DISKUSSIONERNES EFFEKT
VM3 212.1
Den 10. december, 1871, fik jeg vist bror K’s farer. Hans indflydelse på Guds sag er ikke hvad den burde være, eller kunne være. Han synes at være i blindhed som følge af hans opførsel; han ser ikke hvilket kølvand han lægger bag sig. Han arbejder ikke på en måde som Gud kan god tage. Jeg så at han var i lige så stor fare som Moses Hull var i før han forlod sandheden. han stolede på sig selv. Han troede han var af så stor værdi for sandhedens sag at arbejdet ikke kunne undvære ham. Bror K har følt meget det samme. Han stoler for meget på sin egen styrke og visdom. Hvis han kunne se sin svaghed som Gud ser den ville han aldrig smigre sig selv med eller have den mindste sejrsfølelse. Og med mindre han ikke gør Gud til sin afhængighed og styrke vil han lige så sikkert lide troens skibbrud som Moses Hull. VM3 212.2
Han får ikke styrke fra Gud i sit arbejde. Han stoler for meget på spænding for at opvække sin ærgerrighed. Arbejder han med nogle få mennesker, hvor han ikke har nogen særlig trang til at opvække, mister han modet. Når arbejdet bliver hårdt og han ikke opløftes af denne særlige spænding, holder han sig ikke tættere til Gud og bliver ikke ivrigere efter at få mørket vendt og vinde sejr. Bror K, du er ofte for barnlig, svag og ligegyldig netop når du burde være stærkest. Dette burde fortælle dig at din iver og livlighed ikke altid er fra den rette kilde. VM3 212.3
Jeg fik vist at her er en fare for yngre prædikanter som går i diskussion. De vender tankerne fra at studere ordet for at samle de skærende ting og de bliver sarkastiske og, i deres anstrengelser for at imødekomme modstanderen, lader de for ofte Gud ude af emnet. Debattens ophidselse ved møder formindsker deres interesse hvor en sådan ophidselse slet ikke burde være. Dem som involverer sig i debatter er ikke de mest succesrige medarbejdere og de bedst egnede til at opbygge sagen. Nogle tragter efter disse diskussioner og de foretrækker den slags arbejde frem for andre. De studerer ikke bibelen med sindets ydmyghed, så de kan vide hvordan de opnår Guds kærlighed; som Paulus siger: “At Kristus må bo ved troen i jeres hjerter og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.” VM3 212.4
[Unge prædikanter bør undgå diskussioner, da disse ikke fremmer åndelighed eller ydmyghed i sjælen. I nogle tilfælde kan det være nødvendig at imødegå en hovmodig modstander imod Guds sandhed i åben debat; men i almindelighed er sådanne diskussioner, enten de er mundtlige eller skriftlige, mere til skade end til gavn. Efter en diskussion har prædikanten det større ansvar at skulle holde interessen ved lige. Han bør være opmærksom på det tilbageslag som plejer at komme efter et religiøst oprør og ikke giver efter for modløshed. Evangeliets tjenere side 279] VM3 213.1
Mennesker som ikke giver Guds lovs krav adgang, som er så udtrykkelige, vil i almindelighed tage en lovløs kurs; for de har så længe taget side hos den store oprører ved at advare imod Guds lov, som er grundlaget for hans ledelse i himlen og på jorden, da de er oplært i dette arbejde. Ved denne krigsførelse vil de ikke kunne åbne deres øjne eller sind for lyset. For dem var det lige så håbløst som det var for jøderne som ikke ville se det lys Kristus bragte dem. De forunderlige beviser som han gav dem i sin Messias-person ved de mirakler han udførte, ved at helbrede syge, oprejse døde og gøre de gerninger som intet andet menneske havde gjort før eller vil komme til, blev de indgydt med satanisk had og raseri sådan som Satan havde da han blev kastet ud af himlen og deres hjerter blev ikke blødgjort og underlagt og deres onde fordomme blev ikke overvundet. Jo større lys og beviser de havde, des større blev hadet. De var besluttet på at udslukke det lys ved at lægge Kristus i døden. VM3 213.2
Dem der hader Guds lov, som er grundlaget for hans styring i himlen og på jorden, har det samme udgangspunkt som de vantro jøder havde. Deres trodsighed vil forfølge dem som holder Guds bud og ethvert lys vil de forkaste. Deres samvittighed er blevet krænket så længe og deres hjerter er blevet så hårde ved deres valg af mørke frem for lys, at de føler at det er en dyd for dem, så deres formål opfyldes, at fremføre falsk vidnesbyrd eller ydmyge sig til næsten alle slags spidsfindigheder eller bedrag, som jøderne gjorde i forkastelsen af Kristus. De mener at målet helliger midlerne. Praktisk talt korsfæstede de Faderens lov, idet jøderne korsfæstede Kristus. VM3 213.3
Vort arbejde bør gribe enhver anledning til at frembringe sandheden i sin renhed og enkelhed hvor der er ønske eller interesse for at høre vor tros begrundelser. Dem som for det meste har dvælet ved profetierne og vor tros teologiske punkter bør uden tøven blive bibelstuderende i praktiske fag. De burde tage en større slurk af den guddommelige sandheds kilde. De burde omhyggeligt studere Kristi liv og hans lektier i praktisk gudsfrygt, givet til alles bedste og være regelsæt for ret levevis for alle som kunne tro på hans navn. De bør besjæles af deres store Eksempels ånd og have en høj forståelse for en Kristi efterfølgers hellige liv. VM3 214.1
Kristus imødekommer enhver klasses situation i hans læres temaer og læremåder. Han spiste og boede sammen med rige og fattige og gjorde sig selv fortrolig med menneskers interesser og erhverv, så han kunne vinde adgang til deres hjerter. De lærte og mest intellektuelle var glad og henrevet over hans prædikener og alligevel var de så tydelige og enkle at de kunne opfattes af de mest ydmyge mennesker. Kristus benyttede sig af enhver anledning til at belære folk om de himmelske lærepunkter og forskrifter som skulle indarbejdes i deres liv og som skulle adskille dem fra alle andre religioner på grund af deres hellige ophøjede karakter. Disse lektier med guddommelig undervisning kommer ikke ind i menneskers bevidsthed som de burde. Disse Kristi prædikener giver tjenere der tror den nærværende sandhed prædikener som vil værdsættes ved næsten enhver anledning. Her er et område for den bibelstuderende, hvor han ikke kan interesseres uden at have den himmelske Læres ånd i sit eget hjerte. Her er emner som Kristus giver til alle klasser. Tusinder folk af enhver slags art og ethvert karaktermærke og fra enhver grad i samfundet vil blive tiltrukket af det han bliver præsenteret for. VM3 214.2
Nogle prædikanter som har forkyndt den nærværende sandhed så længe gør store fejl i deres arbejde. De har oplært sig selv som kampfolk. De har udsøgt sig argumenter til genstand for diskussion og disse argumenter elsker de at bruge. Guds sandhed er tydelig, klar og afgørende. Den er harmonisk og i kontrast med vildfarelsen, skinner i sin klarhed og skønhed. Dens pålidelighed anbefaler sig selv til ethvert menneske-hjertes overvejelse som ikke er fyldte med fordomme. Vore forkyndere frembringer sandheds bevisgrunde, som er blevet klare for dem og, hvis der ikke er nogen hindringer for det, bærer sandheden sejeren med sig. Men jeg fik vist at der i mange tilfælde blev taget dårlige redskaber i brug for at fratage den vundne sejr og folk, som er mere jordiske end åndelige, priser og ærer dette redskab, selvom Gud sandhed ikke er ophøjet af den vundne sejr. VM3 215.1
Dem som elsker at gå i diskussion mister normalt deres åndelighed. De har ikke tillid til Gud som de skulle. De har sandhedens teori klar til at kaste sig over en modstander med. Deres uhelligede hjerter har forberedt mange skarpe, skarpskårne ting til brug som pisk for at plage og irritere og provokere deres modstander. Kristi Ånd har ingen del i dette. Når de kommer frem med de afgørende argumenter, tænker meddebatøren hurtigt at han er stærk nok til at sejre over deres modstand og Gud er ladet ude af sagen. Nogle af vore prædikanter har gjort diskussion til deres hovedtema. Midt i diskutionens hede, synes de at være opirrede og føle sig stærke og tale stærkt; og i din ophidselse ryger mange ting ud, som i sig selv er helt forkert og er til skam for ham, og som gør sig skyldig i at sige ord, der upassende for en kristen tjener. VM3 215.2
Disse ting har en dårlig indflydelse på prædikanter som har med hellige ting, ophøjede sandheder, at gøre; sandheder som skal vise sig som smag af liv til liv, eller af død til død, for dem som hører dem. [I almindelighed har diskussioner den indvirkning på vore prædikanter at de gør dem selvgode, store i egne tanker. Men dette er ikke alt. De som ynder at debattere, er uskikket til at være hyrder for hjorden. De har lært sig at imødegå modstandere og til at gøre brug af sarkastiske udtalelser og de kan ikke stige ned og møde hjerter som søger og som behøver at blive trøstet.] De har også dvælet så meget på argumenter at de har forsømt de praktiske ting som Guds hjord behøver. De har kun et lille kendskab til Kristi prædikener, som går ind i den kristnes hverdagsliv og de har kun små anlæg for at studere dem. De har rejst sig over arbejdets simpelhed. Skønt de kun var små i deres egne øjne, hjalp Gud dem; Guds engle tjente dem og gjorde dem til store medarbejder der overbeviste sandhedens mænd og kvinder. Men ved at oplære deres tanker for diskussion bliver de ofte grove og rå. De mister interessen og øm medfølenhed som altid burde følge med en Kristi hyrdes bestræbelser. [Evangeliets tjenere side 279] VM3 216.1
Normalt er diskuterende prædikanter ikke egnede til at hjælpe hjorden der hvor dem mest behøver hjælp. Har de selv forsømt praktisk religion i deres egne hjerter og liv, kan de ikke lære hjorden. Medmindre det er spændende kan de ikke vide hvordan de skal arbejde; de synes at være berøvet for styrke. Hvis de prøver at tale, synes de ikke at vide hvordan de skal sige det rette i anledningen. Skønt de burde frembringe et emne som vil give Guds hjord mad og som vil nå og smelte hjerterne, falder de tilbage til nogle af de gamle uforanderlige ting og gennemgår de gamle argumenter, som er tørre og uinteressante. Således bringer de mørke i stedet for lys og liv til hjorden og også til dem selv. VM3 216.2
Nogle af vore prædikanter opelsker ikke enkelhed, men opmuntrer til at vise iver og en vis aktivitet som hviler på et usikkert grundlag. Der er mangel på prædikanter med rolige overvejelser i tanke og hengivelse, med troens samvittighed, sammen med virksomhed og iver. De to egenskaber omtanke og helligelse, virksomhed og iver, bør gå sammen. VM3 217.1
De diskutionsivrige prædikanter er de mest upålidelige iblandt os, fordi de ikke er med når arbejdet går stærkt. Få dem ind på et sted hvor der kun er lille interesse, så vil de kun vise lille mangel på mod, iver og reel interesse. De beror sig lige så meget på oplivelse og styrkelse fra ophidselsen ved diskussioner eller modstand som den berusede gør af sin dram. Disse prædikanter behøver at omvendes på ny. De behøver at drikke dybt af de uophørlige strømme som kommer fra den evige Klippe. VM3 217.2
Synderens evige krig styrende Jesu handlemåde. Han gik omkring og gjorde godt. Godgørenhed var hans sjæls liv. Han gjorde ikke blot godt mod alle som kom til ham og bad om hans barmhjertighed, men han søgte udholdende efter dem. Han har aldrig været opstemt af bifald eller modløs af kritik eller skuffelse. Skønt han mødte den største modstand og den forfærdeligste behandling var han ved godt mod. Den mest betydningsfulde prædiken som Inspirationen har givet os, Kristus talte kun til en tilhører. Da han satte sig ved brønden for at hvile, for han var træt, kom en samaritansk kvinde for at hente vand, han så en anledning for at nå hendes sind og gennem hende nå Samaritanerne, som var i stor mørke og vildfarelse. Selvom han var træt, frembragte han sit åndelige riges sandheder, som fortryllede den hedenske kvinde og fylde hende med beundring for Kristus. Hun gik ud og kundgjorde nyheden: “Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?” Denne kvindes vidnesbyrd forvandlede mange til at tro Kristus. Ved hendes beretning kom mange til at høre ham for sig selv og troede på grund af hans egne ord. VM3 217.3
Uanset hvor lille en skare interesserede tilhørere, hvis hjertet kan nås og forståelsen overbevises, kan de, ligesom den samaritanske kvinde, bringe en beretning som vil vække hundredes interesse til at ransage sig selv. Når man arbejder på et sted for at skabe interesse, kan der komme mange skuffelser; men hvis der først synes at være en lille interesse, er dette ikke beviset for at du ikke har misforstået din opgave og arbejdssted. Hvis interessen uafbrudt vokser og folk handler med forstand og ikke ud fra impulser, men af princip, er interessen sundere og mere holdbar end hvis der var stor spænding og interessen pludselig vækkes og følelserne skabes ved at lytte til en debat, en skarp strid mellem to sider, for og imod sandheden. Således skabes stor modstand og der tages hurtig stilling og hurtige beslutninger. Følgen af dette er en feberagtig tilstand af tingene. Der er mangel på rolig overvejelse og bedømmelse. Lad denne ophidselse falde til bunds, ellers vil du under uklog ledelse blive modarbejdet og en interesse kan aldrig vækkes igen. Folks følelser og forståelser blev oprørte; men de er ikke blevet overbevist, deres hjerter blev ikke brudt og ydmyget for Gud. VM3 217.4
[Under fremholdelsen af sandheder som ikke er populære og som fører med sig et tungt kors, bør prædikanterne passe på at hver eneste ord er sådan som Gud ønsker at det skal være. Deres ord bør aldrig være skærende. De bør fremholde sandheden i ydmyghed, med den dybeste kærlighed til sjæle og med et alvorligt ønske om deres frelse og lader sandheden skære.] De bør ikke udfordre prædikanter eller andre trosretninger til at vække debat. De bør ikke stå i det sted Goliat stod i da han udfordrede Israels hære. Israel udfordrede ikke Goliat, men Goliat pralede af sig over for Gud og hans folk. Udfordringen, praleriet og udskælden må komme fra sandhedens modstandere, som spiller Goliat. Men intet af denne ånd bør ses blandt Guds udsendte sandhedsforkyndere af det sidste advarselsbudskab til en fordømt verden. [Evangeliets tjenere side 279] VM3 218.1
Goliat stolede på sin rustning. Han forfærdede Israels hære ved hans udfordrende, grusomme praleri, når han gav så stort et indtryk i sin rustning, som var hans styrke. David havde, i sin ydmyghed og nidkærhed for Gud og hans folk, i sinde at imødekomme denne udfordring. Saul indvilgede og ville have sin egen kongelige rustning på David. Men han ville ikke være med til at bære den. Han lagde kongens rustning fra sig, før han havde ikke prøvet den. Han havde prøvet Gud og ved at stole på ham vandt han særlige sejre. At påtage sig Sauls rustning vil give det indtryk at han er en kriger, skønt han kun var lille David som tog sig af får. Han mente ikke at Sauls rustning skulle have nogen ære, for hans tillid var til Herren Israels Gud. Han udvalgte nogle få sten fra bækken og med hans slynge og stav, hans eneste våben gik han frem i Israels Guds navn for at møde den udrustede kriger. VM3 218.2
Goliat ringeagtede David, for han så mere ud som en ung der ikke havde lært krigstjenestens taktik. Goliat skældte ud på David og bandede over ham ved sine guder. Han følte at det var en hån over hans værdighed at blot en grønskolling, uden så meget som en rustning, komme ham i møde. Han pralede over hvad han kunne gøre imod ham. David blev ikke irriteret fordi der blev set på ham som ringere, han skælvede heller ikke over hans frygtelige trusler, men svarede: “David svarede Filisteren: “Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet.” David fortæller Goliat at i Herrens navn vil han gøre de ting mod ham som Goliat har truet David med. “Og for at hele denne forsamling kan kende, at Herren ikke giver sejr ved sværd eller spyd; thi Herren råder for kampen og han vil give eder i vor hånd!” VM3 219.1
Vore prædikanter burde ikke anspore til diskussion. Lad udfordrerne blive på Guds sandheds modstanderes side. Jeg fik vist at bror K og andre prædikanter har handlet for meget på Goliats side. Og så når de har vovet og ansporet til diskussion har de stolet på deres forberedte argumenter, som Saul ønskede at David skulle stole på hans rustning. De har ikke, lige som de ydmyge David, stolet på Israels Gud og gjort ham til deres styrke. De er gået selvsikre og pralende frem, ligesom Goliat, fremhævet sig selv og ikke skjult sig bag Jesus. De vidste at sandheden var stærk og derfor havde de ikke ydmyget deres hjerter og i tro stolet på Gud for at han skal give sandheden sejr. De blev opstemte og mistede deres ligevægt og ofte har diskussionerne ikke haft heldig udgang og resultatet blev til skade for deres egne sjæle og for andres sjæle. VM3 219.2
Jeg fik vist at nogle af vore unge prædikanter får en lidenskab til diskussioner og at det vil, hvis de ikke ser deres fare, vise sig som en fælde for dem. Jeg fik vist at bror L er i stor fare. Han oplærer sine tanker i den forkerte retning. Han er i fare for at komme ud af arbejdets enkelhed. Når han tager Sauls rustning på, må han se tilbage på sig selv, om han, ligesom David, er klog nok til at tage den af igen fordi han ikke har prøvet den. Disse unge prædikanter bør studere Kristi lære i praksis såvel som i teori og lære af Jesus, at de må have hans nåde, sagtmodighed, ydmyghed og elskelighed. Hvis de, ligesom David, bringes i en position hvor Guds sag virkelig kræver at de skal møde en Israels udfordrer og hvis de kan gå frem i Guds styrke, stole helt på ham, vil han føre dem igennem og give hans sandhed herlighedens sejr. Kristus har givet os et eksempel. “Ærkeengelen Mikael derimod vovede ikke at udtale nogen spottende dom, dengang han tvistedes og skiftede ord med Djævelen om Moses’ lig; han sagde kun: “Herren straffe dig!” VM3 220.1
Lige så snart en forkynder kommer ned fra den position en prædikant altid bør have og nedværdiger sig til det komiske for at gøre sine modstander til grin, eller når han er sarkastisk og skarp og skælder ham ud, gør han det som verdens Frelser ikke vovede at gøre; for han sætter sig selv på fjendens grund. Prædikanter som slås med Guds sandheds modstandere møder ikke blot mennesker, men Satan og hans hær af onde engle. Satan vover efter en chance for at få fordel frem for sandhedens forsvarende tjenere og når de ophører med at stole helt på Gud og deres ord ikke er i Kristi kærlighed og ånd, kan Guds engle ikke oplyse dem. De overlader sig til deres egen styrke og onde engle presser deres mørke ind; og af denne grund synes sandhedens modstandere at have fordel og diskussionen gør mere skade en reelt godt. VM3 220.2
Guds tjenere bør komme nærmere til Gud. Brødrene K, L, M og N bør forsøge at opelske personlig gudsfrygt, frem for at have lyst til at diskutere. De bør søge mere efter at blive hyrder for hjorden, end at ruste sig for at skabe spænding i folks svingende følelsesliv. Disse brødre er i fare for at afhænge sig mere af deres popularitet og deres succes med folk som durkdrevne debattører end at være ydmyge trofaste medarbejdere og Kristi sagtmodige, helligede efterfølgere, der samarbejder sammen med ham. VM3 221.1