Hele tiden havde en ensom tilskuer på strandbredden fulgt dem med øjnene, uden at de kunne se ham. Endelig gryede morgenen. Båden befandt sig kun et lille stykke fra kysten, og disciplene så en fremmed på bredden, der tiltalte dem med spørgsmålet: “‘Børn, har I noget at spise?’ ‘Nej,’ svarede de. Han sagde til dem: ‘Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.’ De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der.” JSL 589.1
Johannes genkendte den fremmede og sagde til Peter: “Det er Herren.” Peter blev så opstemt og så glad, at han i sin iver hoppede i vandet, og snart stod han ved sin Mesters side. De andre disciple kom ind med båden med fiskene i nettet efter sig. “Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød.” JSL 589.2
De var alt for forbavsede til at spørge, hvor ilden og maden kom fra. “Jesus sagde til dem: »Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.” Peter styrtede hen til garnet, som han havde sluppet, for at hjælpe sine brødre med at trække det op på bredden. Da det var gjort, og alt var forberedt, bad Jesus disciplene komme og spise. Han brød brødet og delte det mellem dem, og han blev genkendt og anerkendt af alle syv. Miraklet, hvor de fem tusinde blev bespist på bjergskråningen, dukkede nu frem i deres erindring; men de var grebet af en forunderlig ærefrygt og stirrede i tavshed på den opstandne Frelser. JSL 589.3
De genkaldte sig levende begivenheden ved søen, hvor Jesus havde bedt dem følge sig. De huskede, hvordan de på hans befaling var taget ud på søen og havde kastet deres garn ud, og at fangsten havde været så overvældende stor, at den fyldte garnene til bristepunktet. Derefter havde Jesus kaldet dem til at forlade deres fiskerbåde og havde lovet at gøre dem til menneskefiskere. Det var for at få dem til at huske denne oplevelse og uddybe indtrykket af den, at han igen udførte miraklet. Hans handling var en fornyelse af det hverv, han havde pålagt sine disciple. Den viste dem, at deres Mesters død ikke havde mindsket deres forpligtelse til at udrette det arbejde, han havde udpeget dem til. Skønt de skulle berøves det personlige fællesskab med ham og indtægterne ved deres tidligere beskæftigelse, ville den opstandne Frelser stadig drage omsorg for dem. Mens de udførte Hans arbejde, ville Han sørge for deres fornødenheder. Jesus havde også et formål med at bede dem kaste garnet ud på den højre side af båden. På den side stod han på bredden. Det var troens side. Hvis de arbejdede i fællesskab med ham, så hans guddomskraft forenede sig med deres menneskelige bestræbelser, ville deres gerning lykkes for dem. JSL 589.4
Kristus havde også noget andet at lære dem, specielt med henblik på Peter. Peters fornægtelse af sin Herre havde været en skammelig modsætning til hans tidligere erklæringer om troskab. Han havde vanæret Kristus og havde pådraget sig sine medbrødres mistillid. De troede, at han ikke ville få lov til at indtage sin tidligere plads iblandt dem, og han følte selv, at han havde forspildt den tillid, der var vist ham. Før han blev kaldet til atter at genoptage sin gerning som apostel, måtte han over for dem alle give beviser på sin anger. Uden dette ville hans synd, skønt han havde angret den, måske være kommet til at ødelægge hans indflydelse som Kristi tjener. Frelseren gav ham mulighed for at genvinde sine brødres tillid og, så vidt muligt, fjerne den plet, han havde sat på evangeliet. JSL 589.5
Heri er der en lære for alle, der følger Kristus. Evangeliet kan ikke gå på kompromis med det onde. Det kan ikke undskylde synden. Hemmelige synder skal bekendes hemmeligt over for Gud, men når det gælder åbenlyse synder, er det nødvendigt med en åben bekendelse af dem. Bebrejdelsen for en discipels synd rammer Kristus. Den lader Satan triumfere og får usikre mennesker til at snuble. For at fjerne denne bebrejdelse skal disciplen give bevis for sin anger, så vidt det overhovedet er ham muligt. JSL 590.1