Da Jesus kom for at blive døbt, så Johannes i ham en sindets renhed, som han aldrig før havde fornemmet hos noget menneske. Selve atmosfæren omkring hans tilstedeværelse var hellig og ærefrygtindgydende. Blandt de skarer, som havde flokkedes om ham ved Jordan, havde Johannes hørt uhyggelige beretninger om forbrydelser og havde truffet mennesker, der var tyngede ved byrden af utallige synder; men aldrig havde han været i berøring med et menneske, fra hvem der udstrålede en så guddommelig påvirkning. Alt dette stemte overens med det, som var blevet åbenbaret for Johannes med hensyn til Messias. Men alligevel veg han tilbage for at opfylde Jesu bøn. Hvordan skulle han, som var en synder, kunne døbe ham, den eneste syndfrie? Og hvorfor skulle han, som ikke behøvede nogen omvendelse, underkaste sig en ceremoni, som var en bekendelse af skyld, der skulle vaskes bort? JSL 67.4
Da Jesus bad om at blive døbt, veg Johannes tilbage, idet han udbrød: “Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig!” Med fast, men mild myndighed svarede Jesus: “Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed!” Og Johannes gav efter og førte Frelseren ned i Jordan og døbte ham i dens vand. Og straks, da Jesus steg op af vandet, så han at “himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig.” JSL 68.1