Jesus vendte sig bort og gik tilbage til sit tilflugtssted, hvor han kastede sig ned på jorden, overvældet af rædslen ved det store mørke. Den menneskelige side af Guds Søn skælvede over de prøvelser, han gennemgik. Nu bad han ikke for sine disciple om, at deres tro ikke måtte svigte, men for sin egen fristede, forpinte sjæl. Det forfærdelige øjeblik var kommet — det øjeblik, som skulle afgøre verdens skæbne. Menneskeslægtens skæbne lå skælvende i vægtskålen. Kristus kunne stadig nægte at drikke den kalk, der var tiltænkt syndige mennesker. Det var endnu ikke for sent. Han kunne tørre den blodige sved af sin pande og overlade mennesker til at dø i deres synd. Han kunne sige: Lad den skyldige få straffen for sin synd, og jeg vil vende tilbage til min Fader. Vil Guds Søn tømme ydmygelsens og dødsangstens bitre kalk? Vil den uskyldige udsætte sig for følgerne af syndens forbandelse for at frelse de skyldige? Skælvende lød det fra Jesu blege læber: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.” JSL 501.2
Tre gange havde han opsendt denne bøn. Tre gange var det menneskelige i ham veget tilbage for det sidste, afgørende offer. Men nu viser menneskeslægtens historie sig for verdens Frelser. Han ser, at lovens overtrædere må gå til grunde, hvis de bliver overladt til sig selv. Han ser menneskets hjælpeløshed. Han ser syndens magt. En fortabt verdens lidelser og elendighed viser sig for ham. Han ser den skæbne, der truer den, og hans beslutning er taget. Han vil frelse mennesket, uanset hvad det måtte koste ham selv. Han tager imod sin blodige dåb, for at millioner af fortabte kan opnå evigt liv gennem ham. Han har forladt de himmelske boliger, hvor alt er renhed, lykke og herlighed, for at frelse det ene mistede får, den ene verden, der er gået fortabt på grund af synd. Og han vil ikke svigte sin opgave. Han vil blive sonofferet for en slægt, der har valgt at synde. Nu er der kun lydighed i hans bøn: “Hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.” JSL 501.3
Da han havde truffet denne beslutning, faldt han udmarvet til jorden, som han delvis havde rejst sig fra. Men hans disciple var der ikke til varsomt at støtte deres afmægtige Mesters hoved og tørre hans blodige pande. Frelseren var alene med sine pinsler, og ingen af hele folket var hos ham. JSL 502.1
Men Gud led med sin Søn. Engle så Frelserens sjælekval. De så deres Herre omringet af djævelske kræfter, hvordan han blev overvældet af en gysende, hemmelighedsfuld rædsel. Der blev helt stille i Himmelen. Hvis dødelige mennesker havde kunnet se de himmelske hærskarers forbløffelse og sorg over at se Faderen fjerne sine stråler af lys, kærlighed og herlighed fra sin elskede Søn, havde de bedre kunnet forstå, hvor fuldstændigt uacceptabel synden er for ham. JSL 502.2