Hvor det lader sig gøre, bør dåben altid foregå i en klar sø eller i rindende vand. Og giv anledningen al den betydning og højtidelighed, som der kan lægges i den. Ved en sådan gudstjeneste er Guds engle altid til stede. VM6 97.2
Den, der udfører dåbshandlingen, bør søge at gøre den til en anledning, som øver en højtidelig, hellig indflydelse på alle tilhørere. Enhver af menighedens anordninger bør udføres på en måde, som giver den en opløftende indflydelse. Intet bør gøres dagligdags eller ubetydeligt eller stilles på lige fod med almindelige ting. Vore menigheder behøver at oplæres til større agtelse og ærbødighed for den hellige gudstjeneste. Således som prædikanterne leder de handlinger, der står i forbindelse med gudstjenesten, således opdrager og lærer de folket. Små handlinger, der uddanner og oplærer og disciplinerer sjælen for evigheden, er af umådelig betydning for menighedens opløftelse og helliggørelse. VM6 97.3
I hver menighed bør der anskaffes dåbsdragter til dem, der døbes. Dette bør ikke betragtes som et unødvendigt udlæg af midler. Det er en af de ting, der kræves efter påbudet: “Lad alt ske sømmeligt og med orden!” 1.Kor. 14,40. VM6 97.4
Det er ikke godt for den ene menighed at være afhængig af at skulle låne dåbsdragter af en anden menighed. Det sker tit, at dragterne ikke er at finde, når man har brug for dem; en eller anden har lånt dem og forsømt at sende dem tilbage. Hver menighed skulle anskaffe, hvad den selv behøver af sådanne ting. Lad der blive rejst et fond til dette formål. Når hele menigheden forener sig om dette, bliver det ingen tung byrde. VM6 98.1
Dragterne bør laves af solidt stof, som ikke tager skade af vandet og der bør indsys bly i den nederste søm. Dragten bør være net, have en god facon og sys efter et godkendt mønster. Der bør ikke gøres noget forsøg på udsmykning, ingen flæser eller besætning. Brugen af pynt og stads hører ikke hjemme her. Når de, der døbes, har forståelse af handlingens betydning, vil de ikke nære noget ønske om personlig prydelse. Dog bør der ikke forekomme noget, som er sjusket eller usømmeligt, for dette er en hån mod Gud. Alting i forbindelse med denne hellige forordning bør tilkendegive en så fuldkommen forberedelse som muligt. VM6 98.2