Jeg så at mange som bekender sit til at holde Guds bud bifalder deres egen brug af de midler som Gud har betroet dem og som bør lægges i hans skatkammer. De frarøver Gud tiende og gaver. De skjuler og tilbageholder tienden fra ham til deres egen skade. De bringer magerhed og fattigdom over sig selv og mørke over menigheden på grund af deres begærlighed, hemmeligholdelse og at de fraøver Gud tiende og gaver. VM3 269.1
Jeg så at mange sjæle vil synke i mørke på grund af deres begærlighed. Det klare, tydelige vidnesbyrd må leve i menigheden, ellers vil Guds forbandelse hvile over sit folk lige så sikkert som den gjorde over fortidens Israel på grund af deres synder. Gud holder sit folk, som et legeme, ansvarlig for de synder enkeltpersoner blandt dem begår. Hvis menighedens ledere forsømmer at flittig udsøge de synder som bringer Guds mishag over legemet, bliver de ansvarlige for disse synder. Men at omgås menneskers sindelag er det dejligste arbejde som mennesker overhovet kan få. Alle er ikke egnede til at rette den fejlende. De har ikke visdom til at dele retfærdigt, skønt de vil vare barmhjertige. De kan ikke at se nødvendigheden i at opblande kærlighed og øm medfølelse med nøjagtige irettesættelser. Nogle er altid unødig strenge og føler ikke nødvendigheden af apostelens formaning: “Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet”. VM3 269.2
Der er mange som ikke har Josuas konduite og som ikke har en særlig opgave i at udsøge de fejl og hurtigt behandle de synder der er i blandt dem. Lad ikke sådanne ting forhindre dem som har arbejdets byrde på sig; lad det ikke stå i vejen for dem som har denne opgave at udføre. Nogle gør det til en hovedsag at drage tingene i tvivl og finde fejl fordi andre gør det arbejde Gud har pålagt dem. Disse står direkte i vejen for dem, som Gud har givet til opgave at irettesætte og rette de fremherskende synder, så at hans truende blik kan vendes bort fra hans folk. Skulle den situation som Akan kom også hos blandt os, er der mange som vil beskylde disse, for at have en ond og kværulantisk ånd. Gud er ikke til at spøge med og her lader et trodsigt folk hans advarsler være hånt. VM3 270.1
Jeg fik vist at Akans måde at bekende sig på var ligesom de bekendelser som nogle af os gør og vil gøre. De skjuler deres fejl og nægter at bekende sig frivilligt, før Gud peger på dem og så først efter vil de indrømme deres synder. Nogle få personer forfølger en forkert kurs indtil de er blevet forhærdede. De kan endda være klar over at menigheden er bebyrdet ved det, ligesom Akan vidste at Israel blev svag over for deres fjender på grund af hans skyld. Alligevel fordømte deres samvittighed dem ikke. De vil ikke hjælpe menigheden ved at ydmyge deres stolte oprørske hjerte for Gud og lægge deres fejl væk. Guds mishag er over sig folk og han vil ikke vise sin kraft i deres midte medens der er synder iblandt dem og er opfostret af dem i ansvarsbetyngede stillinger. VM3 270.2
Dem som arbejder i frygt for Gud med at befri menigheden for hindringer og rette frygtelige fejl, så Guds folk kan se nødvendigheden af at afsky synd og kan trives i renhed og at Guds navn kan forherliges, vil altid møde modstræbende indflydelse fra uhelligede medlemmer. Sefanias beskriver denne klasses sande tilstand og de frygtelige domme som vil komme over dem således: VM3 270.3
“Til den tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med lygter og hjemsøger mændene der, som ligger i ro på deres bærme, som siger i deres hjerte: “Herren gør hverken godt eller ondt.” “Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og mørkets dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag imod de faste stæder og imod de knejsende tinder. Over menneskene bringer jeg trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres blod øses ud som støv, deres livssaft ligesom skarn. Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på Herrens vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.” VM3 271.1