HENVENDELSE TIL PRÆDIKANTER
VM4 313.3
En stor og højtidelig sandhed er blevet betroet os, som vi holdes ansvarlige for. Denne sandhed fremstilles for ofte som en kold teori. Prædiken efter prædiken over trospunkter er blevet holdt til folk, som kommer og går. Nogle af disse vil aldrig få en så god anledning til at blive overbevist og omvendt til Kristus. Gyldne anledninger gå tabt, når der gives udførlige prædikener, som fremhæver selvet, men ikke ophøjer Kristus. En teori om sandheden, uden den livsnødvendige gudsfrygt, kan ikke fjerne det moralske mørke, som indhyller sjælen. VM4 313.4
Meget dyrebare sandhedsjulveler, gengives ofte uden kraft af kloge ord, i hvilke de er iklædt, medens Guds Ånds kraft mangler. Kristus fremstillede sandheden i sin enkelhed og han nåede ikke blot de fornemmeste mennesker, men også jordens laveste. Den prædikant, som er Guds ambassadør og Kristi repræsentant på jorden, som ydmyger sig selv så Gud kan ophøjes, vil have virkelige egenskaber i veltalenhed. Sand, kærlig, en tæt forbindelse med Gud og en daglig, levende erfaring med kendskabet til Kristus, vil endog gøre den stammende tunge veltalende. VM4 314.1
Når jeg ser manglerne i unge menigheder, når jeg ser og erkender deres store behov for vital gudsfrygt og deres mangel på sand religiøs erfaring, bedrøves mit hjerte. Jeg ved at dem, som frembærer sandhedens budskab til dem, ikke belærer dem ordentlig med alt hvad er nødvendigt for at udvikle en velsymetrisk karakter i Kristus Jesus. Dette er blevet forsømt for længe af sandhedens lærere. Om evangeliet siger Paulus: “Thi dens tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, [bemærk hemmeligheden udlægges] nemlig Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, idet vi påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom, for at vi kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus. Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig.” VM4 314.2
Her er Kristi tjeneres arbejde, deres kvalifikationer og kraften af Guds nåde virkende i dem, klart defineret. Gud har for nylig fundet det godt at vise mig store mangler hos mange, som bekender sig som Kristi repræsentanter. Kort sagt, hvis de er mangelfulde i tro og på kundskab til den livsvigtige gudsfrygt bedrager ikke blot dem selv, men det mislykkedes også for dem at fremstille alle mennesker fuldkomne i Kristus. Mange som de bringer til sandheden er blottet for sand gudsfrygt. De kan have en teori om sandheden, men de er ikke omvendt helt igennem. Deres hjerter er kødelige; de bliver ikke i Kristus og han i dem. Det er prædikantens pligt at overbringe teorien om sandheden; men han bør ikke hvile ved dette alene. Han bør antage Paulus’ valgsprog: “Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig.” VM4 314.3
En vital forbindelse med overhyrden vil gøre underhyrden til en levende Kristi repræsentant, faktisk et lys for verden. En forståelse af alle vore trospunkter er faktisk nødvendig, men det er af større betydning at prædikanten ofres ved den sandhed som han overbringer, med det formål at oplyse sine tilhørers samvittighed. Ved en mødeserie, ikke ved en prædiken, burde teoriens bestanddele gives alene, der bør heller ikke gøres en lang kedsommelig bøn. Sådanne bønner hører Gud ikke. Jeg har lyttet til mange langtrukne, prædikenagtige bønner, der var ukaldede og ikke hørte til der. En bøn med halvt så mange ord, sendt op i inderlighed og tro, ville have blødgjort tilhørernes hjerter; men i stedet for dette, har jeg set dem vente utålmodigt, men forventning om at hvert ord ville afslutte bønnen. Havde prædikanten kæmpet med Gud i sit kammer, indtil han mærkede at hans tro kunne gribe det evige løfte, “bed, så skal I få,” ville han være kommet til pointet med det samme og bede med alvor og tro, for hvad han manglede. VM4 315.1
Vi må have arbejdet nyomvendt; ellers har menighederne, som er oprejst ved dette arbejde, ingen rod i sig selv og kan ikke stå alene. Den trofaste Kristi tjener vil tage byrden på sin sjæl. Han vil ikke hungre efter popularitet. Den kristne tjener bør aldrig gå op på talerstolen før han først har søgt Gud, i sit inderste og er kommet i tæt kontakt med ham. Vi må, i ydmyghed, løfte hans tørstige sjæl til Gud og fornyes med nådens dug, før han skal tale til folk. Med Helligåndens salvning, får han en byrde for sjæle som han ikke vil sende bort fra forsamlingen uden først at have præsenteret Jesus Kristus for dem, synderens eneste tilflugt og give dem alvorlige appeller for at han vil nå deres hjerter. Han bør føle at han aldrig skal møde disse tilhørere igen, før på Guds store dag. VM4 315.2
Mesteren som har valgt ham, som kender alle menneskers hjerter, vil give ham tunge og ytring, så han kan sige de ord han burde sige på rette tidspunkt og med kraft. Og dem, som bliver rigtig overbevist om synd og glædes ved Vejen, Sandheden og Livet, vil finde nok at gøre uden at rose og prise tjenerens (prædikantens) evner. Kristus og hans kærlighed vil ophøjes over ethvert menneskeredskab. Mennesket vil tabes af syne fordi Kristus ophøjes og er tankernes tema. Mange omvendte til prædikanten, som ikke er virkelig omvendte til Kristus. Vi forbavses over sløvheden, som svækker de åndelige sanser. Der er en mangel på vital kraft. Livløse bønner sendes op og vidnesbyrd frembæres som ikke virker opbyggeligt eller styrker tilhørernes hjerter. Det tilkommer enhver Kristi tjener at forhøre sig om det er således. VM4 316.1
Paulus skriver til sine brødre i Kolossæ: “Således var I jo lært af Epafras, vor elskede medtjener, som er jer en tro Kristi tjener; det er også ham, der har fortalt os om jeres kærlighed i Ånden. [Ikke en uhelliget kærlighed til forkynderens elegance, evner eller talekunst, men en kærlighed, født af Guds Ånd, som hans tjener fremstillede i sine ord og karakter.] Derfor har vi, fra den dag vi hørte det, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.” VM4 316.2
Tjenere som arbejder i stæder og byer for at overbringe sandheden bør ikke blive tilfredse, heller ikke at deres arbejde er til ende, før dem, som har accepteret sandhedens teori, indser dens virkelige hellige kraft og er helt omvendte til Gud. Gud ville være mere tilfreds med at få seks oprigtigt omvendt til sandheden, som følge af deres arbejde, end at få tres til den nominelle bekendelse og alligevel ikke rigtig omvendte. Disse tjenere burde bruge mindre tid på at prædike prædikener og reservere en del af deres kræfter på at besøge og bede med dem, som er interesserede, give dem en gudfrygtig belæring og til sidst at de må “fremstille hvert menneske fuldkommet i Kristus Jesus.” VM4 317.1
Guds kærlighed må være levende i sandhedslærerens hjerte. Hans eget hjerte skal være besjælet af den dybe og inderlige kærlighed, som Kristus havde; så vil den flyde ud til andre. Prædikanter bør lære, at alle som antager sandheden burde frembringe frugterne til Guds ære. De bør lære at selvopofrelse må udøves hver dag; så mange ting, der er blevet værnet om, kan opgives; og så mange pligter, hvor ubehagelige de end måtte synes, må blive udført. Forretningsanliggender, sociale foretagender, magelighed, ære, anseelse, — kort sagt, alt må holdes underlagt Kristi overordnede og altid?øverste krav. Prædikanter som ikke er vitalt kærlige, som skaber en interesse blandt folk, men efterlader arbejdet i ubehandlet tilstand, efterlader en overordentlig svær arbejdsmark til andre. Det er vanskeligt for dem at komme ind på den og afslutte det arbejde som de ikke fuldendte. Disse mænd vil blive prøvet; og hvis de ikke gør deres arbejde mere trofast, vil de, efter en lidt længere prøve, lægges til side som grundens besværlige elementer, upålidelige vagtfolk. VM4 317.2
Gud vil ikke have mænd frem som lærere, som ikke har lært deres lektier flittigt og som ikke fortsætter med at studere, så de kan fremstille ethvert punkt af den nærværende sandhed på en forstandsmæssig og acceptabel måde. Med kendskab til teorien bør de stadig kunne få et grundigere kundskab til Jesus Kristus. Regler og studier er nødvendige; men sammen med dem bør prædikanten kombinere det med alvorlig bøn, så han kan være pålidelig, ikke bygge på træ, hø eller kornstubbe, som fortæres ilden på den sidste dag. Bøn og studium bør gå hånd i hånd. Får en prædikant bifald og ros, er det ikke bevis på at han har talt under Åndens indflydelse. VM4 317.3
Medmindre der passes godt på dem, er det for ofte tilfældet at unge nyomvendte sætter mere deres tillid til deres prædikant end til deres Forløser. De mener at de har fået stor gavn af deres præstegerning. De forestiller sig at han har mere ophøjede gaver og nådegaver og at ingen andre kan gøre det samme som han; derfor tillægger de dette menneske og hans arbejde en overdreven betydning. Dette er en tillid som får dem til at forgude mennesket og se mere på ham end på Gud og derved ikke behager Gud eller vokser i nåden. De gør prædikanten stor skade, især hvis han er ung og udvikler sig som en lovende evangelist. VM4 318.1
Hvis disse lærere virkelig er Guds mænd, får de deres ord fra Gud. Deres måde at henvende sig på kan være mangelfuld og behøver megen forbedring, men hvis Gud indblæser inspirerende ord igennem dem, er kraften ikke af mennesker, men af Gud. Giveren bør have æren og hjertets hengivenhed, medens prædikanten bør værdsættes, elskes og respekteres for sit arbejde, fordi han er Guds tjener, der frembærer nådens budskab til syndere. Guds Søn fordunkles ofte af mennesker, som står mellem ham og folk. Mennesket roses, forkæles og ophøjes og folk får knap nok et glimt af Jesus, som med dyrebare lysstråler genspejlende fra sig, skulle fordunkle alt andet. VM4 318.2
Den Kristi prædikant, som er bibragt med Ånden og sin Mesters kærlighed, vil arbejde sådan at Guds og hans kære Søns karakter kan gøres tydelig på den mest fyldige og klareste måde. Han vil forsøge at få sine tilhørere gjort forstandige i deres opfattelse af Guds karakter, så hans ære og herlighed kan erkendes på jorden. Et menneske omvendes ikke hurtigere end der fødes et ønske i hans hjerte for at gøre andre bekendt, hvilken dyrebar ven han har fundet i Jesus; den frelsende og helligende sandhed kan ikke holdes inde i hans hjerte alene. Kristi Ånd som oplyser sjælen er fremstillet i lyset, som fordriver al mørke; det sammenlignes med salt, på grund af dets konserverende egenskaber; og gennemsyrer, hvilket udøver sin forvandlende kraft, i det skjulte. VM4 318.3
Dem som Kristus har knyttet til sig vil, så vidt det ligger i dem, arbejde ihærdigt og udholdent, ligesom han har arbejdet, for at frelse sjæle, som går fortabt blandt dem. De vil nå folk i bøn, alvorlig og inderlig bøn og med personligt arbejde. Det er umuligt for dem, som fuldstændig omvendte til Gud og nyder fællesskabet med ham, at forsømme deres vitale interesser, som går fortabt uden Kristus. VM4 319.1
Prædikanten bør ikke gøre hele arbejdet selv, men han bør forene sig med dem som har grebet fat i sandheden. Han vil således lære andre at overtage det arbejde han forlader. En arbejdende menighed, vil altid være en voksende menighed. De vil altid finde en stimulans og en styrke i forsøget på at hjælpe andre og derved vil de styrkes og opmuntres. VM4 319.2
[Jeg har læst om en mand, der en vinterdag arbejdede sig gennem den høje sne, men blev døsig af kulden, som næsten umærkeligt tærede hans livskraft bort. Og da han næsten var frosset ihjel af den hårde kuldes favntag og var ved at opgive kampen for livet, hørte han en anden vandringsmand klage sig, der var ved at omkomme ligesom han selv. Hans medmenneskelighed blev vakt og han følte, han måtte komme ham til hjælp. Han gned den stakkels mands overisede lemmer og efter at have arbejdet længe med ham fik han ham op at stå; men da han ikke kunne holde sig oprejst, tog han ham i sin medlidende favn og bar ham gennem de selv samme snedriver, som han ikke havde troet, at han selv kunne have arbejdet sig igennem. Og da han havde båret sin kammerat til et sikkert sted, gik det op for ham, at han ved at redde sin næste også havde reddet sig selv. Hans store anstrengelser for at redde den anden havde sat fart i blodet, som var ved at stivne i hans årer og der var kommet naturlig varme i hans lemmer. Denne lærdom bør hele tiden fremholdes for de nye trossøskende, ikke blot med ord, men også i eksempel, så de i deres kristne erfaring kan opleve lignende resultater. I Mesterens Tjeneste side 112] VM4 319.3
Disse lektier må hele tiden indprentes på de unge troende, ikke kun ved forskrift, men ved eksempel, så de i deres kristne erfaring kan føre lignende resultater ud i livet. Lad dem, som er ved at opgive håbet og er tilbøjelig til at tro at livets vej er prøvende og vanskelig, gå ud for at arbejde og hjælpe andre. Ved dette, sammen med bøn efter guddommeligt lys, vil deres egne hjerter banke hurtigere af Guds nådens opkvikkende indflydelse; deres egen kærlighed vil gløde mere af guddommelig varme og hele deres kristen liv vil være mere virkeligt, mere alvorligt og mere bønnerigt. VM4 320.1
En Kristi tjener bør være en bønnens mand, en mand af ømhed og kærlighed, men aldrig grov og rå, spøgende eller pjattet. Klovne og teaterskuespillere kan være pjankede, men det er helt under det menneskes værdighed, som har valgt at stå mellem levende og døde og være Guds talerør. VM4 320.2
Hver dags arbejde optegnes nøjagtigt i Guds bøger. Da mennesker påberåber sig åndelig oplysning, vil I give alle de mennesker, I kommer i forbindelse med, en moralsk klang på karakteren. Som evangeliets trofaste tjenere, bør I bøje alle tankerne og alle jeres livs anledninger til at gøre arbejdet vellykket og fremstille hvert menneske fuldstændigt i Kristus Jesus. For at kunne dette, må I bede alvorligt. Evangeliets prædikanter må være i besiddelse af den kraft, som udrettede de fantastiske mirakler for Galilæas ydmyge fiskere. VM4 320.3
Der er brug for moralske og intellektuelle kræfter, for at trofast kunne udføre de vigtige opgaver, der påhviler jer. Men man kan godt have disse kræfter og alligevel kan der være stor mangel på gudsfrygt. Helligåndens begavelse er absolut nødvendig, for at det store arbejde skal kunne lykkes. Kristus sagde: “Uden mig kan I slet intet gøre.” Ved Kristi styrke, kan I gøre alt. VM4 320.4