Pludselig løftede mørket sig fra Korset, og med klar gennemtrængende stemme, der syntes at give genlyd i al skaberværket, råbte Jesus: “Det er fuldbragt.” JSL 551.1
“Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Et lys omkransede korset, og Frelserens ansigt strålede med en glans som solen. Derefter bøjede han hovedet ned mod brystet og døde. JSL 551.2
Midt i det forfærdelige mørke og tilsyneladende forladt af Gud havde Kristus tømt de menneskelige lidelsers bæger til sidste dråbe. I disse rædselsfulde timer havde han stolet på de vidnesbyrd om sin Fars accept, som han hidtil havde fået. Han var fortrolig med sin Fars væsen; han forstod hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed. Ved troen hvilede han i ham, som det altid havde været hans glæde at adlyde. Og da han i ydmyghed overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen af at have mistet sin Faders velbehag. Ved troen var Kristus blevet sejrherre. JSL 551.3
Aldrig før havde jorden været vidne til noget sådant. Skaren stod som lammet og stirrede med tilbageholdt åndedræt på Frelseren. Atter sænkede mørket sig over jorden, og der hørtes en dump buldren som stærk torden. Der kom et voldsomt jordskælv. Folk blev kastet omkring mellem hinanden, og vild forvirring og bestyrtelse fulgte. I de omkringliggende bjerge revnede klipperne og faldt buldrende ned på sletterne. Gravene åbnede sig, og de døde blev kastet ud derfra. Det var, som om alt skulle rystes i småstykker. Præster, rådsherrer, soldater, bødler og folket kastede sig ned på jorden, målløse af rædsel. JSL 551.4
Da Kristus råbte: “Det er fuldbragt,” var præsterne ved at gøre tjeneste i templet. Det var ved aftenofferets tid. Lammet, der skulle repræsentere Kristus, var blevet bragt ind for at blive slagtet. Klædt i sin betydningsfulde og smukke dragt stod præsten med kniven hævet ligesom Abraham, da han skulle til at ofre sin søn. Folket så til med spændt opmærksomhed. Men jorden ryster og skælver; for Herren selv nærmer sig. Med en skærende lyd flænges det inderste forhæng i templet fra øverst til nederst af en usynlig hånd, så stedet, der engang var fyldt af Guds nærvær, nu ligger åbent for alles øjne. På dette sted havde Shekinah været. Her havde Gud åbenbaret sin herlighed over nådestolen. Ingen anden end ypperstepræsten havde nogen sinde løftet det forhæng, der adskilte dette rum fra det øvrige tempel. Han gik derind én gang om året for at bringe sonofferet for folkets synder. Men dette forhæng er nu flænget i to stykker. Det allerhelligste sted i den jordiske helligdom er ikke mere helligt. JSL 551.5
Alt er skræk og forvirring. Præsten skal til at slagte offeret, men kniven falder ud af hans kraftesløse hånd, og lammet slipper bort. Forbilledet har mødt sit modbillede ved Guds Søns død. Det store offer er blevet bragt. Vejen er åbnet til det allerhelligste. En ny og levende vej er forberedt for alle. Den syndige, sorgfulde menneskehed behøver ikke mere at afvente ypperstepræstens komme. Fra nu af skulle Frelseren gøre tjeneste som præst og talsmand i Himlenes Himmel. Det var, som om en levende stemme havde talt til tempelgæsterne: Nu er det forbi med alle slagtofre og brændofre. Guds Søn er kommet, og han har selv sagt: “Se, jeg er kommet — i bogrullen er der skrevet om mig — for at gøre din vilje, Gud.” 13Hebr 10,7 “Med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.” 14Hebr 9,12 JSL 552.1