Før solen går ned, bør familiens medlemmer samles for at læse Guds ord, synge og bede. Her er det nødvendigt med en reform, da der er mange, som har været eftergivende. Vi trænger til at aflægge bekendelse for Gud og for hverandre. Vi bør begynde på ny og træffe særlige forberedelser, for at hvert medlem af familien kan være beredt til at ære den dag, Gud har velsignet og helliget. VM6 356.5
Sabbattens dyrebare timer bør ikke spildes i sengen. Sabbats morgen bør familien være tidligt oppe. Hvis de står sent op, bliver der forvirring og de må jage for at nå at spise morgenmad og komme i sabbatsskole. Der bliver hastværk, man puffer til hinanden og bliver utålmodige. På denne måde kommer der vanhellige følelser ind i hjemmet. Når sabbatten bliver vanhelliget på denne måde, bliver den til en plage og man kommer til at hade den i stedet for at elske den. VM6 357.1
Maden om sabbatten bør ikke være rigere eller mere afvekslende end de øvrige dage. Den bør snarere være mere enkel og man bør spise mindre, så at tankerne kan være klare og modtagelige for åndelige ting. Forspisning gør hjernen omtåget. Man kan høre de mest dyrebare ord uden at sætte pris på dem, fordi sindet er blevet omtåget af en uheldig kost. Mange har vanæret Gud mere, end de tror, på grund af forspisning om sabbatten. VM6 357.2
Selv om vi bør undgå at lave mad om sabbatten, behøver vi ikke at spise kold mad. I koldt vejr kan vi varme den mad, som blev lavet dagen før. Vi kan gøre måltiderne velsmagende og tiltalende, selv om de er enkle. Lav noget som familien kan lide, noget som de ikke får hver dag. VM6 357.3
Lad børnene tage del i familieandagten. Alle bør tage deres bibel frem og læse et vers eller to. Syng en eller anden kendt sang og hold bøn bagefter. Kristus har vist os, hvorledes vi bør bede. Det er ikke meningen, at Herrens bøn kun skal gentages som en formsag, men den er et eksempel på, hvordan vore bønner bør være enkle, alvorlige og omfattende. I en enkel bøn kan I fortælle Herren om jeres trang og give udtryk for jeres taknemmelighed for hans nåde. På denne måde indbyder I Jesus som en velkommen gæst i jeres hjem og hjerte. I familien er det ikke på sin plads at bede lange bønner om fjerntliggende emner. Så bliver bønnestunden trættende. Den bør betragtes som en forret og en velsignelse. Gør den til en interessant og glad stund. VM6 357.4
Sabbatsskolen og gudstjenesten lægger kun beslag på en del af sabbatten. Resten af dagen kan for familien blive den herligste og dyrebareste del af sabbattens timer. Forældrene bør tilbringe en stor del af denne tid sammen med børnene. I mange familier bliver de mindre børn overladt til sig selv for at få tiden til at gå, som de bedst kan. Når børnene er overladt til sig selv, bliver de snart urolige og begynder at lege eller at gøre et eller andet forkert. På denne måde får sabbatten ingen hellig betydning for dem. VM6 358.1
Når vejret er godt, bør forældrene gå ud at spadsere sammen med børnene i mark og skov. Ude i den smukke natur kan de fortælle dem, hvorfor sabbatten er blevet indstiftet. Beskriv Guds store skaberværk for dem. Fortæl dem, at jorden var hellig og smuk, da den kom fra Skaberens hånd. Hver blomst, hver busk og hvert træ, var, som Skaberen ønskede det. Alt, hvad øjet hvilede på, var smukt og fyldte sindet med tanker om Guds kærlighed. Enhver lyd var musik, som var i harmoni med Guds stemme. Vis, at det var synden, som vansirede Guds fuldkomne værk, at torne og tidsler, sorg, smerte og død alt sammen er en følge af ulydighed imod Gud. Bed dem om at lægge mærke til, hvordan jorden til trods for syndens forbandelse endnu åbenbarer Guds godhed. De grønne marker, de høje træer, det dejlige solskin, skyerne, duggen, nattens højtidelige stilhed, sjernehimmelens pragt og Månen i dens skønhed vidner alt sammen om Skaberen. Der falder ikke en eneste regndråbe og der skinner ikke en eneste lysstråle på vor utaknemmelige verden, uden at den vidner om Guds overbærenhed og kærlighed. VM6 358.2
Fortæl dem om frelsesplanen at “således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Joh. 3,16. Gentag den dejlige beretning fra Betlehem. Fortæl børnene om Jesus. Fortæl dem, hvorledes han var lydig imod sine forældre som barn, hvorledes han var trofast og flittig som ung og hjalp til med at underholde familien. På denne måde kan I få dem til at forstå, at Frelseren kender de unges prøvelser, vanskeligheder og fristelser, deres forhåbninger og glæder og at han kan vise dem medfølelse og hjælpe dem. Læs af og til de interessante beretninger i bibelhistorien sammen med dem. Stil dem spørgsmål om, hvad de har lært i sabbatsskolen og gennemgå lektien for næste sabbat sammen med dem, VM6 358.3
Når solen går ned, bør lyden af bøn og lovsang markere afslutningen på de hellige timer og indbyde Gud til at være med gennem arbejdsugens bekymringer. VM6 359.1
På denne måde kan forældrene gøre sabbatten til det, som den bør være: den bedste dag i ugen. De kan få børnene til at betragte den som en fryd, som den bedste af alle dage, som Herrens hellige, ærværdige dag. VM6 359.2
Jeg vil give jer et råd, mine brødre og søstre: “Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!” Hvis I ønsker, at jeres børn skal holde sabbatten efter budet, må I undervise dem både ved påbud og eksempel. Hvis sandheden bliver præget dybt i hjertet, vil den aldrig helt kunne udslettes. Den kan fordunkles, men aldrig helt fjernes. De indtryk, som bliver gjort i de unge år, vil gøre sig gældende senere i livet. Der kan komme forhold, som bevirker, at børnene bliver skilt fra forældrene og hjemmet, men så længe de lever, vil den undervisning, som de har fået i barndommen, være en velsignelse. VM6 359.3