Dengang var det skik, at bryllupsfestligheder fortsatte i flere dage. Ved denne lejlighed viste det sig, at vinen var sluppet op, før festen var forbi. Denne opdagelse forårsagede stor rådvildhed og ærgrelse. Det var usædvanligt at måtte undvære vin ved festlige lejligheder, og mangelen heraf ville synes at indikere manglende gæstfrihed. Som slægtning til familierne havde Maria deltaget i forberedelserne til festen, og nu henvendte hun sig til Jesus og sagde: “De har ikke mere vin.” Disse ord rummede et forslag om, at han skulle fremskaffe, hvad de manglede. Men Jesus svarede: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” JSL 94.3
Så kortfattet dette svar end forekommer os, så udtrykte det hverken kulde eller uhøflighed. Frelserens tiltaleform til sin moder var i overensstemmelse med østerlandsk sædvane. Den benyttedes over for personer, som man ønskede at vise agtelse. Enhver handling under Kristi jordiske tilværelse harmonerede med den forskrift, som han selv havde givet: “Ær din far og din mor.” 32 Mos 20,12 Ved sin sidste kærlighedshandling mod sin moder, da han hang på korset, tiltalte Jesus hende igen på samme måde, idet han overgav hende til sin højest elskede discipels omsorg. Både ved brylluppet og på korset virkede den kærlighed, der kom til udtryk i stemmeklang og blik og handlemåde, som en forklaring på hans ord. JSL 94.4
Ved sit besøg i templet som dreng, da mysteriet ved hans livsgerning gik op for ham, havde Jesus sagt til Maria: “Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” 4Luk 2,49 Disse ord ramte grundtonen i hele hans liv og virksomhed. Alt måtte indrettes efter hans gerning, det store frelsesværk, som han var kommet til verden for at fuldføre. Nu gentog han sin belæring. Der var fare for, at Maria skulle betragte sit slægtskab med Jesus som noget, der gav hende særlige rettigheder over ham, og til en vis grad retten til at vejlede ham i hans gerning. I tredive år havde han været hende en kærlig og lydig søn, og hans kærlighed var uændret; men nu måtte han tage fat på sin Faders gerning. Som den Allerhøjestes Søn og hele verdens Frelser måtte ingen jordiske bånd hindre ham i hans tjeneste eller påvirke hans optræden. Han måtte stå frit for at gøre Guds vilje. Denne lære gælder også os. Guds krav står endog over menneskelige familiebånd. Ingen jordiske tillokkelser burde vende vore skridt bort fra den vej, som han byder os at vandre. JSL 95.1
Det eneste håb om frelse for vor faldne slægt findes i Kristus. Maria kunne kun blive frelst ved Guds Lam. I sig selv ejede hun ingen fortjenester. Hendes slægtskab med Jesus satte hende ikke i nogen åndelig forbindelse med ham, som var forskellig fra ethvert andet menneskes. Dette giver sig til kende i Frelserens ord. Han klarlægger den forskel, der er imellem hans forhold til hende som Menneskesønnen og som Guds Søn. Slægtskabets bånd imellem dem ligestillede hende på ingen måde med ham. JSL 95.2
Ordene: “Min time er endnu ikke kommet,” henviser til den kendsgerning, at enhver handling i Krisit liv på jorden skete til opfyldelse af den plan, der havde eksisteret i al evighed. Før han kom til jorden, lå planen klar foran ham, perfekt i alle detaljer. Men da han vandrede blandt mennesker, blev han skridt for skridt ledet af Faderens vilje. Han tøvede ikke med at handle til den fastsatte tid, og med den samme lydighed ventede han, indtil tiden var inde. JSL 95.3
Da Jesus sagde til Maria, at hans time endnu ikke var kommet, gav han svar på hendes uudtalte tanke, — på den forventning hun nærede sammen med sit folk. Hun håbede, at han ville åbenbare sig som Messias og bestige Israels trone. Men tiden var endnu ikke kommet. Ikke som konge; men som “en lidelsernes mand, kendt med sygdom” 5Joh 1,50 havde Jesus valgt at dele menneskeslægtens lod. JSL 95.4
Men skønt Maria ikke havde den rette opfattelse af Kristi mission, så stolede hun ufravigeligt på ham. Og Jesus lønnede denne tillid. Det var for at hædre Marias tillidsfuldhed og for at styrke sine disciples tro, at dette første mirakel blev udført. Disciplene skulle komme til at møde mange og store fristelser til vantro. For dem havde profetierne gjort det uimodsigeligt klart, at Jesus var Messias. De ventede på, at folkets religiøse vejledere skulle tage imod ham med en tillid, der var endnu større end deres egen. De forkyndte Kristi underfulde gerninger blandt folket og forkyndte deres egen overbevisning om hans mission, men de blev forundrede og bittert skuffede over vantroen, de nedarvede fordomme og fjendskabet mod Jesus, som udvistes af præsterne og de skriftkloge. Frelserens første undergerning styrkede disciplene til at holde stand imod denne modstand. JSL 95.5
Uden på mindste måde at lade sig bringe ud af fatning ved Jesu ord sagde Maria til dem der vartede op ved bordet: “Gør, hvad som helst han siger til jer.” Således gjorde hun, hvad hun kunne, for at berede vejen for Kristi gerning. JSL 96.1