De, som i sandhed er omvendte, vil anse sig som Guds præster og de vil bruge de midler, Gud har betroet dem, til fremme for hans værk. Adlød man Kristi ord, ville der være tilstrækkelige midler i Herrens forrådshus til at afhjælpe værkets behov. Gud har betroet mænd og kvinder en overflod af midler til fuldbyrdelsen af sine nådige hensigter til menneskehedens bedste. Han opfordrer dem, som er sat til husholdere over penge, at ved hjælp af disse bespise de hungrige, klæde de nøgne og forkynde evangeliet for de fattige. Vi kan ikke udvikle en fuldkommen karakter uden selvopofrelse. VM9 53.2
Aldrig har der været en vigtigere tid i vort værks historie end nu. Budskabet i det tredje kapitel i Malakias’ bog lyder for os med formaningen om at være ærlige i vort forhold til Herren og hans sag. Mine brødre, de midler I bruger til køb og salg og til egen vinding, vil blive jer til forbandelse, hvis I nægter at betale Herren det, som er hans. De midler, Herren har betroet jer til værkets fuldbyrdelse, bør benyttes til kundgørelsen af evangeliet i alle dele af verden. VM9 53.3
Vi er Kristi vidner og må ikke lade verdslige interesser eller gøremål lægge beslag på vor tid og opmærksomhed. “Søg først Guds rige og hans retfærdighed.” Matt 6,33. Kristus hengav sig villig og frejdig til fuldbyrdelsen af Guds vilje. Han var lydig lige ind i døden, ja til og med korsets død. Skal vi i lyset af alt det, han har gjort, anse det som en genvordighed at fornægte os selv? Skal vi unddrage os fra delagtigheden i Kristi lidelser? Hans død burde sætte hele vort væsen i bevægelse, gøre os villige til at hellige os selv og alt det, vi har, til hans værk. Når vi grunder på alt det, han har gjort for os, burde vort hjerte fyldes med taknemmelighed og kærlighed og vi burde give afkald på al selviskhed. Er der nogen pligt, som Hjertet kan nægte at udføre, når det påvirkes af Kristi kærligheds fængslende indflydelse? VM9 53.4
Bør vi ikke fornægte os og gøre alt det, vi formår, for at fremme Guds nådeværk på jorden? Kan vi betragte den guddommelige nedlandelse, den lidelse, Guds søn udstod for os, uden at fyldes med ønsket om at få en anledning til at opofre noget for ham. Han forlod sit himmelske hjem for at frelse os. Skal vi så ikke blive hans underhyrder og søge efter det bortkomne og tabte? Bør ikke vort levned afspejle hans guddommelige ømhed og medlidenhed? VM9 54.1
Herren ønsker, at hans folk skal være betænksomme og omsorgsfulde. Han vil, at de skal være sparsommelige i alt. Kunne arbejderne på de udenlandske missionsfelter blot råde over de midler, som bliver brugt til kostbare møbler og til personlig prydelse, så ville Kristi evangelium blive forkyndt på mange flere steder. VM9 54.2
Det er ikke muligt for alle at give store gaver; ej heller kan alle udføre store gerninger, glimerne heltebedrifter; men alle kan lære at fornægte sig og alle kan lære at åbenbare Kristi uselviske sindelag. En del kan bringe store gaver til Herrens forrådshus, andre kun en skærv, men hver gave, som skænkes i oprigtighed, er velbehagelig for Herren. VM9 54.3
Vi beder indstændig om at få de penge, som bruges til unødige ting. Mine brødre og søstre, brug ikke jeres midler til indkøb af genstande, I ikke trænger. I kan måske tænke, at disse småsummer ikke beløber sig til stort, men husk, at mange bække små gør en stor å. Stands ethvert ødselt forbrug af penge. Skaf jer ikke noget med vare det for øje at glimre. Jeres midler kan tjene til at frelse sjæle. Lad alle være med til at give systematisk. En del magter ikke at give betydelige summer, men alle kan lægge lidt til side hver uge for Mesteren. Giv også børnene anledning til at gøre sin del. Forældre bør oplære børnene til at spare sine skillinger, så de kan have noget at give til Herren. Evangeliets forkyndere skal underholdes ved selvfornægtelse og opofrelse. Ved Guds børns selvfornægtelse vil andre mennesker blive vundet for troen og disse vil igen forøge de offergaver, som gives for at fremme Herrens værk. VM9 55.1
Umiskendelige tegn viser os, at verdens ende er nær. Vejen må beredes for fredsfyrstens komme. Lad ikke menighedens medlemmer klage over, at de så ofte formanes til at give til Guds sag. Hvad er det, som gør de mange opråb nødvendige? Er det ikke netop den hurtige fart, hvormed missionsvirksomheden udbreder sig? Skal vi vægre os ved at give og således forsinke virksomhedens vækst? Skal vi glemme, at vi er Guds medarbejdere? Enhver menighed bør bede Gud om større fromhed og gavmildhed. Brødre og søstre, bed ikke om, at virksomheden skal begrænses. Så længe som der er sjæle at frelse, bør vor interesse for evangeliets frelsende gerning aldrig aftage. Menigheden kan ikke formindske sine bestræbelser uden at fornægte mesteren. Alle kan ikke rejse til udlandet som missionærer, men alle kan fremme den udenlandske mission ved at give af sine midler. VM9 55.2
Arbejde bør optages på nye missionsfelter og I må hjælpe os. Skal vi foragte kaldet til at forkynde evangeliet og således gå glip af de goder, som følger med kaldet? Skal Guds folk blive skødesløse og ligegyldige nu og vægre sig ved at give af sine midler til forfremmelsen af hans sag? Kan de gøre det uden at afskære sin forbindelse med ham? De tror måske, at de derved kan spare; men det er en skæbnesvanger sparsommelighed, som skiller dem fra Gud. VM9 56.1
Brødre og søstre, I er kommet for langt hen i tiden til at vie al jeres tid og styrke til selvnydelse. Måtte I ikke stå blottet for den himmelske skat på verdens sidste nådedag. Søg at fremskynde korsets sejr, søg at oplyse sjæle, arbejd for jeres medmenneskers frelse og jeres gerning vil bestå i den vanskelige ildprøve. VM9 56.2
Enhver sand selvforsagende arbejder for Gud er villig til at ofre både penge og kræfter på andre. Kristus siger: “Den, som elsker sit liv, mister det og den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Joh 12,25 Ved sine alvorlige og forstandige bestræbelser for at hjælpe dem, som trænger hjælp, åbenbarer den sande troende sin kærlighed til Gud og sine medmennesker. Måske mister han sit liv i tjenesten; men når Kristus kommer for at hente sine efterfølgere, vil han finde det igen. VM9 56.3
Brødre og søstre, anvend ikke megen tid og mange penge på jer selv bare for udseendets skyld. De, som gør det, må lade meget stå ugjort, som ville være til trøst for andre og skænke nyt mod til deres eget trætte hjerte. Vi behøver alle at lære, hvorledes vi bedst skal benytte enhver anledning, vi får, til at bibringe andre lys og håb. Hvordan kan vi benytte disse anledninger, når vore tanker optages helt med os selv! Den, som ser mest på sit eget, mister utallige anledninger til at gøre det, som ville blive til velsignelse både for ham selv og andre. En Kristi tjener bør under enhver omstændighed spørge sig selv: “Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mine medmennesker?” Når han har gjort sit bedste, overlader han resultatet til Gud. VM9 56.4
Gud har sørget for, at vi skal nyde en glæde, som både rige og fattige kan få, nemlig den glæde, der findes i at opelske renhed i tanke og uselviskhed i arbejde, den glæde, som findes i at tale trøstefulde ord og at øve ædle gerninger. Gennem dem, som udfører en sådan tjeneste, strømmer der velsignelse fra Kristus til mennesker, hvis liv er formørket ved mange sorger. VM9 57.1
Du vil måske blive fristet til at sætte dine penge i jordegods. Dine børn vil måske råde dig til at gøre noget sådant. Men kan du ikke vise dem en bedre vej? Har ikke Gud betroet dig disse penge, for at du skulle bruge dem viseligt, sætte dem ud på renter, så at når herren kommer, han må finde, at talenterne har fordoblet sig? Fatter du ikke, at han vil, at du ved dine midler skal hjælpe til med opførelsen af forsamlingshuse og sanatorier? VM9 57.2
Vi må nu skatte sjæle højere end penge. Hvis du ved om nogen gerning i verden, der er bedre end den at frelse de fortabte, en gerning, som vil give større udbytte af de anbragte midler, så lad os så få det at vide, at også vi kan sætte os ind i den. VM9 57.3
Jeg frygter for, at vore søskende ikke fatter, hvor betydningsfuldt Guds værk er. Fra en, til hvem jeg skrev om penge, fik jeg følgende svar: “Jeg modtog dit brev, hvori du beder mig om at låne dig penge. Men da der var et stykke land, som børnene mente, det var fordelagtig for mig at købe, satte jeg mine opsparede skillinger i denne jordejendom.” Hvor meget bedre ville det ikke have været for denne bror at anbringe sine midler i nye sanatorier, hvorfra der udgår vidnesbyrd om sandheden for denne tid, eller i skoler, hvor ungdommen kan stilles under gunstige forhold og blive uddannet til missionærer for Gud. VM9 57.4
Brødre og søstre, giv jeres midler til oprettelsen af kristelige missionsanstalter, hvorfra sandhedens lys kan skinne ud og føre sjæle til Gud. En sjæl, som giver sig helt til Gud, bliver en missionær for ham og vil vinde andre for Frelseren. VM9 58.1
Gud selv lagde planerne til fremme af sit værk og han har betroet sine tjenere med et overflødighed af midler, så at når som helst han gør et opråb om hjælp, de da kan sige: “Herre! dit pund har kastet af sig ti pund.” VM9 58.2
Om de, som er sat til husholdere over Guds midler, vil være tro i at forære pengene, som er lånt dem, til Herrens forrådshus, vil hans sag hurtig udbrede sig. Mange sjæle vil antage sandheden og dagen for Kristi genkomst vil blive påskyndet. mænd og kvinder skal komme i berøring med arbejdere, som er oprigtige, alvorlige og helhjertede, som virker for sjæle som dem, der må aflægge regnskab for Gud. Alle, som er blevet delagtige i nogen grad af den apostolske ånd, vil føle sig forpligtet til at blive missionærer for Gud. Dersom de er oprigtige og rodfæstede i troen og ikke vil sælge sin Herre for ussel vinding, men i stedet altid anerkende Guds overhøjhed og ledelse, vil Gud berede vejen for dem og udgyde store velsignelser over dem. Han vil hjælpe dem til at fremholde hans godhed, kærlighed og nåde for verden. Og Herrens herlighed skal slutte deres tog. Der vil blive glæde i himlen og glæde, ren, himmelsk glæde, vil fylde arbejdernes hjerte. For den sags skyld at frelse sjæle vil de være villige til at opofre både tid og kræfter og deres hjerte vil fyldes med kærlighed og taksigelse. Forvisningen om Guds nærværelse vil lutre og forædle deres livserfaring og berige og styrke dem. Guds nåde vil blive åbenbaret i deres gerning og sejre, idet de vinder sjæle for Kristus. VM9 58.3
På denne måde skal Guds sag på jorden føres frem til sejr. De trofaste husholdere må bringe tienden til Herrens forrådshus, så at missionærer kan blive udsendt til alle verdensdele. Menigheden på jorden må yde Gud sin tjeneste ved selvfornægtelse og opofrelse. Således vil Herrens værk fremmes og de mest glimrende sejre vindes. VM9 59.1
Kærlighed til de fortabte førte Kristus op på Golgatas kors. Kærlighed til faldne mennesker vil bevæge os til at fornægte og opofre os for at bidrage til at frelse dem som er fortabt. Og når Kristi Efterfølgere giver herren hans eget tilbage, samler de sig skatte, som bliver deres, når de hører ordene: “Vel, du gode og tro tjener!... gå ind til din herres glæde!” hans, “som for den glæde, som ventede ham, led tålmodig korset, uden at agte vanæren og nu sidder på højre side af Guds trone.” Matt 25, 21; Heb 12,2. Glæden over at se sjæle evig frelst vil blive den belønning, alle de får, som følger i Forløserens fodspor. VM9 59.2
“Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham for os alle, hvorledes skal han kunne andet end give os alle ting med ham? Rom 8,32 VM9 59.3
Det er et dyrebart offer, himmelens Herre gav. Guds godhed blev udøst i fuldeste mål; det var umuligt for Gud at give en større Gave. Han elskede verden så højt, “at han gav sin søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Joh 3,16 Hvorfor yder vi ham ikke større tak? vor tak er som et svagt bølgeslag på overfladen sammen lignet med den flodbølge af kærlighed, som vælder ud mod os fra vor Fader i himmelen. VM9 59.4
Tegnene, som bebuder Kristi genkomst, går hurtig i opfyldelse. Skal vi lade menneskene være i uvidenhed om de vigtige begivenheder, som forestår og lade dem gå den frygtelige dag i møde uforberedte? Vor himmelske Fader gav et fyldestgørende offer til forsoning for verdens synd. Skal så de, som bekender sig til at elske Gud og holde hans bud, være ligegyldige med hensyn til sjæles Frelse? Nej og atter nej! Det kan de umulig være. VM9 60.1
De som har modtaget den nærværende sandheds lys, bør med utrættelig iver bestræbe sig på at lade det skinne for dem, som sidder i mørke. Ved gudhengivne bestræbelser, ved selvfornægtelse og opofrelse skal de virke i den styrke, som Israels Gud forlener dem med. Budskabet skal forkyndes i fjerne lande; det skal kundgøres for indbyggerne i vort lands egne stæder og byer. De trætte og besværede længes efter det sandhedens budskab, som kan give dem hvile og fred i Kristus. Hvem vil gå med budskabet til dem, som endnu ikke har hørt det? Hvem vil søge den Herrens glæde og herlighed, som den får, der fører syndere til ham, som gav sit liv til et sonoffer for hver sjæl? Hvem vil vise menneskene hen til Frelseren som det “Guds Lam, som bar verdens synd”? Joh 1,29 Vidnesbyrd 9. bd side 31-40.] VM9 60.2