Af alt, hvad vi kan lære af vor Herres første store fristelse, er intet af større vigtighed end herredømmet over appetitten og lidenskaberne. Til alle tider har de fristelser, der appellerer til den fysiske natur, været de mest virkningsfulde til at fordærve og fornedre menneskeslægten. Hjulpet af umådeholdenhed arbejder Satan på at nedbryde de mentale og moralske kræfter, som Gud har skænket mennesket som en uvurderlig gave. Således bliver det umuligt for mennesker at værdsætte de ting, som har en evig betydning. Gennem sanselige nydelser prøver Satan at udslette ethvert spor af lighed med Gud fra mennesket. JSL 77.3
Den ubeherskede nydelsestrang og den deraf følgende sygelighed og fornedrelse, der fandtes ved Kristi første komme, vil atter forekomme før hans andet komme, men i langt værre grad. Kristus forkynder, at verdens tilstand skal være som i tiden før syndfloden, som syndigheden i Sodoma og Gomorra. Enhver forestilling om hjertets tanker vil konstant være ond. Vi lever nu lige ved grænsen til denne frygtelige tid, og læren om Frelserens faste burde for alvor gå op for os. Kun gennem den usigelige kval, som frelseren udholdt, kan vi bedømme, hvor farlig ubehersket nydelse er. Hans eksempel siger os, at vort eneste håb om evigt liv består i at bringe begær og lidenskaber ind under Guds vilje. JSL 77.4
Det er umuligt for os ved egen kraft at afvise kravene fra vor faldne natur. Herigennem vil Satan lede os i fristelse. Kristus vidste, at fjenden ville komme til ethvert menneske for at benytte sig af vor nedarvede svaghed og ved sine løgnagtige påfund besnære alle dem, der ikke stoler på Gud. Ved at vandre den vej, som vi mennesker skal vandre, har Herren vist os, hvordan vi kan sejre. Det er ikke hans vilje, at vi skal være ugunstigt stillet under striden med Satan. Han vil ikke, at vi skal ængstes og tabe modet over slangens angreb. “Vær frimodige,” siger han, “jeg har overvundet verden.” 11 Joh 16,33 JSL 78.1
Lad den, der kæmper mod lysternes magt se på Frelseren i fristelsens ørken. Se ham under hans kval på korset, da han udbrød: “Jeg tørster!” 12Joh 19,28 Han har udholdt alt, hvad der er muligt for os at udholde. Hans sejr er også vor. JSL 78.2
Jesus hvilede i sin himmelske Faders visdom og styrke. Han siger: “Gud Herren er min hjælper, derfor blev jeg ikke til spot og spe, … jeg ved, at jeg bliver ikke til skamme. … Se, Gud Herren er min hjælper.” Idet han henviser til sit eget eksempel, siger han til os: “Den blandt jer, der frygter Herren, … der vandrer i mørket og ikke ser lys, skal stole på Herrens navn og støtte sig til sin Gud.” 13Es 50,7-10 JSL 78.3
“Verdens fyrste kommer,” sagde Jesus, “og mig kan han intet gøre.” 14Joh 14,30 Der var intet i ham, hvor Satans spidsfindigheder fandt genklang. Han gav ikke sit samtykke til synden. End ikke i tankerne gav han efter for fristelsen. Sådan kan det også blive for os. Hos Kristus var det menneskelige forenet med det guddommelige; han var rustet til striden ved Helligåndens nærvær, og han kom for at give os del i den guddommelige natur. Så længe vi i troen er forenede med ham, har synden ikke mere herredømme over os, Gud rækker efter troens hånd i os for at lede den til et fast greb om Kristi guddommelighed, så vi kan opnå fuldkommen karakter. JSL 78.4
Og hvordan dette kan lade sig gøre, har Kristus vist os. Ved hvilke midler sejrede han i striden mod Satan? Ved Guds ord. Kun ved ordet kunne han modstå fristelsen. Han sagde: “Der står skrevet!” Og også os har han givet sine “store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur” 152 Pet 1,4. Ethvert løfte i Guds ord tilhører os. “Af hvert ord, som udgår af Guds mund,” skal vi leve. Når du bliver angrebet af fristelser, så se ikke på forholdene eller din egen skrøbelighed, men på ordets magt. Al dets kraft tilhører dig. “Jeg gemmer dit ord i mit hjerte,” siger salmisten, “for ikke at synde imod dig.” 16Sl 110,11 “Hvad end mennesker gjorde, vogtede jeg mig for voldsmandens veje ved dit ord.” 17Sl 17,4 JSL 78.5