UÆRLIGHED I MENIGHEDEN
VM4 489.2
“Kærlighed til penge er roden til alt ondt.” Nogle sandhedsbekendere kan ikke modstå fristelsen på dette punkt. Blandt verdslige i denne slægt, begås den største forbrydelse ved kærlighed til penge. Hvis rigdomme ikke erhverves ved ærligt arbejde, vil mennesker søge til bedrageri, svir og forbrydelser for at få dem. Syndens bæger er ved at være fyldt og Guds gengældelse er ved at komme over de skyldige. Enker frarøves deres sparsomme gaver af advokater og tilsyneladende interesserede venner og fattige mænd skal lide for livets nødvendigheder, på grund af den uærlighed som udøves til ødselhedens gavn. Den frygtelige optegnelse af forbrydelser i vor verden, er nok til at kølne blodet og fylde sjælen med rædsel; men kendsgerningen er at også dem som bekender at tro sandheden kryber de samme onder ind, de samme synder begås i større eller mindre grad, kræver sjælens dybe ydmygelse. VM4 489.3
Et menneske som oprigtig frygter Gud vil hellere slide dag og nat, lide afsavn og spise fattigdomsbrød end at give sig hen i vinding, som undertrykker enken og den faderløse, eller fratage den fremmede sin ret. De forbrydelser som begås for at stille sig til skue og på grund af kærlighed til penge gør denne verden til en hule af tyve og røvere og får engle til at græde. Men kristne er efter bekendelse ikke beborere på jorden; de er i et fremmet land og gør kun holdt for natten. Vort hjem er i de boliger Kristus gik for at berede for os. Dette liv er kun en damp, som forsvinder. VM4 490.1
For nogle bliver ejendomsehverelserne til vanvid. Hver gang den gyldne regel overtrædes, bliver Kristus mishandlet i skikkelse af hans hellige. Hvert skridt fremad, der tages af medmennesker, hellige som syndere, vil stå som bedrageri i Himmelens protokol. Gud har udtænkt at vore liv skal repræsentere vort store Forbilledes liv, med at gøre godt mod andre og gøre noget helligt til menneskers ophøjelse. Dette arbejde er omgivet af en sand værdighed og en herlighed, som aldrig kan ses og erkendes i dette liv, men som vil fattes til fulde i det fremtidige liv. Optegnelsen af venlige gerninger og generøse handlinger vil nå ud i evigheden. I det omfang et menneske gør udnyttelse, til sine medmenneskers ulempe, vil dets sjæl forhærdes mod Guds Ånds indflydelse. Vinding, opnået herved, er et frygteligt tab. VM4 490.2
Der har været mennesker på vigtige pladser, som ikke har vogtet over andres ve og vel. De er blevet fuldstændig opslugt i deres interesser og har forsømt menighedens omdømme. De har været selviske og havesyge, ikke handlet med øjnene rettet på Guds ære. Menigheden som helhed, er i den grad ansvarlig for det enkelte medlems fejl, — den går med til det onde, ved at ikke opløfte stemmerne imod det. Af forskellige grunde nydes Guds gunst ikke. Hans Ånd græmmes over stolthed, ødselhed, uærlighed og list som får frit løb af nogle gudsfrygts?bekendende. Alt dette bringer Guds vredesblik over hans folk. VM4 490.3
Det gamle Israels vantro og synder blev vist mig og jeg så at de samme fejl og synder er iblandt det moderne (åndelige) Israel. Inspirationens pen nedskrev deres forbrydelser, for deres skyld, som tror i de sidste dage, at vi må undgå deres onde eksempel. Akan dækkede og skjulte et guldstykke og et godt babylonsk klæde, som blev taget som bytte fra fjenden. Men Herren havde erklæret Jeriko by forbandet og havde og bød folk om ikke at tage bytte af fjenderne til deres eget brug. “Men I skal tage eder vel i vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer bandet over Israels lejr og styrter den i ulykke. Men alt sølv og guld og alle kobber og jernsager skal helliges Herren; det skal bringes ind i Herrens skatkammer!” VM4 491.1
Men Akan, af Johas stamme, tog af de forbandede sager og Herrens vrede blev optændt mod Israels børn. Da Israels hære gik ud for at kæmpe mod fjenden, blev de slået og drevet tilbage og nogle af dem faldt. Dette gjorde folket meget modløst. Josua, deres leder, var rådvild og forvirret. I sin største ydmygelse faldt han på sit ansigt og bad: “Ak, Herre, Herre! Hvorfor lod du dette folk gå over Jordan, når du ville give os i amoriternes hånd og lade os gå til grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive hinsides Jordan! Ak, herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage flugten for sine fjender? når Kana'anæerne og alle landets indbyggere hører det, falder de over os fra alle sider og udsletter vort navn af jorden; hvad vil du da gøre for dit store navns skyld?” VM4 491.2
Herrens svar til Josua var: “Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt? Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning.” Akan havde stjålet det som skulle forbeholdes Gud og lægges i hans skatkammer, han havde også hyklet da han så Israels lejr i trængsel, — han bekendte ikke sin skyld, for han vidste at Josua havde gentaget Herrens ord for folket, at hvis de skulle tilegne sig selv det, som Gud havde reserveret, ville Israels lejr få vanskeligheder. VM4 492.1
Skønt han glæder sig over sin ilde?erhvervede gevinst, er hans sikkerhed brudt; han hører at dette skal undersøges. Dette gør ham urolig. Han gør det om igen og igen, for sig selv. Hvad angår det dem? Jeg er kun ansvarlig for mine handlinger? Han påtager sig tilsyneladende et tappert ansigt og fordømmer på demonstrerende måde den skyldige. Var han var kommet med indrømmelser, kunne han reddes; men synden forhærdede hjertet og han fortsatte sin troskyldighed. I en så stor forsamling, mente han at kunne undgå og blive opdraget. Der blev kastet lod for at finde forbryderen, loddet faldt på Judas stamme. Akans hjerte begyndte nu at banke af skyldsfølelse, for han er med i stammen; men han bilder stadig sig selv ind, at han vil undslippe. Lodderne kastes igen og det falder på hans familie. Nu læser man skylden i hans blege ansigt. Loddet kastes igen og udpeger det ulykkelige mennesker. Der står han, udpeget af Guds finger, som den skyldige, som har skabt alle problemerne. VM4 492.2
Hvis Akan, da han gav efter for fristelsen, blev spurgt om han ønskede at bringe ulykke og død i Israels lejr, ville han have svaret: “Nej, nej! er din tjener en hund der skulle gøre noget så ondt.?” Men han dvælede over fristelsen for at tilfredsstille sin egen begærlighed; og da anledningen kom, gik han længere end han havde i sinde. Det er præcis på den måde at enkelte menighedsmedlemmer intetanende føres til at såre Guds Ånd, til deres næstes bedrag og pådrager Guds vredesblik over menigheden. Intet menneske lever for sig selv. Skam, nederlag og død kom over Israels, på grund af et menneskes synd. Den beskyttelse som dækkede deres hoveder under krigstid blev trukket bort. Forskellige synder som bevares og udøves af bekendende kristne pådrager Guds vredesblik på menigheden. Den dag Himmelens protokol skal åbnes, vil Dommeren ikke udtrykke skylden for mennesker i ord, men vil sprede en gennemtrængende overbevisende glans og enhver handling i livet, vil indprentes levende i den fejlendes hukommelse. Personen vil ikke, ligesom i Josuas dage, blive jaget ud fra stamme til familie, men hans egne læber vil bekende hans skam, hans selviskhed, begærlighed, uærlighed, hykleri og bedrageri. Hans synder, skjulte fra menneskers kundskab, vil proklameres, som den blev, fra hustagene. VM4 492.3
Den indflydelse, der må frygtes af menighederne er ikke de åbenlyse modstanderes, de vantros og spotternes, men inkonsekvente Kristus?bekendere. Der er dem, som tilbageholder Israels Guds velsignelse og bringer svaghed over menigheden, en skam der ikke er let at udviske. Selvom Josua lå med sit ansigt ned på jorden, udgød sin sjæl for Gud med pinsler og tårer, var Guds befaling en irettesættelse: “Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt?” VM4 493.1
De populære kirker er fyldt med mennesker, som, selvom de foregiver at tjene Gud, er tyve, mordere, ægteskabsbrydere og utugtsmænd; men dem som bekender sig til vor beskedne tro, påberåber sig en højere standard. De burde være bibelkristne og de må være ihærdige med at studere det store livskort. De bør omhyggeligt og bønligt ransage motiverne bag deres handlinger. Dem som vil sætte deres lid til Kristus, bør begynde at frygte og adlyde Gud nu. Hvis de vil, kan de redde deres sjæle fra ødelæggelse og få held med at vinde evigt liv. VM4 493.2
Verdens almindelige måde at tiltuske sig en levevej på, er ikke noget eksempel for kristne. De burde ikke afvige fra fuldkommen renhed, heller ikke i små sager. At sælge en ting for mere end sin værdi, udnytte køberes uvidenhed er bedrageri. Ulovlig vinding, småfusk, overdrivelse, konkurrence, faldbyde en bror, som vil skaffe sig en ærlig forretning, — dette fordærver menighedens renhed og er ruinerende for dets åndelighed. VM4 494.1
Forretningsverden ligger ikke uden for Guds styreområde. Kristenheden skal ikke kun vise sig på sabbten og blive fremvist i helligdommen; den er med i ugens hverdage og på hvert sted. Dets krav må erkendes og adlydes i værkstedet, der hjemme og i forretninger med brødre og med verden. For mange, formørkes den sande sans for kristen forpligtelse, af en spændende verdslighed. Kristi religion vil have en sådan indflydelse på hjertet, at den vil kontrollere livet. Mennesker, med den sande religions ægte vare, vil i alle deres forretningsanliggender vise en ligeså klar retfærdighedsfornemmelse, som når de sender deres bønner ved nådens trone. Livet, med alle dets muligheder, tilhører Gud og bør bruges til at fremme Guds herlighed, i stedet for at blive forvrænget til Satans tjeneste og bedrage vore medmennesker. VM4 494.2
Satan har været nogles rådgiver. Han siger til dem at hvis de vil komme frem, må de lytte til hans råd: “Vær ikke overvældet af ære og ærlighed; se nøje efter dine egne interesser og lad dig ikke føre bort af medynk, blødsødenhed og gavmildhed. De skal ikke bekymre dig for enker og for faderløse. Få dem ikke til at vente på dig og gøre sig afhængig af dig; lad dem klare sig selv. Spørg ikke om de har mad, eller om du kan velsigne dem med betænksomhed og venlig opmærksomhed. Sørg for dig selv. Få alt det i dine hænder, som du kan. Frarøv enken og den faderløse og nægt den fremmede sin ret, så du kan få midler til at dække dine forskellige behov.” Nogle har taget dette råd til sig og foragtet Ham som har sagt: “En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.” VM4 494.3
Satan giver mennesker denne verdens riger, hvis de vil overgive sig i hans overherredømme. Mange gør dette og ofrer himmelen. Det er bedre at dø, end at synde; bedre at mangle end at bedrage; bedre at sulte end at lyve. Lad alle som fristes, imødekomme Satan med disse ord: “Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! Dit arbejdes frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!” Her er en betingelse og et løfte, som umiskendeligt erkendes. Lykke og fremgang vil være følgen af at tjene Herren. VM4 495.1