Der bør rejses en fond for sådanne arbejdere, som ikke længere er i stand til at virke. Vi er ikke uden skyld overfor Gud hvis vi ikke gør enhver rimelig anstrengelse i denne sag og det uden at vente. Der er nogle iblandt os som ikke vil indse nødvendigheden af dette skridt; men deres modstand skulle ikke have nogen indflydelse på os. Dem som i deres hjerte sætter sig for at være som de bør og at handle som de bør, skulle trøstigt gå ud for at fuldføre en god gerning, en gerning som Gud kræver skal blive udført.] Der er mange som er magelige, som har udsat det godgørenhedsarbejde de har i sig, men skal det være således længere? Skal vi elske penge så godt at vi vil grave dem i jorden? [Evangeliets tjenere side 316-319] VM7 294.2
Gud forlanger alles samarbejdsvillighed i denne virksomhed. Bifloden burde give overflod; men hvis de giver modstræbende, længes efter at give alle dollars til investering af nogle verdslige virksomheder, vil de ikke få nogen løn. VM7 294.3
Den ydmyge gave fra den fattigere klasse, er ikke ringere i Guds øjne end de større gaver fra de mere velhavende. Herren vil tillægge sin velsignelse til gaven, gøre dens kærlige ærinde frugtbart i overensstemmelse med den helhjertede venlighed som udvises. Der bør værnes omhyggeligt over skærvene fra alle kilder. VM7 295.1
Der er nu brug for de unges iver. De bør bortlægge forfængelighed og begrænse deres mangler. Jeg ville lægge det på sinde og på alle vore folk, at penge der sædvanligvis investeres i unødige ting bruges til højere og helligere ting. Gør hvad I kan for at skabe en fond for ældre prædikanter, nedslidt af uafbrudt arbejde og bekymringer. Hellig alt hvad I har til Herren. Brug ikke jeres penge på at tilfredsstille jer selv. Læg dem i Herrens skatkammer. Lad ikke midler blot gå ud af jeres hænder for at tilfredsstille jeres egne eller andres ønsker. Tænk over at det er Herrens penge I har med at gøre og at I må stå til regnskab for ham for deres anvendelse. VM7 295.2
Jeg appellerer til de ældre som mister deres greb om dette liv, at forvalte jeres Herres goder rigtigt før I falder i søvn hos Jesus. Husk at I er Guds forvaltere. Giv Herren sit tilbage, medens I lever. Læg mærke til dette, så længe I har jeres forstand. Når vi bliver ældre, er det vor pligt at anbringe vore midler i de redskaber som Gud har oprettet. Satan gør ethvert bedrag for at adskille de tiltrængte midler fra Herrens sag. mange binder deres middeltalenter i verdslige virksomheder, medens Guds sag behøver enhver dollar for at fremme hans sandhed og forherlige hans navn. Jeg spørger: Skal vi ikke samle os rigdomme i himlen, i sække der kan blive større ikke gamle? Jeg vil på særlig måde tilskønne de ældre som snart skal overdrage deres midler til at erindre dem som har tjent trofast i ord og lære. Skulle helbredet og livet svigte så sæt jeres midler hvor de kan investeres i Guds sag. Så vil de lægges ud til vekselererne og hele tiden vokse. VM7 295.3
Jeg kalder på menigheden som helhed og på dens medlemmer enkeltvis, til at afgive Guds egen betrode kapital med renter til Gud. Derved vil I have rigdomme i himlen. Lad jeres hjerter være oprigtige for Jesus. Selvom I kan føle at I er de mindste af alle de hellige, er I dog lemmer af Kristi legeme og gennem ham er i identificeret med alle hans menneskelige agenter og med den himmelske forstands fortræffelighed og kraft. Ingen af os lever for sig selv. Enhver er anvist en pligtspost, ikke for sin egne snævre, egenkærlige skyld, men for at enhvers indflydelse kan være til styrke for alle. Hvis vi virkelig troede at vi hver især var et skuespil for verden, for engle og for mennesker, ville vi som en menighed så ikke vise en helt anderledes ånd, end hvad vi nu udviser? Ville vi så ikke være en levende, arbejdende menighed? VM7 296.1
[De små og store strømme af godgørenhed burde altid holdes flydende. Guds forsyn er langt foran os og bevæger sig fremad langt hurtigere end vore fordomme. Måden at fremme og opbygge Guds sag på er blokeret af selviskhed, stolthed, begærlighed, overlegenhed og kærlighed til at vise sig frem. Den hele menighed er pålagt et højtideligt ansvar i at løfte enhver gren i værket. Hvis dets medlemmer følger Kristus, vil de fornægte tilbøjeligheder til fremvisning, kærlighed til klæder, kærlighed til smagfulde hjem og dyre møbler. Der må være langt større ydmyghed, en noget større adskillelse fra verden, blandt syvendedags adventister, ellers vil Gud ikke tage imod os, hvilket embede eller hvilken arbejdsart vi end har, hvor vi er optaget. Sparsommelighed og selvfornægtelse vil sætte mange i moderate omstændigheder med midler til godgørenhed. Det er alles pligt at lære af Kristus, at vandre ydmygt på den selvfornægtende sti hvor på himlens Majestæt har trådt. Hele det kristne liv bør være af selvfornægtelse, så vi, når der kaldes efter hjælp er gjort til, kan være rede til at svare. VM7 296.2
Så længe som Satan arbejder med utrættelig kraft for at ødelægge sjæle, så længe der er et kald til arbejdere i enhver del af den udstrakte høstmark, lige så længe vil der være et kald for at give Guds værk støtte, i nogle af dets mange linier. Man letter kun ens behov ved at gøre vejen lettere for andre på samme måde. Den selvfornægtelse der kræves i at opnå midler til brug i det som Gud værdsætter højest, vil udvikle vaner og en karakter som vil vinde bifaldnet for os, du gode og tro tjener og gøre os egnede til at dvæle for evigt ved hans nærhed som for vor skyld blev fattig, så vi ved hans armod kunne arve evige rigdomme. Vejledning i sabbatsskolearbejdet side 131] VM7 297.1
Mænd i ansvarsfulde stillinger er i fare for at falde under de mange byrder de bærer, men Herren lægger ikke tungere byrder på nogen end de kan bære dem. Han vurderer vægten før han lader den hvile på deres hjerter, som er medarbejdere sammen med ham. Vor kærlige himmelske Fader siger til enhver af hans medarbejdere: “Kast din byrde på Herren, så sørger ,han for dig.” Sal.55,23. Lad byrdebærerne tro at Gud vil bære enhver byrde, stor som lille. VM7 297.2
Jesus indvilgede i at bære vore byrder blot når vi stoler på ham. Han siger: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, giv mig jeres last, stol på at jeg gør det arbejde som er umuligt for mennesker at gøre.” Lad os stole på ham. Bekymringer er blinde og kan ikke se ind i fremtiden. Men Jesus ser enden fra begyndelsen og i enhver vanskelighed har han beredt sin vej for hjælpe. Forbundet med Kristus kan vi gøre alle ting, igennem ham som styrker os. VM7 297.3
[For vanhellige arbejderes skyld vil forholdene undertiden arte sig forkert. I kan begræde følgerne af andres urigtige handlemåde; men vær ikke bekymrede. Værket er under den velsignede Mesters opsyn. Alt, hvad han beder om, er, at arbejderne skal komme til ham for at få deres ordrer og at de følger hans anvisninger. Alle dele af virksomheden vore menigheder, missioner, sabbatsskoler og institutioner bærer ham i sit hjerte. Hvorfor være bekymret? Den intense længsel efter at se menigheden gennemtrængt af liv må være blandet med fuld fortrøstning til Gud; for “skilt fra mig,” sagde ham, som bærer alle byrder, “kan I slet intet gøre.” “Følg mig!” Han går foran; vi skal følge efter. VM7 298.1
Lad ingen overanstrenge sine af Gud skænkede kræfter ved en bestræbelse for at fremme Herrens værk hurtigere. Menneskets kraft kan ikke fremskynde arbejdet; himmelske væseners kraft må forenes dermed. Kun på denne måde kan Guds værk fuldbyrdes. Mennesket kan ikke gøre Guds del af gerningen. En Paulus kan plante, en Apollos kan vande, men Gud giver vækst. I enfoldighed og sagtmodighed skal mennesket samarbejde med himmelske redskaber og hele tiden gøre sit bedste, men dog stadig erkende, at Gud er den store Mester i arbejdet. Mennesket skal ikke sætte lid til sig selv; for derved vil det udtømme sit forråd af kraft og ødelægge sin åndelige og fysiske styrke. Selv om alle de arbejdere, der nu bærer de tungeste byrder, gik bort, ville Guds værk gå fremad. Lad derfor vor nidkærhed i gerningen være blandet med fornuft; lad os derfor ophøre med vore anstrengelser for at gøre det, som Herren alene kan udføre. Vejl f menigh bd. 2 side 292] VM7 298.2