KRISTI SENDEBUD
VM4 393.1
[Kristi sendebud har en højtidelig og vigtig gerning, som nogle tager alt for let. Medens Kristus, er tjener i helligdommen hisset, er han gennem sine udsendinge tillige tjener for sin menighed på jorden. Han taler til folket gennem udvalgte mænd og fremmer sit værk gennem dem, ligesom da han i sine fornedrelses dage vandrede synlig på jorden. Skønt århundreder er hengået, har tidens forløb ikke ændret hans afskedsløfte til sine disciple: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Fra Kristi himmelfart indtil i dag er mænd, der blev beskikket af Gud og fik deres myndighed fra ham, blevet troens lærere. Kristus, den sande hyrde, leder sit værk med disse underhyrder som sine redskaber. Deres stilling, der arbejder i tale og lærdom, bliver således meget betydningsfuld. I Kristi sted formaner de menneskene til at lade sig forlige med Gud. VM4 393.2
Folket bør ikke betragte deres prædikanter blot som offentlige talere eller foredragsholdere, men som Kristi sendebud, der får deres visdom og kraft fra menighedens store guddommelige hoved. At ringeagte det ord, en Kristi repræsentant taler, eller at lade det uænset, er ikke alene at vise uærbødighed mod manden, men også mod den Mester, som sendte ham. Han er i Kristi sted; og Frelserens stemme bør høres i hans repræsentant. VM4 393.3
Mange af vore prædikanter har begået en stor fejl ved at holde foredrag, der helt igennem bestod af argumenter. Der er sjæle, som lytter til sandhedens teori og som bliver grebet af de beviser, der fremlægges og hvis en del af foredraget så fremholder Kristus som verdens frelser, vil den udsåede sæd måske spire og bære frugt til Guds ære. Men i mange foredrag bliver Kristi kors ikke fremstillet for folket. Nogle lytter måske til den sidste prædiken, de nogen sinde vil få at høre og nogle vil aldrig mere være i den stilling, at sandhedens kæde kan fremholdes for dem og dens praktiske anvendelse tale til deres hjerter. Når denne gyldne anledning er tabt, er den tabt for altid, Var Kristus og hans genløsende kærlighed blevet fremholdt i forbindelse med sandhedens teori, kunne det måske have ledet dem over på hans side. VM4 393.4
Der er flere sjæle, end vi forestiller os, som længes efter at forstå, hvordan de kan komme til Kristus. Mange lytter til populære prædikener fra prædikestolen og ved bagefter lige så lidt som før, hvordan de kan finde Jesus og den fred, deres sjæle ønsker. Prædikanter, som forkynder det sidste nådesbudskab til verden, bør erindre, at Kristus skal ophøjes som synderens tilflugt. Mange prædikanter mener, at det ikke er påkrævet at forkynde omvendelse og tro ud fra et hjerte, som er helt overvundet af Guds kærlighed; de anser det for givet, at deres tilhørere har fuldt kendskab til evangeliet og at emner af en anden art må fremholdes, for at opmærksomheden kan holdes ved lige. Dersom deres tilhørere er interesserede, opfatter de det som bevis på fremgang. Folk er mere uvidende om frelsens plan og behøver mere undervisning om dette højst vigtige emne end om noget andet. VM4 394.1
De, der kommer sammen for at høre sandheden, bør forvente at få gavn deraf, ligesom Kornelius og hans venner gjorde: “Nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren.” VM4 394.2
Teoretiske foredrag er af betydning, for at alle må kunne få kendskab til lærens form og se sandhedens kæde led for led sammenføjet til et fuldkomment hele. Men intet foredrag bør nogen sinde holdes, uden at Kristus og ham korsfæstet, bliver fremstillet som evangeliets grundvold, idet man gør en praktisk anvendelse af de sandheder, som forkyndes og indprenter hos tilhørerne den kendsgerning, at Kristi lære ikke er ja og nej, men ja og amen i Kristus Jesus. VM4 394.3
Efter at sandhedens teori er blevet fremholdt, følger den møjsommelige del af arbejdet. Folket bør ikke efterlades uden undervisning om de praktiske sandheder, der vedrører deres daglige liv. De må indse og føle, at de er syndere og trænger til omvendelse til Gud. Hvad Kristus sagde, hvad han gjorde og hvad han lærte, bør fremholdes for folket på den mest indtryksfulde måde. VM4 395.1
Prædikantens arbejde er kun lige begyndt, når sandheden er blevet opladt for folkets forstand. Kristus er vor mellemmand og tjenende ypperstepræst for Faderens åsyn. Johannes fik ham at se som Lammet, der var blevet slagtet, ligesom netop i færd med at udgyde sit blod for synderens skyld. Når Guds lov bliver fremholdt for synderen og viser ham hans synder i al deres gru, bør han henvise til Guds lam, som bærer verdens synd. Han bør undervises om omvendelse til Gud og om tro på den herre Jesus Kristus. Således vil Kristi repræsentants arbejde være i overensstemmelse med hans gerning i den himmelske helligdom. VM4 395.2
Prædikanter ville kunne påvirke mange flere hjerter, hvis de dvælede mere ved praktisk gudsfrygt. Når der gøres bestræbelser for at indføre sandheden på nye steder, sker det ofte, at arbejdet bliver næsten udelukkende teoretisk. Folk kommer i uvished. De indser sandhedens styrke og ønsker gerne at finde en sikker grundvold. Det gunstigste tidspunkt til at trænge ind på samvittigheden med Kristi religion er, når deres følelser er påvirkede; men alt for tit har man afsluttet foredragsrækken, uden at det arbejde, folket trængte til, er blevet gjort. Et sådant arbejde har for megen lighed med Kains offer: det indeholder ikke slagtofrets blod, der kan gøre det velbehageligt for Gud. Kain gjorde ret i at bringe et offer, men han udelod det, som gav ofret værdi forsoningens blod. VM4 395.3
Det er en sørgelig kendsgerning, at grunden, til at mange dvæler så meget ved teorien og så lidt ved praktisk gudsfrygt, er den, at Kristus ikke bor i deres hjerter. De har ingen levende forbindelse med Gud. Mange bestemmer sig for sandheden af hensyn til bevisernes vægt uden at være omvendte. Der er ikke blevet holdt praktiske foredrag i forbindelse med de doktrinære, således at tilhørerne ved at se sandhedens skønne sammenhæng kunne fatte kærlighed til dens guddommelige ophav og helliges ved lydighed. Prædikantens arbejde er ikke fuldført, inden han har vist tilhørerne nødvendigheden af en karakterforvandling i overensstemmelse med de rene principper i den sandhed, de har modtaget. VM4 395.4
En formel religion skal man frygte for, idet den ingen frelser har. Kristus holdt tydelige, skarpe, ransagende, praktiske taler. Hans sendebud bør følge hans eksempel i hvert foredrag. Kristus og hans fader var et; alle Faderens krav underkastede Kristus sig med glæde. Han havde Guds sind. Genløseren var det fuldkomne mønster. Jehova åbenbaredes i ham. Himmelen var gemt i menneskelighed og menneskeligheden var indesluttet i Guds uendelige kærlighed. VM4 396.1
Dersom prædikanter i sagtmodighed vil sætte sig ved Jesu fødder, vil de snart tilegne sig en rigtig opfattelse angående Guds karakter og vil også være i stand til at undervise andre. Nogle optager prædikegerningen uden at have en dyb kærlighed til Gud eller til deres medmennesker. Egenkærlighed og selvnydelse vil vise sig i deres liv; og medens disse vanhellige, utro tjenere tjener sig selv i stedet for at mætte hjorden og varetage deres hyrdepligter, forgår folket af mangel på den rette undervisning. VM4 396.2
I hvert foredrag bør der rettes inderlige henvendelser til folket om at forsage deres synder og vende sig til Kristus. De synder og nydelser, der almindeligt går i svang i vor tid, må fordømmes og praktisk gudsfrygt indskærpes. Prædikanten bør selv være dybt alvorlig og af hjertet føle de ord, han taler, ude af stand til at betvinge sine følelser af bekymring for de mennesker, for hvem Kristus døde. Om Mesteren blev der sagt: “Nidkærhed for dit hus har fortæret mig,” Den samme alvor bør hans repræsentanter føle. VM4 396.3
Et uendeligt offer blev bragt for menneskene og det er bragt forgæves for hver sjæl, der ikke vil tage imod frelse. Hvor vigtigt er det derfor ikke, at den, der fremholder sandheden, gør det i fuld forståelse af det ansvar, der hviler på ham! Hvor øm, medlidende og høflig bør han ikke være i sin behandling af menneskesjæle, når verdens Genløser har vist, at han værdsætter den så højt! Kristus stiller dette spørgsmål: “Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende?” Jesus spørger: Hvem? Og enhver evangeliets forkynder bør gentage spørgsmålet til sit eget hjerte. Når han betragter de højtidelige sandheder og hans sind beskuer det billede, som er tegnet af den tro og kloge husholder, bør han føle sig grebet i dybet af sin sjæl. VM4 396.4
Enhver har fået sin gerning; ingen er fritaget. Enhver har sin del at udføre, hver efter sin evne; og det påhviler den, der fremholder sandheden, omhyggeligt og under bøn at få kendskab til evnerne hos dem, som tager imod sandheden, for derefter at undervise dem og lede dem videre, skridt for skridt og lade dem få forståelse af det ansvar, der påhviler dem til at udføre den gerning, Gud har til dem. Det bør fremholdes for dem igen og igen, at ingen vil være i stand til at modstå fristelse, at opfylde Guds hensigt med ham og at leve en kristens liv, medmindre han optager sin gerning, den være stor eller lille og udfører denne gerning med samvittighedsfuld troskab. Der er noget for alle at gøre foruden at gå i kirke og lytte til Guds ord. De må følge den sandhed, de hører, gennemføre dens principper i deres daglige liv. De må stadig udføre arbejde for Kristus, ikke af egennyttige bevæggrunde, men med hans ære for øje, som gjorde enhver opofrelse for at frelse dem fra ødelæggelse. VM4 397.1
Prædikanterne bør indtrængende fremholde for dem, der antager sandheden, at de må have Kristus i deres hjem og at de trænger til nåde og visdom fra ham til at vejlede og ave deres børn. En del af den gerning, Gud har givet dem at gøre, er at opdrage disse børn og lære dem disciplin, lede dem til underdanighed. Lad prædikantens venlighed og høflighed komme til syne i hans behandling af børn. Han bør altid huske, at de er små mænd og kvinder, unge medlemmer af Herrens familie. De kan stå mesteren meget nær og være han meget kære og vil kunne udføre tjeneste for ham endog i deres unge alder, hvis de får den rette undervisning og vejledning. Hvert hårdt, strengt og hensynsløst ord, som bliver sagt til børn, bedrøver Kristus. Deres rettigheder bliver ikke altid respekteret og tit behandles de, som om de ikke havde en personlig karakter, der trænger til den rette udvikling, for at den ikke skal blive forkrøblet og Guds hensigt med deres liv forfejles. VM4 397.2
Lige fra barndommen kendte Timoteus den hellige skrift og dette kendskab var ham et værn imod de onde indflydelser, der omgav ham og imod fristelsen til at lade fornøjelse og egenkærlig tilfredsstillelse gå foran pligten. En sådan beskyttelse trænger alle vore børn til og det bør være en del af forældrenes og Kristi sendebuds, gerning at sørge for, at børnene får den rette undervisning i Guds ord. VM4 398.1
Dersom prædikanten ønsker at nyde sin herres velbehag, må han arbejde med troskab for at fremstille hvert menneske fuldkomment i Kristus. Han bør ikke i sin arbejdsmåde give det indtryk, at det er af ringe betydning, hvorvidt menneskene tager imod sandheden og øver sand gudsfrygt eller ikke; men den troskab og selvopofrelse, der lægges for dagen i hans liv, bør være sådan, at den overbeviser synderen om, at evige interesser står på spil og at hans sjæl er i fare, hvis han ikke lader sig påvirke af det alvorlige arbejde, der udføres for ham. De, der er blevet ført ud fra vildfarelse og mørke og ledet ind i sandheden og lyset, må gøre store forandringer og medmindre nødvendigheden af grundige reformer bliver indprentet i samvittigheden, kommer de til at ligne den mand, der så ind i spejlet, Guds lov og opdagede manglerne i sin moralske karakter, men gik bort og glemte, hvordan han var. Sindet må være vågent for ansvarsfølelse, da det ellers vil falde tilbage i en tilstand af endnu større ligegyldighed, end før det blev vækket op. VM4 398.2
Kristi sendebuds gerning er langt større og mere ansvarsfuld, end mange drømmer om. De bør aldeles ikke være tilfredse med deres fremgang, førend de ved deres alvorlige arbejde og med Guds velsignelse kan bringe ham tjenstdygtige kristne, som har en sand forståelse af deres ansvar og som vil udføre deres bestemte gerning. Det rigtige arbejde og den rette undervisning vil føre til dygtiggørelse af sådanne mænd og kvinder, som har en stærk karakter og en så fast overbevisning, at intet, der er af egoistisk art, får lov til at hindre dem i deres gerning, svække deres tro eller afskrække dem fra pligten. VM4 398.3
Dersom de, der står under prædikantens omsorg, har fået den rette undervisning, vil arbejdet ikke gå i stykker, når han rejser til andre virkefelter; for det vil være så godt afsluttet, at det holder. Medmindre de, der antager sandheden, er grundigt omvendte og der er foregået en radikal forandring i deres liv og karakter, er sjælen ikke befæstet på den evige klippe; og når prædikantens arbejde ophører og nyhedens interesse er forsvundet, udslettes indtrykkene snart, sandheden mister sin kraft og sin tiltrækning og de øver ingen hellig indflydelse og er ikke bedre trods deres bekendelse til sandheden. VM4 399.1
Med de eksempler, vi har på, hvad mænd kan blive til og hvad de kan udrette, forundrer det mig, at vi ikke anspores til større anstrengelse i at kappes om de retfærdiges gode gerninger. Ikke alle kan fylde fremtrædende stillinger, men alle kan fylde en betroet og nyttig plads og ved ihærdig troskab udrette langt mere, end de har noget begreb om. De, der tager imod sandheden, bør søge at få en klar forståelse af skriften og en erfaringsmæssig kundskab om en levende frelser. Forstanden bør udvikles og hukommelsen anstrenges. Al intellektuel dovenskab er synd og åndelig døsighed betyder død. VM4 399.2
Oh, om jeg dog beherskede et sprog med tilstrækkelig styrke til at gøre det indtryk, jeg ønsker at gøre på mine medarbejdere i evangeliet! Mine brødre, I handler med livets ord; I handler med menneskesind, som ved at blive ledet i den rigtige retning har mulighed for den højeste udvikling. Men der er for megen fremvisning af selvet i de foredrag, der bliver holdt. Kristus korsfæstet, Kristus, opfaret til himmelen og Kristi genkomst bør således blødgøre, glæde og fylde evangeliets forkynders sind, at han vil fremholde disse sandheder for folket i kærlighed og med dyb alvor. Prædikanten vil da tabes af syne og Kristus blive ophøjet. Menneskene vil få et sådant indtryk af disse altopslugende emner, at de vil tale om dem og prise dem i stedet for at rose prædikanten, som blot er redskabet. Men dersom tilhørerne, medens de roser prædikanten, har ringe interesse for ordet, der forkyndes, kan han vide, at sandheden ikke helliggør hans egen sjæl. Han taler ikke til sine tilhørere på en sådan måde, at Jesus æres og hans kærlighed ophøjes. VM4 399.3
Kristus sagde: “Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres fader, som er i himlene.” Lad jeres lys skinne således, at æren strømmer tilbage til Gud og ikke til jer selv. Hvis æren tilfalder jer, har I god grund til at bæve og beskæmmes; for det store formål er mislykkedes; da er det ikke Gud, som bliver ophøjet, men tjeneren. Lad jeres lys således skinne; vær varsom med, du Kristi tjener, på hvilken måde dit lys skinner. Dersom det stråler mod himmelen og åbenbarer Kristi storhed, skinner det på rette måde. Er det vendt mod dig selv og stiller dig selv til skue og leder menneskene til at beundre dig, ville det være bedre, om du forholdt dig ganske tavs; for dit lys skinner i den forkerte retning. VM4 400.1
Kristi tjenere, I kan have forbindelse med Gud, dersom I våger og beder. Lad jeres tale være krydret med salt og lad kristelig høflighed og sand værdighed præge jeres færd. Når Guds fred råder indvortes, vil dens kraft ikke alene styrke men også blødgøre jeres hjerter og I vil være Kristi levende repræsentanter, Det folk, der bekender sig til sandheden, er ved at gå bort fra Gud. Jesus vil snart komme og de er uforberedte. Prædikanten må selv nå op til en højere standard, til en tro, der udmærker sig ved større fasthed, en erfaring, som er levende, ikke fræk og forslidt som deres, der kun bærer bekenderens navn. Guds ord sætter jer et højt mål. Vil I ved faste og bestræbelse under bøn tilegne jer den fylde og det væsen, som naturligt hører med til en kristelig karakter? I bør træde lige spor med jeres fødder for at ikke leddet, som er lammet, skal vrides af led. En nær forbindelse med Gud i jeres arbejde bringer jer den levende kraft, som vækker samvittigheden og overbeviser synderen om synd og leder ham til at råbe: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” VM4 400.2
Den befaling, Kristus gav sine disciple umiddelbart før sin himmelfart var: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” “Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig.” Befalingen strækker sig til dem,. der ved hans disciple kommer til at tro på hans ord. Og alle, der af Gud kaldes til at stå som hans sendebud, bør tage de lærdomme angående praktisk gudsfrygt, som Kristus giver i sit ord og undervise folket om disse. VM4 401.1
Kristus oplod skrifterne for sine disciple, idet han begyndte fra Moses og profeterne og underviste dem om alt vedrørende ham, medens han tillige forklarede profetierne for dem. I deres forkyndelse gik apostlene tilbage til Adams dage, førte deres tilhørere med ned gennem den profetiske historie og endte med Kristus og hans korsfæstelse, idet de formanede syndere til omvendelse, til at forsage deres synder og vende sig til Gud. Kristi repræsentanter i vor tid bør følge deres eksempel og i hver prædiken ophøje Kristus som alt i alle. VM4 401.2
Det er ikke blot i de navnkristne samfund, formvæsen griber om sig, men det tiltager i en foruroligende udstrækning blandt dem, der bekender sig til at holde Guds bud og forvente Kristi nært forestående komme i himmelens skyer. Vi må ikke være begrænsede i vore anskuelser og indskrænke de muligheder, vi har for at gøre det gode; men medens vi strækker vor indflydelse videre ud og udvider vore planer, efter som Forsynet åbner vejen, bør vi med større alvor undgå verdens afguderi. Medens vi anstrenger os mere for at forøge vor duelighed, må vi gøre tilsvarende anstrengelser for at opnå visdom fra Gud til at fremme alle grene af hans værk efter hans anvisning og ikke ud fra et verdsligt standpunkt. Vi bør ikke efterligne verdens sædvaner, men gøre mest muligt ud af de hjælpemidler, Gud har gjort tilgængelige for os for at fremstille sandheden for folket. VM4 401.3
Når vore gerninger som et folk kommer i overensstemmelse med vor bekendelse, vil vi se meget mere blive udrettet, end tilfældet nu er. Når vi får mænd, der er lige så gudhengivende som Elias og har den samme tro, som han havde, vil vi se, at Gud åbenbarer sig for os, ligesom han åbenbarede sig for hellige mænd i gamle dage. Når vi får mænd, der samtidig med, at de erkender deres mangler, vil påkalde Gud i alvorlig tro, ligesom Jakob gjorde, vil vi se de samme følger. Kraft fra Gud vil komme til mennesker som svar på troens bøn. VM4 402.1
Der findes kun lidt tro i verden. Der er kun få, som lever Gud nær. Og hvordan kan vi vente, at der skal være mere kraft og at Gud vil åbenbare sig for menneskene, når hans ord bliver behandlet skødesløst og når hjerterne ikke helliges ved sandheden? Mænd, som ikke er halvt omvendte, som er selvtillidsfulde og selvgode, prædiker sandheden for andre. Men Gud arbejder ikke sammen med dem, for de er ikke helliget i hjerte og liv. De vandrer ikke ydmygt for Gud. Vi må få en omvendt præstestand og da vil vi se Guds lys og hans kraft vil stå os bi i alle vore bestræbelser. VM4 402.2
De vægtere, der fordum blev stillet på Jerusalems og andre byers mure, beklædte en højst ansvarsfuld stilling. Alles sikkerhed i disse byer var afhængig af deres troskab. Når der øjnes en fare, skulle de ikke tie dag eller nat. Det krævedes, at de med få øjeblikkes mellemrum skulle råbe til hinanden for at se, om alle var vågne og at intet var tilstødt nogen. Skildvagter blev opstillet på en og anden forhøjning for at have oversigt over vigtige stillinger, der skulle bevogtes og fra disse hørtes råb med advarsel eller opmuntring. Råbet blev ført fra den ene til den anden, indtil det gik hele byen rundt. VM4 402.3
Disse vægtere er en fremstilling af prædikantstanden, af hvis troskab sjæles frelse afhænger. Husholderne over Guds hemmeligheder bør stå som vægtere på Zions mure og dersom de ser sværdet komme, bør de lade advarselens tone lyde. Hvis de er søvnige vægtere og deres åndelige sanser er så følelsesløse, at de ikke ser og opfatter nogen fare og folket omkommer, vil Gud kræve dets blod af vægternes hånd. VM4 402.4
“Dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig.” Vægterne må leve Gud meget nær for at kunne høre hans ord og modtage indtryk fra hans ånd, således at folket ikke forgæves skal se hen til dem. “Når jeg siger til den gudløse: “Du skal visselig dø!” og du ikke taler for at advare ham mod hans, vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans, blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den og han ikke, omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.” Kristi sendebud bør tage sig i agt, at de ikke ved deres utroskab skal miste deres egne sjæle og deres, der hører dem. VM4 403.1
De menigheder, der i de forskellige stater bekender sig til at holde Guds bud og forventer Kristi andet komme, blev vist mig. Ligegyldighed, stolthed, kærlighed til verden samt koldt formvæsen råder i en foruroligende grad iblandt dem. Og disse er det folk, der hurtigt er i færd med at blive ligesom det gamle Israel, hvad mangel på gudsfrygt angår. Mange fører en høj bekendelse om gudsfrygt, men er blottet for selvbeherskelse. Lyst og lidenskab har magten; selvet indtager en fremskudt plads. Mange er vilkårlige, bydende, overlegne, pralende, stolte og vanhellige. Men nogle af disse er alligevel prædikanter og behandler hellige sandheder. Dersom de ikke omvender sig, vil deres lysestage blive flyttet bort fra sit sted. Frelserens forbandelse over det ufrugtbare figentræ er en prædiken til alle formalister og pralende hyklere, der står frem for verden med prangende blade, men er uden frugt. Hvilken irettesættelse til dem, der har gudfrygtigheds skin, men ved deres ukristelige liv fornægter dens kraft! Han, som behandlede den allerstørste iblandt syndere med ømhed, han, som aldrig afviste sand sagtmodighed og bodfærdighed med foragt, hvor stor skylden end var, udtalte skærende fordømmelse over dem, der førte en høj bekendelse om gudsfrygt, men i gerninger fornægtede deres tro. Vejl f menigh bd. 1 side 431-440] VM4 403.2