Gud sender ikke budbringere for at smigre synderen. Han forkynder ikke noget fredens budskab for at lulle de fortabte ind i en skæbnesvanger tryghedsfølelse. Han lægger tunge byrder på synderens samvittighed og gennemborer sjælen med pile af overbevisning. De tjenende engle forkynder Guds strenge straffedom for at forstærke følelsen af at være i nød og fremkalder råbet: JSL 63.4
“Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 11ApG 16,30 Først da vil hånden, som har ydmyget den angrende synder, atter løfte ham op. Stemmen, som har dadlet synden og bragt skam over hovmod og ærgerrighed, spørger nu med den inderligste medfølelse: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” 12Mark 10,51 JSL 63.5
Da Johannes begyndte sin gerning, var folket i en tilstand af ophidselse og utilfredshed, på kanten af oprør. Ved fjernelsen af Arkelaus, var Judæa blevet bragt direkte under Roms kontrol. De romerske landshøvdingers tyranni og pengeafpresning og deres målrettede bestræbelser på at indføre hedenske symboler og skikke startede en revolte, som var blevet kvalt ved blodet fra tusinder af de tapreste israelitter. Alt dette forstærkede folkets had til Rom og forøgede længslen efter at blive udfriet fra deres herredømme. JSL 63.6
Midt i al uenigheden og striden hørtes en stemme fra ødemarken, en alarmerende og streng stemme, men dog fuld af håb. “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Den betog folket med en ny og forunderlig magt. Profeter havde forudsagt Kristi komme som en begivenhed langt ude i fremtiden, men her blev det forkyndt, at den var nært forestående. Johannes’ særegne fremtoning fik hans tilhørere til at mindes fortidens seere. I sin væremåde og dragt lignede han profeten Elias. Med Elias’ ånd og kraft fordømte han folkets fordærvelse og dadlede de fremherskende synder. Hans tale var enkel, rammende og overbevisende. Mange troede, at han var en af profeterne, der var opstået fra de døde. Hele folket kom i oprør. Store skarer strømmede ud til ham i ødemarken. JSL 63.7
Johannes forkyndte Messias’ komme og opfordrede folket til anger. Som et symbol på renselsen fra synden døbte han dem i Jordanflodens vand. Således forkyndte han gennem klar anskuelsesundervisning, at de, som hævdede at være Guds udvalgte folk, var besmittede af synd, og at de, uden renselse af hjerte og sind, ikke kunne få del i Messias’ rige. JSL 64.1
Fyrster og skriftkloge, soldater, toldere og bønder kom for at lytte til profeten. For en stund følte de sig foruroligede over denne højtidelige advarsel fra Gud. Mange blev bragt til at angre og modtog dåben. Mennesker af alle rangklasser underkastede sig Døberens krav for at kunne få del i det rige, som han forkyndte om. JSL 64.2
Mange af de skriftkloge og farisæere kom og bekendte deres synder og bad om at blive døbt. De havde ophøjet sig selv som bedre end andre mennesker og havde fået folket til at nære høje tanker om deres fromhed. Nu blev de syndige hemmeligheder i deres liv afsløret. Men Helligånden indprentede Johannes, at mange af disse mennesker ikke havde nogen virkelig bevidsthed om synd. De gjorde, hvad der var mest fordelagtigt for dem selv i den givne situation. Som venner af profeten håbede de at vinde den kommende fyrstes gunst, og ved at lade sig døbe af denne unge lærer, som havde folkets yndest, mente de, at de ville styrke deres egen indflydelse over folket. JSL 64.3
Johannes mødte dem med dette svidende skarpe spørgsmål: “Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene der!” JSL 64.4
Jøderne havde misfortolket Guds løfte om evig gunst til Israel. “Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk. Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren.” 13Mark 10,51 Jøderne mente, at de var berettigede til denne forjættelse, fordi de nedstammede fra Abraham efter kødet. Men de overså den betingelse, som Gud havde stillet. Før Gud havde afgivet dette løfte, havde han sagt: “Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. … Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” 14Jer 31,33-34 JSL 64.5
Gud har velbehag i et folk, på hvis hjerte hans lov står skrevet. De er ét med ham. Men jøderne havde skilt sig fra Gud. På grund af deres synder led de nu under hans straffedom. Dette var årsagen til, at de måtte trælle under et hedensk folk. Deres sind var formørket på grund af deres overtrædelser, og fordi Herren i de forgangne tider havde vist dem så megen godhed, mente de at have en undskyldning for deres synd. De smigrede sig med at være bedre end andre mennesker og have ret til Guds velsignelser. JSL 65.1
“Det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.” 151 Kor 10,11 Hvor misforstår vi dog ofte Guds velsignelser og smigrer os med, at vi er særligt begunstigede på grund af en eller anden god egenskab, vi har! Gud kan ikke komme til at gøre det for os, som han længes efter. Hans gaver benyttes til at forøge vor selvtilfredshed og til at forhærde vore hjerter i vantro og synd. JSL 65.2
Johannes erklærede over for Israels lærere, at deres hovmod, selviskhed og grusomhed viste, at de var en slægt af slanger, en dødelig forbandelse for folket i stedet for at være den retfærdige og lydige Abrahams æt. Når man tog i betragtning, hvor meget lys de havde modtaget fra Gud, så var de endog værre end hedningerne, som de følte sig så højt hævet over. De havde glemt den klippe, hvorfra de var afhugget, og den afgrund, hvorfra de var blevet reddet. Gud var ikke afhængig af dem for at kunne fuldbyrde sin hensigt. Ligesom han havde udvalgt Abraham fra et hedensk folk, kunne han kalde andre til sin tjeneste. Deres hjerter kunne lige nu forekomme så livløse som ørkenens sten, men hans Ånd kunne gøre dem levende, så de gjorde hans vilje og kunne modtage opfyldelsen af hans forjættelse. JSL 65.3
“Øksen ligger allerede ved træernes rod,” sagde profeten; “og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” Det er ikke efter dets navn, men efter dets frugt, at man afgør værdien af et træ. Hvis frugten er værdiløs, kan navnet ikke redde træet fra at blive hugget om. Johannes erklærede over for jøderne, at deres stilling over for Gud skulle bedømmes efter deres karakter og deres liv. Profession havde ingen værdi. Hvis deres liv og sindelag ikke var i harmoni med Guds lov, var de ikke hans folk. JSL 65.4
Hans tilhørere følte sig overbeviste ved hans hjerteransagende ord. De kom hen til ham og spurgte: “Hvad skal vi da gøre?” han svarede: “Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.” Og han advarede tolderne mod uhæderlighed og soldaterne mod at bruge vold. JSL 65.5
Han sagde, at alle, der blev undersåtter i Kristi rige, ville give beviser på tro og omvendelse. Godhed, ærlighed og troskab ville findes i deres liv. De ville yde sjælesorg til dem, der behøvede det, og bringe Gud deres offergaver. De ville beskytte de forsvarsløse og være et eksempel på retskaffenhed og medfølelse med andre. Således vil Kristi disciple være et vidnesbyrd om Helligåndens forvandlende kraft. I det daglige liv ville retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed til Gud være at se. I modsat fald vil de være som de avner, der bliver kastet på ilden. JSL 65.6
“Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.” 16Matt 3,11 Profeten Esajas havde forkyndt, at Herren skulle rense sit folk fra dets synder “med dommens og udrensningens ånd.” 17Es 4,4 JSL 66.1
Herrens ord til Israel lød sådan: “Jeg vender min hånd imod dig; jeg udrenser dine slagger med lud og udskiller alt dit bly.” 18 Es 1,25 Hvor synden end findes, er “vor Gud er en fortærende ild.” 19Hebr 12,29 Guds Ånd vil fortære synden i alle dem, der giver sig ind under hans magt. Men hvis mennesker holder fast ved synden, bliver de ét med den. Så må Guds herlighed, som er tilintetgørende for synden, også tilintetgøre dem. Efter at Jakob natten igennem havde kæmpet med englen, udbrød han: “Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.” 201 Mos 32,30 JSL 66.2
Jakob havde gjort sig skyldig i en stor synd ved sin optræden over for Esau; men han havde angret. Hans overtrædelse var blevet ham tilgivet, og han var blevet renset for sin synd. Derfor kunne han tåle åbenbaringen af Guds nærværelse. Men hvor som helst mennesker kom til Gud med synder, som de med overlæg dyrkede, blev de tilintetgjort. De onde vil Kristus “dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt.” 212 Tess 2,8 Lyset fra Guds herlighed, som giver livet til de retfærdige, vil dræbe de onde. JSL 66.3
I Johannes Døbers dage var Kristus ved at stå frem som den, der åbenbarede Guds karakter. Hans personlige tilstedeværelse ville afsløre menneskers synd for dem. Kun hvis de var villige til at lade sig rense for synden, kunne de komme ind i et fællesskab med ham. Kun de rene af hjertet kunne være i hans nærhed. JSL 66.4
Således forkyndte Johannes Døberen Guds budskab til Israel. Mange gav agt på hans lære. Mange ofrede alt for at adlyde. Store skarer fulgte denne nye lærer fra sted til sted, og ikke så få nærede håb om, at han måske var Messias. Men når Johannes så, at folket vendte sig til ham, benyttede han enhver lejlighed til at lede deres tro og tanker til ham, som skulle komme. JSL 66.5