TALENTERNES UDNYTTELSE
VM4 519.1
[Det er Guds hensigt, at hans efterfølgere livet igennem skal gøre fremgang og at denne fremgang ledes og beherskes af de opgaver Gud lægger på vor vej. Det sande menneske er villigt til at ofre sine egne interesser for andres bedste og de øver sig i at hele de sønderknuste hjerter. Det er kun få, som har den grundlæggende forståelse af livets mening og det som er sandt og virkeligt i deres liv er ofret fordi de værner om fejltagelser. Kristus alene side 90] VM4 519.2
Nero og Cæsar blev anerkendt af verden som store mænd, men betragter Gud dem som sådant? Nej; de havde ikke knyttet en levende tro på det store menneskehedens Hjerte. De var i verden og åd og drak og sov, som verdens mænd; men de var sataniske i deres grusomhed. Hvorend disse menneskehedens monstre gik hen, markerede blodsudgydelse og ødelæggelse deres stivej. De blev berømt i verden da de levede; men da de blev begravet, jublede verden. Som kontrast til disse mænds liv er Luthers liv. Han var ikke født som prins. Han bar ingen kongekrone. Fra et kammer i et kloster blev hans røst hørt og hans indflydelse mærket. Han havde et humant hjerte, som blev brugt til menneskers gode. Han stod bravt for sandheden og det rigtige og kæmpede sig igennem verdens modstand, så han kunne være sine medmennesker til gavn. VM4 519.3
[Den guddommelige målestok vurderer ikke mennesket alene efter forstanden. Forstanden har magt, når den helliges og drives af Guds Ånd. Den overgår rigdom og fysisk styrke, men må forædles for at skabe mennesket. Den ret man har til at kalde sig menneske, afhænger af ens brug af forstanden. Byron havde en intelligent opfattelse og en dybdegående tankegang, men han var ikke et menneske efter Guds standart. Han var en af Satans engle. Hans lidenskaber var aggressive og ukontrollerede. Gennem hele livet såede han en høst af korruption. Hans livsværk sænkede dydens standart. Denne mand var en af verdens mest anerkende mænd, men Herren ville ikke anerkende ham som et menneske, kun som en der har misbrugt sit Gudsgivne talent. Den skeptiske Gibbon og mange andre som Gud udrustede med en utrolig forstand og som verden kaldte store mænd, var samlet under Satans banner og brugte Guds talenter til forvrængninger af sandheden og ødelæggelse af menneskers sjæle. Hvis en stor intelligens bruges i den forkertes tjeneste, er en forbandelse for ejeren og for alle der kommer under dens indflydelse. VM4 519.4
Det åndelige liv forædler det menneskelige. Hvis mennesket er i harmoni med Gud, er det til stadighed afhængigt af den styrke, der kommer fra ham. “Så vær I da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.” Vor livsopgave er at række fremad mod en fuldkommen kristen karakter, mens vi hele tiden stræber efter at være i overensstemmelse med Guds vilje. De bestræbelser som begynder på jorden, vil fortsætte gennem evigheden. Guds standard for mennesket ligger såre højt og hvis mennesket lever op til de retningslinjer Gud har givet for menneskelivet, vil det bringe glæde i dette liv og føre til herlighed og en evig løn i det kommende liv. VM4 520.1
Menneskene kan kun gøre krav på at kaldes virkelige mænd og kvinder, når de på alle mulige måder benytter deres evner til andres bedste. Kristi liv er et mønster for os og det er når vi som barmhjertighedens engle tager os af andres behov at vi er Gud nærmest. Det er kristendommens væsen at skabe lykkelige familier og et lykkeligt samfund. Gnidninger, selviskhed og strid bliver lagt til side af hvert menneske, som ejer Kristi sande Ånd. VM4 520.2
De, som har Kristi kærlighed, har ingen ret til at tro, at der er grænser for deres indflydelse og hjælp til gavn for deres medmennesker. Gav Kristus op i sine bestræbelser for at frelse det fortabte? Vor gerning er vedvarende og udholdende. Vi har et arbejde at udføre lige til Mesteren byder os lægge vore våben ned ved hans fødder. Vor egentlige anfører er Gud og vi må i lydighed mod hans vilje vente og være rede og villige til at gøre vor pligt, når som helst pligten kalder. samme s 90-91] VM4 520.3
Engle er i gang nat og dag i Guds tjeneste for at højne mennesker, ifølge frelsesplanen. Mennesker er pålagt at elske Gud i højeste grad, som af hele sin magt, sind og styrke og sin næste som sig selv. Dette er ikke muligt for ham, medmindre han fornægter sig selv. Kristus sagde: “Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” VM4 521.1
Selvfornægtelse vil sige at beherske sig når lidenskaberne søger efter herredømme; modstå fristelsen at kritisere og være kværulantisk; at man har tålmodighed med det barn, der er tungnemt og som opfører sig frygteligt og ubehageligt; at man står på sin pligtspost selv om andre kan fejle; opløfte ansvar hvor og hvornår du kan, ikke for at få bifald, ikke for snuheds skyld, men for den Mesters skyld, som har givet dig at arbejde at gøre uden vaklen; hvor du i stedet for at rose dig selv, ikke siger noget og lader andre rose dig. Selvfornægtelse er at gøre godt mod andre, hvor man i stedet er tilbøjelig til at tjene og behage sig selv. Selvom dine medmennesker aldrig påskønner dine anstrengelser, eller giver dig anerkendelse for dem, skal du alligevel arbejde videre. VM4 521.2
Gennemsøg jer og se hvorvidt den sandhed som I har accepteret, er blevet et fast princip for jer. Tager I Kristus med jer når I forlader bedeværelset. Står jeres religion vagt ved jeres læbers dør? Er jeres hjerte draget i forståelse og kærlighed for andre, uden for jeres egne familier? Søger I ihærdigt efter en klarere forståelse af striftens sandhed, så I kan lade jeres lys skinne frem til andre? Disse spørgsmål kan I stille jeres egne sjæle. Lad jeres tale mildnes af ynde og jeres opførsel vise kristen ophøjelse. VM4 521.3
Et nyt år er begyndt. Hvad er blevet optegnet i det tidligere år, i jeres kristenliv? Hvordan står jeres optegnelse i himmelen? Jeg bønfalder jer at overgive jer uforbeholdent til Gud. Har jeres hjerter været splittet? Giv det helt til Herren nu. Gør en anden livshistorie i det kommende år, anderledes fra sidste år. Ydmyg jeres sjæle for Gud. “Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.” Bortlæg al indbildskhed og affektion. Fremstil jeres enkle og naturlige selv. Vær sandru i alle tanker, ord og handlinger og “agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.” Hav altid i sinde at moralens natur må afbalanceres med uafbrudt årvågenhed og bøn. Ligeså længe som I ser på Kristus, er I sikker; men det øjeblik I tænker på jeres ofre og vanskeligheder og begynder at have medlidenhed med jer selv, mister I jeres tillid til Gud og er i stor fare. VM4 521.4
Mange begrænser det guddommelige forsyn og adskiller barmhjertighed og kærlighed fra Guds karakter. De fremhæver at Guds storhed og majestæt vil forbyde hans egen interesse for sine allersvageste skabningers anliggender. “Sælges ikke to spurve for en skilling. Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt” Frygt altså ikke; I er mere værd end mange spurve.” VM4 522.1
Det er vanskeligt for mennesker at blive opmærksom på livets mindre anliggender, når tankerne er optaget af uhyre vigtige hverdagstravlhed. Men burde denne samstemmighed ikke eksistere? Mennesker dannet i sin Skabers billede burde forene de større ansvar med de mindre. De kan optages af hverv af overvældende betydning og forsømme den undervisning som deres børn behøver. Disse opgaver kan man se på som mindre vigtige livsopgaver, skønt de i virkeligheden ligger ved samfundets grundlag. Familiernes og menighedernes lykke beror på hjemmets indflydelse. Evige interesser beror på om dette livs pligter udføres ordentligt. Verden har ikke så meget brug for store mennesker, som den har brug for gode mennesker, som vil være til velsignelse i deres hjem. VM4 522.2