Jesus havde vist dem et tegn. Ved et lysglimt ind i deres hjerter, og ved for øjnene af dem at gøre de gerninger, som Messias skulle gøre, havde han givet dem overbevisende vidnesbyrd om, hvem han var. Da de nu bad ham om et tegn, svarede han dem med en lignelse, der viste, at han forstod deres ondskab og så, hvor vidt den ville føre dem. “Riv dette tempel ned,” sagde han, “og jeg vil rejse det igen på tre dage.” JSL 107.2
Disse ord havde en dobbelt betydning. Han hentydede ikke blot til nedbrydningen af det jødiske tempel og gudsdyrkelsen der, men til sin egen død — nedbrydningen af hans legemes tempel. Allerede nu var jøderne ved at planlægge dette. Da præsterne og rådsherrerne vendte tilbage til templet, havde de haft i sinde at dræbe Jesus og således befri sig for denne fredsforstyrrer. Men da han foreholdt dem deres hensigter, forstod de ham alligevel ikke. De mente, at hans ord kun gjaldt templet i Jerusalem, og de udbrød i harme: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Nu følte de, at Jesus havde berettiget dem til at tvivle på ham, og de blev endnu mere bestyrkede i at forkaste ham. JSL 107.3
Det var ikke Kristi hensigt, at hans ord skulle blive forstået af de vatro jøder og heller ikke af hans disciple på dette tidspunkt. Han vidste, at de ville blive fordrejede af hans fjender og blive benyttet som våben imod ham. Ved hans domfældelse ville de blive brugt som en anklage mod ham, og på Golgata ville de blive slynget imod ham som en hån. Men at forklare dem det nu ville give hans disciple kendskab til hans lidelse og volde dem sorg, som de ikke var i stand til at bære. Og en forklaring ville på et for tidligt tidspunkt afsløre for jøderne, hvad følgerne ville blive af deres fordom og vantro. De var allerede slået ind på en vej, som de støt ville følge, indtil han skulle føres til slagtebænken som et lam. JSL 107.4
Det var af hensyn til dem, der skulle tro på ham, at disse Kristi ord blev sagt. Han vidste, at de ville blive gentaget. Hvis de blev sagt under påskehøjtiden, ville de komme tusinder for øre og blive bragt ud til alle dele af verden. Efter at han var opstået fra de døde, ville deres betydning være klar. For mange ville de være det afgørende bevis på hans guddommelighed. JSL 108.1
På grund af deres åndelige mørke lykkedes det ikke altid Jesu disciple at forstå hans lærdomme. Men mange af disse blev gjort forståelige for dem gennem de efterfølgende begivenheder. Da han ikke mere vandrede sammen med dem, var hans ord en stor støtte for dem. JSL 108.2
Med hensyn til Jerusalems tempel havde Frelserens ord: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage,” en dybere betydning, end tilhørerne opfattede. Kristus var templets grundlag og liv. Tjenesten dér var repræsentativ for Guds Søns offer. Præsteskabet var oprettet for at repræsentere Kristi åndelige karakter og gerning. Hele planen med offertjenesten var at varsle Frelserens død for at frelse verden. Disse ofre ville blive virkningsløse, når den store begivenhed, som de gennem tiderne havde vist frem til, var fuldbyrdet. JSL 108.3
Fordi alle de rituelle forordninger var symboler på Kristus, havde de ingen betydning uden ham. Da jøderne beseglede deres forkastelse af Kristus ved at overgive ham til døden, forkastede de dermed alt det, som gav templet og dets tjeneste betydning. Dets hellighed var forsvundet. Det var dømt til at nedbrydes. Fra denne dag var offertjenesten og de ritualer, der stod i forbindelse med den, meningsløse. Ligesom Kains offer gav de ikke udtryk for tro på Frelseren. Ved at dræbe Kristus nedbrød jøderne i virkeligheden deres tempel. Dengang Kristus blev korsfæstet, flængedes templets indre forhæng fra øverst til nederst som et tegn på, at det store offer nu var blevet bragt, og at systemet med offertjenesten for stedse var afsluttet. JSL 108.4
“Jeg vil rejse det igen på tre dage.” Ved Frelserens død syntes mørkets magter at have sejret, og de jublede over deres sejr. Men fra graven, der var stillet til rådighed af Josef, steg Jesus op som sejrherre. “Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.” 11Kol 2,15 I kraft af sin død og opstandelse blev han tjener ved “det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst.” 12Hebr 8,2 Mennesker rejste det jødiske tabernakel, og mennesker byggede det jødiske tempel; men den himmelske helligdom, af hvilken den jordiske kun var en prototype, blev ikke opført af nogen jordisk bygmester. “Der kommer en mand, hvis navn er Semak (spiren); … Han skal bygge Herrens helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone, og han skal være præst ved hans højre side.” 13Zak 6,12-13 JSL 108.5
Offertjenesten, som havde vist hen til Kristus, forsvandt; men menneskers øjne vendte sig mod det sande offer for verdens synd. Det jordiske præsteskab ophørte, men vi ser hen til Jesus, den nye pagts præst, og til “det rensende blod, der taler stærkere end Abels” 14text. “Vejen til det Allerhelligste [er] endnu ikke.. åbnet, så længe det forreste rum består. … Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder. … Med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.” 15Hebr 12,24 JSL 108.6
“Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” 16Hebr 7,25 Skønt tjenesten skulle flyttes fra det jordiske til det himmelske tempel, og skønt helligdommen og vor store ypperstepræst ville være usynlig for menneskers øjne, skulle disciplene alligevel ikke lide noget tab derved. De ville ikke komme til at mærke noget brud i deres fællesskab og ingen formindskelse af kraften på grund af Frelserens fravær. Mens Jesus tjener i den himmelske helligdom, er han ved sin Ånd stadig præst for sin menighed på jorden. Han er usynlig for vort jordiske blik, men hans afskedsløfte står ved magt: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” 17Matt 28,20 Han tildeler sin magt til ringere tjenere, men hans livgivende tilstedeværelse er stadig hos hans menighed. JSL 109.1
“Da vi nu har en stor ypperstepræst … Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” 18Hebr 4,14-16 JSL 109.2