Søndag den 10.juni, dagen hvor vi skulle drage til Oresgon, blev jeg lammet af hjertesygdom. Mine venner tænkte at det var næsten formasteligt af mig, at tage damperen, men jeg tænkte at jeg burde hvile, hvis kom ombord på båden. VM4 286.3
I selskab med en kvindelig ven og ældre J. N. Loughborough forlod jeg San Francisco om eftermiddagen den 10. på damperen “Oregon.” Kaptajn Conner, som havde ansvaret for denne prægtige damper, passede meget på sine passagerer. Da vi passerede Golden Gate videre ud i det åbne ocean, blev det meget uroligt. Vinden var imod os og damperen slog sig frygteligt, da oceanet var rasende oprørt af vinden. Jeg lagde mærke til den overskyede himmel, de rullende bølger blev tårnhøje og skummet genspejlede regnbuens farver. Det så frygteligt stort ud og jeg blev fyldt med ærefrygt da jeg beskuede dybets mysterier. Det er forfærdeligt i dets vrede. Der er en frygtelig skønhed i at blive løftet op på dets stolte bølger i raseri og så falde tilbage i sørgmodig hulken. Jeg kunne se Guds kraft komme frem i de hvileløse vandes bevægelser, sukkende under de nådeløse vindes aktivitet, som kastede bølgerne der opad som var det under plagernes rystelser. VM4 287.1
Vi var i en skøn stolthed, kastet hid og did i de hvileløse bølgers skånsel; men der var en usynlig kraft der havde et uafbrudt greb over vandene. Gud alene har magt til at holde dem inden for deres bestemte grænser. Han kan holde vandene i sin hule hånd. Dybet vil adlyde sin Skabers røst: “Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!” VM4 287.2
Hvilke stof til eftertanke gav ikke det vide store Stillehavsocean?! I optræden var det meget modsat det “stille hav”; det var vanvittigt og rasende. Idet vi ser hen over vandene, synes intet andet så uhåndterligt, så fuldstændig uden lov og orden, som det store dyb. Men oceanet adlyder Guds lov. Han bringer vandene i balance og markerer deres underlag. Idet jeg så på himlene ovenover og vandene neden under, spurgte jeg: “Hvor er jeg? Hvor skal jeg hen? Intet andet end tøjlefrie vande er omkring mig. Hvor mange har således taget ud på vandene og aldrig igen set de grønne marker eller deres lykkelige hjem! De blev kastet ned i dybet som et sandskorn og således endte deres liv.” VM4 287.3
Idet jeg så på de hvidklædte brølende bølger, erindrede jeg den scene i Kristi liv, hvor disciplene, i lydighed til deres Mesters befaling, tog i deres båd til den anden side af søen. En frygteligt uvejr brød ud over dem. Deres skib ville ikke adlyde deres vilje og de blev drevet hid og did, indtil de nedlagde deres årer i fortvivlelse. De ventede at de nu ville gå fortabt; men da uvejret og bølgerne talte med døden, viste Kristus, som de havde efterladt på en anden side, sig for dem, vandrende roligt på de lamende, hvidklædte bølger. De var blevet forvirret af deres nyttesløse anstrengelser og deres situations tilsyneladende håbløshed og havde opgivet alt som tabt. Da de så Jesus på vandene, blev deres frygt større; de udlagde det som en forløber til deres kommende død. De skreg i stor frygt. Men i stedet for at bringe døden, kom han som livets budbringer. Hans røst blev hørt gennem elementernes rasen. “Det er mig, frygt ikke!” Hvor hurtigt ændres scenen ikke fra fortvivlelsens rædsel til troens og håbets glæde i den elskede Mesters nærvær! Disciplene mærkede ikke længere uro ejheller dødsangst, for Kristus var hos dem. VM4 288.1
Skal vi nægte lydighed mod al krafts Kilde, hvis lov som endog havet og bølgerne adlyder? Skal jeg være bange for, at betro mig til hans beskyttelse, som har sagt, at ikke en spurv falder til jorden uden at vore himmelske fader ved af det? VM4 288.2
Da næsten alle var gået ned i deres kahytter, fortsatte jeg på dækket. Kaptajnen havde forsynet mig med en liggekurvestol og uldtæpper til beskyttelse mod den kolde luft. Jeg vidste at hvis jeg gik ned i kahytten kunne jeg blive syg. Natten kom, mørket dækkede havet og de styrtende bølger stampede vort skib frygteligt. Dette store fartøj var blot et skår på de nådeløse vande; men det blev bevogtet og beskyttet på sin vej af himmelske engle, hvervet af Gud til at gøre hans befalinger. Var det ikke for dette, kunne vi godt være opslugt på et øjeblik, ikke efterladt et spor af dette prægtige skib. Men den Gud, som føder ravnene og som tæller vore hovedhår, glemmer ikke os. VM4 288.3
Kaptajnen mente at det var for koldt for mig at blive på dækket. Jeg fortalte ham at hvad angik min sikkerhed, ville jeg hellere blive der hele natten, end at gå ned i min kahyt, hvor to damer var søsyge og hvor jeg ikke kunne få frisk luft. Han sagde: “Du vil ikke blive pålagt at bruge din kahyt. Jeg vil se efter et godt sovested til dig.” Jeg blev hjulpet af tjenere ned i den øvre salon og en hår?madres blev lagt på gulvet. Selvom alt dette blev gjort så hurtigt som muligt, blev jeg dog meget syg. Jeg lå ned på min seng, rejste mig ikke fra den før næste tirsdag morgen. Indtil da spiste jeg kun en gang, nogle få skefulde nærende te og sprøde kiks. VM4 289.1
Under denne fire?dages rejse, vovede nogen at forlade deres rum lejlighedsvis, blege, svage og vaklende og begav sig op på dækket. Elendighed stod skrevet i alle ansigter. Livet selv synes ikke tiltrækkende. Vi længes alle efter den hvile vi ikke kunne finde og se noget stå stille. Nu blev der ikke taget hensyn til personernes betydning. Vi kan her lære en lektie om hvor lille mennesket er. VM4 289.2
Vor rejse fortsatte meget uroligt indtil vi passerede skæret og kom ind på Colombia?floden, som var blikstille. Jeg blev hjulpet op på dækket. Det var en skøn morgen og passagerne myldrede op på dækket som en bisværm. De så først meget elendige ud; men den styrkende luft og det glade solskin, efter vind og storm, vækkede hurtig glæde og munterhed. VM4 289.3
Den sidste nat vi var om bord var jeg min himmelske fader meget taknemmelig. Jeg lærte en lektie jeg aldrig vil glemme. Gud havde talt til mit hjerte i stormen og i bølgerne og i stilheden, der fulgte efter. Skal vi da ikke tilbede ham? Skal mennesket sætte sin vilje op imod Guds vilje. Skal vi være ulydig mod en mægtig Herskers befalinger? Skal vi strides med den Allerhøjeste, som er al kraftens kilde og fra hvis hjerte flyder uendelig kærlighed og velsignelse til skabninger i hans varetægt? VM4 289.4
Mit besøg i Oregon var af særlig interesse. Her mødte jeg, efter fire års adskillelse, mine kære venner bror og søster Van Horn, som vi gør krav på som vore børn. Bror Van Horn gav ikke en dækkende og så god rapport om sit arbejde som han med rette kunne. Jeg var derfor noget overrasket og meget glad, for at finde at Guds sag var i så god forfatning som den var i Oregon. Ved disse trofaste missionæreres utrættelige anstrengelser, blev en syvende-dags adventist konferense oprettet også adskillige prædikanter kom til at arbejde i dette store område. VM4 290.1
Tirsdag aften den 18.juni, mødte jeg et betragtelig antal sabbatsholdere i denne stat. Jeg blev blød om hjertet ved Guds Ånd. Jeg gav mit vidnesbyrd for Jesus og udtrykte min taknemmelighed for det dejlige privilegium det er, at stole på hans kærlighed og gøre krav på hans magt til at sammen med os redde syndere fra fortabelse. Hvis vi vil se Guds værk vokse, må vi have Kristus til at bo i os; kort sagt, vi må udvirke Kristi gerninger. Hvor vi end ser os omkring, viser den hvidende høst sig; men arbejderne er få. Jeg mærkede mit hjerte var fyldt med Guds fred og draget i kærlighed for hans dyrebare folk, med hvem jeg bad den første tid. VM4 290.2
[Søndag den 23. juni talte jeg i metodistkirken i Salem om afholdenhed. Der var usædvanlig mange til stede og jeg følte mig fri til at behandle dette mit yndlingsemne. Jeg blev opfordret til at tale samme sted igen næste søndag efter lejrmødet, men blev forhindret på grund af hæshed. Men den følgende tirsdag aften talte jeg i den samme kirke. Jeg fik mange indbydelser til at tale om afholdenhed i flere større og mindre byer i Oregon, men min helbredstilstand tillod ikke, at jeg opfyldte disse ønsker.] Uafbrudt tale og ændringer i indeklimaet, pådrog mig en midlertidig men streng hæshed. [Helse og livsstil side 257.] VM4 290.3
Vi kom til lejrmødet med følelser af dyb interesse. Herren gav mig styrke og nåde da jeg stod foran folket. Da jeg så på den åndfulde tilskuerskare, brød mit hjerte sammen for Gud. Dette var det første lejrmøde vore folk holdt i denne stat. Jeg prøvede at tale, men blev afbrudt af gråd. Jeg var meget bekymret for min mand på grund af hans dårlige helbred. Medens jeg talte, kom jeg i tanker om et møde i Battle Creek?menigheden, min mand sad midt i forsamlingen, med Herrens bløde lys hvilede på og omkring ham. Hans ansigt bar sundhedstegn og han var tilsyneladende meget lykkelig. VM4 291.1
Jeg prøvede at give folk den taknemmelighed vi burde føle for Guds ømme medfølenhed og store kærlighed. Hans godhed og herlighed gjorde indtryk på mig på en bemærkelsesværdig måde. Jeg blev overvældet af en fornemmelse af hans uforligenelige barmhjertighed og hans arbejde blev gjort ikke kun i Oregon og i Californien og Michigan, hvor vore vigtige institutioner er placeret, men også i udlandet. Vi kan aldrig give andre det billede som så levende er for en ved den lejlighed. Arbejdets omfang kom for et øjeblik frem for mig og jeg mistede synet til mine omgivelser. Anledningen og folkene jeg talte til gik igennem mine tanker. Lyset, det dyrebare lys fra himmelen, skinnede i stor glans på de institutioner, som er engageret i det højtidelige og ophøjede arbejde — nemlig at genspejle lysstråler, som himlen har ladet skinne på dem. VM4 291.2
Gennem hele lejrmødet synes Herren at være mig nær. Da det sluttede, var jeg temmelig træt, men frigjort i Herren. Det var tid med nyttigt arbejde og det styrkede menigheden til at fortsætte med sin krig for sandheden. Ligefør lejrmødet begyndte, blev mange ting, i den rette stund, åbnet op for mig i et syn; men stilheden forbød mig at nævne noget om dette til nogen den gang. Efter mødet var afsluttet, havde jeg om natten en anden bemærkelsesværdig tilkendegivelse af Guds kraft. VM4 291.3
Om søndagen under lejrmødet talte jeg om eftermiddagen på borgerstedet. Guds kærlighed var i mit hjerte og jeg dvælede over evangeliereligionens enkelthed. Mit eget hjerte smeltede og flød over af Jesu kærlighed og jeg længes efter at fremstille ham sådan, at alle kunne henrykkes af hans karakters herlighed. VM4 292.1
Under mit ophold i Oregon besøgte jeg fængslet i Salem, sammen med bror og søster Carter og søster Jordan. Da det blev tid til gudstjeneste, blev vi ført til kapellet, som blev gjort venligt af meget lys og ren og frisk luft. Da klokken lød, åbnede to mænd de store jerndøre og fangerne myldrede ind. Dørene blev lukket sikkert bag dem og for første gang i mit liv, var jeg indespærret bag fængselsmure. VM4 292.2
Jeg havde forventet at se nogle modbydeligtudseende mænd, blev skuffet; mange af dem synes at være forstandige og nogle var mænd med evner. De var klædt i den rå, men ordentlige fængselsdragt, deres hår var glat og deres støvler pudsede. Da jeg så på de forskellige ansigtsudtryk tænkte jeg: “Alle disse mænd har fået særlige gaver, eller talenter, til at bruges til Guds ære og til gavn for verden; men de har foragtet disse himlens gaver, misbrugt dem.” Da jeg så unge mænd fra atten til tyve og tredive år, tænkte jeg på deres ulykkelige mødre og på den sorg og samvittighedsnag som blev deres bitre del. Mange af disse mødres hjerter er blevet brudt på grund af deres børns ugudelige opførsel. Men havde de gjort deres pligt over for disse børn? Havde de ikke ladet dem få deres egen vilje og lært dem Guds love og hans krav på dem? VM4 292.3
Da alle var samlet, læste bror Carter en salme. Alle havde bøger og slog hjerteligt i med sang. En, som var en dygtig musiker, spillede orgel. Jeg åbnede så mødet med bøn og alle stemte igen i med sang. Jeg talte fra Johannes ord: “Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham. I elskede, nu er vi Guds børn og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” VM4 292.4
Jeg forstærkede det uendelige offer for dem, som Faderen gjorde, ved at give sin elskede søn for faldne mennesker, så de ved lydighed kan forvandles og blive anerkendt som Guds sønner. Menigheden og verden kaldes til at beskue og beundre en kærlighed, som er uden for menneskelig fatteevne og som selv himmelens engle forbavses over. Denne kærlighed, som er så dyb, så bred og så høj at den inspirerede apostel, ikke kan finde et sprog til at beskrive den, kalder på menigheden og verden til at betragte den — gøre den til tema for betragtning og beundring. VM4 293.1
Jeg frembragte for tilhørerne Adams synd, med overtrædelse af Faderens udtrykkelige bud. Gud oprejste mennesket, fuldstændig helligt og lykkeligt, men det mistede sin guddommelige gunst og ødelagde sin egen lykke ved ulydighed mod Faderens lov. Slangen nedstyrdede Adams synd til håbløs elendighed og fortvivlelse. Men i sin forunderlige og medynkende kærlighed, lod Gud ikke mennesket gå fortabt i deres håbløse, faldne situation. Han gav sin højtelskede Søn til deres frelse. Kristus kom ind i verden, hans guddommelighed blev iklædt ydmyghed, han gik over den grund hvor Adam faldt; han bestod den prøve Adam ikke kunne klare; han overvandt alle Satans fristelser og derved genløste Adams skændige fejl og fald. VM4 293.2
Jeg henviser her til Kristi lange faste i ørkenen. Det syndige at give efter for appetitten og dens magt over menneskenaturen, kan man aldrig helt forstå; hvis ikke Kristi lange faste, under sin egenhændige kæmp med mørkets magters fyrste studeres og forstås. Menneskers frelse var på spil. Ville Satan eller verdens Forløser komme sejrrig ud? Det er umulig for at fatte med hvilken intens interesse Guds engele vogtede over deres elskede Befalingsmands prøvelser. VM4 293.3
Jesus blev fristet på alle punkter som vi, så han kan vide hvordan de hjælpes, som bliver fristet. Hans liv er vort eksempel. Han viser ved sin villige lydighed, at mennesker kan holde Guds lov og at overtrædelse af loven, ikke lydighed mod den, bringer det i trældom. Frelseren var fuld af medfølelse og kærlighed. Han har aldrig foragtende afvist den oprigtigt angrende, uanset hvor stor skylden er; men han anklagede hykleri af enhver art ganske strengt. Han er bekendt med mennesknes synder, han kender alle deres handlinger og læser deres skjulte motiver; alligevel vender han sig ikke bort fra dem med deres synd. Han beder og argumenter med synderen og i en forstand sætter han sig selv på niveau med ham, da han selv har båret menneskenes svaghed. “Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.” VM4 294.1
Det menneske som har vansiret Guds billede i sin egen sjæl, ved et korrupt liv, kan ikke ved menneskelig anstrengelse udrette en radikal ændring hos sig selv. Han må acceptere evangeliets tilvejebringelser; og blive forsonet med Gud ved lydighed mod hans lov og tro på Jesus Kristus. Hans liv må derfra styres fra et nyt princip. [Ved anger, tro og gode gerninger kan man opnå et retfærdigt sind og kan på grund af Kristi offer gøre krav på forrettigheden ved at være Guds barn. Når den guddommelige sandheds grundregler modtages og næres i hjertet, vil de føre os til et højdepunkt af moralske egenskaber, som vi ikke havde anset det for muligt at nå op til. “og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.” Guds sønner og døtre 4.jan] VM4 294.2
Her er et arbejde mennesket skal udføre. Det må se spejlet i øjnene, Guds lov, se manglerne i sin moralkarakter og bortlægge sine synder, vaske karakterklæderne i Lammets blod. Misundelse, stolthed, ondsindethed, bedrageri, strid og forbrydelser vil renses fra hjertet, som er modtager af Kristi kærlighed og nærer håb om at blive ham lig, da vi skal se ham som han er. Kristi religion forædler og ophøjer ham, der har den, uanset hans forbindelser eller livsstadie. Mennesker, som bliver oplyste kristne oprejser sig fra deres tidligere karakter?stadie til større mental og moralsk styrke. Dem som er faldet og degenereret af synd og forbrydelser kan, ved Frelserens fortjeneste, ophøjes til et stade, der kun er lidt mindre end engles. VM4 294.3
Men påvirkningen af evangeliehåbet får ikke synderen til at se Kristi frelse som en sag af fri nåde, da han så vil fortsætte med at leve i overtrædelse af Guds lov. Når sandhedens lys drager på hans sind og han forstår Guds betingelser til fulde og indser omfanget af hans overtrædelser, vil han forny sine leveveje og blive loyal mod Gud, med den styrke han fik fra sin Frelser og føre et nyt og renere liv. VM4 295.1
Da jeg var i Salem kom jeg til at kende bror og søster Donaldson, som ønskede at deres datter skulle vende tilbage til Battle Creek sammen med os og gå på colleget. Hun havde et dårligt helbred og det var noget af en kamp for dem, at skilles fra hende, deres eneste datter, men de åndelige fortrin hun ville få der, fik dem til at ofre sig. Og vi er her glade for at sige at dette kære barn blev begravet med Kristus i dåbens vande, ved sidste lejrmøde. Her er et andet bevis på at det er vigtigt at syvende-dags Adventister sender deres børn til vor skole, hvor de kan bringes direkte under en frelsende indflydelse. VM4 295.2
Vor rejse fra Oregon var ujævn, men jeg blev ikke syg som ved min tidligere rejse. Denne båd “Idaho” slog sig ikke, men rullede. Vi blev behandlet meget venligt på båden. Vi gjorde mange gode bekendtskaber og uddelte vore blade til forskellige, som førte til nyttige samtaler. Da vi kom til Oakland fandt vi at teltet var rejst der og at ganske mange havde grebet sandheden under bror Healeys arbejde. Vi talte adskillige gange under teltet. Om sabbaten og på den første dag mødtes menighederne i San Francisco og Oakland og vi havde interessante og udbytterige møder. VM4 295.3
Jeg var meget ivrig efter at deltage i lejrmødet i Californien, jeg fik indtrængende kald til at deltage i lejrmøderne i øst. Sådan som jeg havde fået at vide tingene havde udviklet sig i øststaterne, vidste jeg at jeg havde et vidnesbyrd at frembære, især for vore brødre i New England Konferensen og jeg kunne ikke længere tillade mig at være i Californien. VM4 296.1