville lytte til hvert ord, der var udgået af Guds mund, men han kunne ikke adlyde, hvad mennesker havde fundet på. Jesus kendte øjensynligt Skrifterne fra ende til anden, og han forkyndte dem ester deres virkelige betydning. Rabbinerne skammede sig over at blive belært af et barn. De hævdede, at det hørte med til deres embede at udlægge Skriften, og at det tilkom ham at godtage deres fortolkning. De blev vrede over, at han kunne finde på at modsige deres ord. JSL 51.3
De vidste godt, at der ikke i Skrifterne kunne findes nogen bemyndigelse for deres overleveringer. De erkendte, at Jesu åndelige forståelse var hævet over deres. Alligevel var de vrede, fordi han ikke adlød deres forskrifter. Da det var umuligt for dem at overbevise ham, opsøgte de Josef og Maria og foreholdt dem hans mangel på føjelighed. Således måtte han tåle både bebrejdelser og kritik. JSL 52.1
Allerede som ganske ung havde Jesus udviklet en selvstændig karakter. Og end ikke agtelsen for og kærligheden til forældrene kunne få ham til at fravige sin lydighed mod Guds ord. “Der står skrevet,” var hans begrundelse for enhver handling, der afveg fra familiens sædvaner. Men de indflydelsesrige rabbinere gjorde livet surt for ham. Allerede i sin ungdom måtte han lære tavshedens og den tålmodige udholdenheds vanskelige lektie. JSL 52.2
Jesu brødre — sådan kaldte man Josefs sønner — gjorde fælles sag med rabbinerne. De holdt fast på, at traditionerne måtte overholdes, som om de var krav, der stammede fra Gud. De regnede endog menneskers forskrifter for at være større end Guds ord, og de var irriterede over hans klare evne til at skelne mellem, hvad der var uægte, og hvad der var sandt. Hans aldrig svigtende lydighed mod Guds lov blev af dem fordømt som stædighed. De var forbavsede over den visdom, han udviste i sine svar til de skriftkloge. De vidste, at han ikke havde fået nogen undervisning af de lærde mænd, men kunne ikke undgå at se, at det var ham, som kunne belære dem. De var klar over, at hans evner var af en højere art end deres. Men de havde ingen forståelse af, at han havde adgang til livets træ, til en visdomskilde, som de ikke kendte. JSL 52.3