JEREMIAS IRETTESÆTTER ISRAEL
VM4 164.2
Herren gav Jeremias et irettesættelsesbudskab han skulle bringe sit folk. Han skulle anklage dem for at de til stadighed afviser Guds råd: “Men jeg har talt til eder årle og silde, uden at i ville høre mig. Jeg sendte alle mine tjenere profeterne til eder årle og silde, for at de skulle sige: “Omvend eder hver fra sin onde vej, gør gode gerninger og hold eder ikke til andre guder, så i dyrker dem; så skal I bo i det land, jeg gav eder og eders fædre.” VM4 164.3
Gud bad dem indtrængende om ikke at opægge ham til vrede over deres hænders og hjerters værk, “men de hørte ikke.” Da forudså Jeremias jødernes fangenskab, som straf for ikke at give agt på Herrens ord. Kaldæerne blev brugt som redskaber af Gud til at revse sit ulydige folk. Deres straf skulle svare til deres indsigt og til de advarsler de havde foragtet. Gud havde længe udsat sine domme fordi han ikke ville ydmyge sit udvalgte folk, men nu ville han hjemsøge dem med sit mishag over dem, som en sidste anstrengelse for at stoppe dem på deres onde vej. VM4 164.4
I disse dage har han ikke indført en ny plan for at sikre sit folks renhed. Ligesom de gamle, beder han fejlende mennesker, som bekender sig til hans navn om at angre og vende sig fra deres onde veje. Ligesom den gang, forudsiger han, ved sine udvalgte tjeneres mund, de farer de har for sig. Han støder i advarselsbasunen og irettesætter synd ligeså redeligt som i Jeremias dage. Men i vor tids Israel, er der de samme fristelser at passe på og de samme råd at hade, som der var i det gamle Israel. De vender for ofte det døve øre til ord, Gud giver ved sine tjenere til sandhedsbekenderes gavn. Selv om Herren i sin barmhjertighed for en tid tilbageholder deres syndstraf, ligesom i Jeremias’ dage, vil han ikke altid holde sin hånd tilbage, men vil hjemsøge uretfærdighed med retfærdig dom. VM4 165.1
Herren befalede Jeremias at stå i Herrens hus’ retssal og sige hele Judæas folk, som kom for at bede, alt hvad han lagde ham i munden og ikke formindske et ord, så de kunne lytte og vende sig fra deres onde veje. Så ville Gud angre den straf, han havde i sinde at give dem, på grund af deres ondskab. VM4 165.2
Herrens uvillighed mod at revse sit vildfarende folk vises her ganske godt. Han udsætter sine domme; han beder dem indtrængende om at vende tilbage til deres lydighed. Han har bragt dem ud af trældomsåget, så de trofast kan tjene ham, den eneste sande og levende Gud; men de havde vandret i afgudsdyrkelse, de havde ringeagtet advarslerne fra hans profeter. Alligevel udsætter han sin revselse for at give dem endnu en anledning til at angre og afværge straffen for deres synd. Gennem sin udvalgte profet, sender han dem nu en klar og tydelig advarsel og lægger den eneste vej, der er, foran dem, hvorved de kan undgå deres fortjente straf. Dette er en fuldstændig anger af deres synd og en bortvenden fra deres onde veje. VM4 165.3
Herren befalede Jeremias at sige til folket: “Sig til dem: Så siger Herren: Hvis i ikke hører mig og følger den lov, jeg har forelagt eder, så i hører mine tjenere profeternes ord, som jeg årle og silde sendte eder, skønt i ikke ville høre, så gør jeg med dette hus som med Silo og giver alle jordens folk denne by at forbande ved.” De forstod denne hentydning til Silo og det tidspunkt, hvor filisterne overvandt Israel og Guds ark blev taget. VM4 166.1
Elis synd var at han så for let på sine sønners misgerning, som havde hellige embeder. Faderens forsømmelse i at irettesætte og styre sine sønner, pådrog Israel en frygtelig katastrofe. Elis sønner blev dræbt, Eli selv mistedede sit liv, Guds ark blev taget fra Israel og tredive tusinde menneske blev slået ihjel. Alt dette skete fordi der blev taget let på synd og fik lov til at blive iblandt dem. Hvilken lektie er dette ikke for mennesker i ansvarsfulde stillinger i Guds menighed. Den beder dem om at nøje fjerne de fejl der vanærer sandhedens sag. VM4 166.2
I Samuels dage, mente Israel, at tilstedeværelsen af arken med Guds lovbud, ville give dem sejr over Filistrene, uanset om de angrede deres onde gerninger eller ej. I Jeremias’ tid troede Jøderne at nøje overholdelse af den gudsbestemte tempeltjeneste ville beskytte dem fra straffen for deres onde opførsel. VM4 166.3
[Den samme fare er til stede i dag blandt det folk, der bekender sig til at tage vare på Guds lov. De er tilbøjelige til at smigre sig med, at den respekt, de viser budene, vil bevare dem for Guds retfærdigheds magt. De nægter at lade sig irettesætte for det onde og beskylder Guds tjenere for at være for nidkære med at rense lejren for synd. Den Gud, som hader synd, kræver af dem, der bekender sig til at holde hans lov, at de skal holde sig fra uretfærdighed. VM4 166.4
Ikke at ville omvende sig og lyde hans ord vil få lige så alvorlige følger for Guds folk i dag, som den samme synd fik det for det gamle Israel. Der er en grænse, hvor hans dom ikke tøver længere.] Jerusalems ødelæggelse står som en alvorlig advarsel for øjnene af det moderne Israel, således at irettesættelserne gennem hans udvalgte redskaber ikke kan ignoreres ustraffet. [I Mesterens Tjeneste side 54] VM4 167.1
Da præsterne og folket hørte budskabet Jeremias overbragte dem i Herrens navn, blev de vrede og erklærede han skulle dø. De blev højrøstede i deres anklager mod ham og råbte: “Hvor tør du profetere i Herrens navn og sige: Det skal gå dette hus som Silo og denne by skal ødelægges, så ingen bor der!” Og alt folket stimlede sammen om Jeremias i Herrens hus.” Således blev Guds budskab foragtet og den tjener han betroede det truet med døden. Præsterne, upålidelige profeter og hele folket vende sig i vrede mod ham, som ikke ville sige behagelige ting til dem og profetere falsk. VM4 167.2
Guds sikre tjenere har normalt lidt den bitreste forfølgelse for religionens falske lærere. Men de sande profeter vil altid foretrække skam og endda død, snarere end troløshed mod Gud. Den uendeliges øjne er over de guddommeliges irettesættelses?redskaber og de bærer et tungt ansvar. Men Gud betragter den uretfærdighed de har været udsat for i form af fordrejelse, falskneri eller misbrug som var den forøvet mod ham selv; og straffer derefter. VM4 167.3
Judæas fyrster havde hørt om Jeremias ord og kom ud af kongens hus og indsatte indgangen for Herrens hus. “Så sagde præsterne og profeterne til fyrsterne og alt folket: “Denne mand har gjort halsløs gerning, thi han har profeteret mod denne by, som i selv hørte.” Men Jeremias gik frimodigt frem for fyrsterne og alt folket og sagde: “Herren sendte mig for at profetere mod dette hus og denne by alle de ord, i hørte. Bered dog eders veje og eders gerninger og hør på Herren eders Guds røst, at Herren må angre det onde, han har talet imod eder. Men se, jeg er i eders hånd; gør med mig, hvad der er godt og billigt i eders øjne! Dog skal I vide, at hvis i dræber mig, så bringer i uskyldigt blod over eder og denne by og dens indbyggere; thi sandelig sendte Herren mig for at tale alle disse ord til eder.” VM4 167.4
Var profeten blevet skræmt af de myndiges trusler og skarens råb og skrig, ville hans budskab være uden virkning og han kunne miste sit liv. Men, med det mod, hvorved han udførte sin smertelige pligt, gav folket ham respekt og Israels fyrster vendte om, til egen fordel. Således skaffede Gud forsvarer, til sin tjener. De argumenterede med præster og falske profeter, — viste hvor ukloge de yderligheder var som de forsvarede. VM4 168.1
Indflydelsen fra disse magtfulde personer fremkaldte en reaktion i folkenes sind. Da forenede de ældste sig i protest mod præsternes beslutning om Jeremias’ skæbne. De kom med Mikas tilfælde, som profeterede domme over Jerusalem og sagde: “Zion skal pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj.” De stillede dem spørgsmålet: “Mon kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de ikke Herren og bad ham om nåde, så Herren angrede det onde, han havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor ulykke over vore sjæle.” VM4 168.2
Ved Ahikam og andres bøn, blev profeten Jeremias liv sparet; selvom mange af præsterne og falske profeter ville være tilfreds med at han var lagt i døden under påskud af optøjret, for de kunne udholde de sandheder han sagde om deres ondskab. VM4 168.3
Men Israel forblev uomvendt og Herren så at de måtte straffes for deres synd; så han påbød Jeremias at gøre nogle åg og bånd og lægge dem på sin skulder og sende dem til Edoms, Moabs, ammonitternes, Tyrus og Zidons konger og påbyde budbringerne at sige at Gud har givet hele dette land til Nebukadnezar, Babylons konge og at alle disse nationer skal tjene ham og hans efterkommere for en tid, indtil Gud udfrier dem. De skulle erklære at hvis disse folk nægtede at tjene Babylons konge, ville de blive straffet med hungersnød, sværd og pest, indtil de blev fortæret. “I skal ikke,” siger Herren, “høre på eders profeter og spåmænd, eders drømmere, sandsigere og troldmænd, som siger til eder: “I skal ikke komme til at trælle for Babels konge; thi det er løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra eders jord, idet jeg da driver eder bort og i går til grunde. Men det folk, der bøjer hals under Babels konges åg og træller for ham, vil jeg lade blive på sin jord, lyder det fra Herren, så det kan dyrke den og bo der.” VM4 168.4
Jeremias erklærede at de skulle bære trældomsåget i halvfjerds år; og fangerne som allerede var i Babylonkongens hånd og karrene fra Herrens hus som var blevet taget også skulle forblive i Babylon indtil tiden var gået. Men ved afslutningen af de halvfjerds år ville Gud udfri dem fra deres fangenskab og vil straffe deres undertrykkere og nedlægge Babylons stolte konge. VM4 169.1
Ambassadører kom fra forskellige nævnte nationer for at rådføre sig med Judæas konge om at gå i krig mod Babylons konge. Men Guds profet, med underdanighedens symboler, afleverede Herrens budskab til disse nationer og påbød dem at bringe det til deres forskellige konger. Dette var den letteste straf som en nådig Gud kunne give et så oprørsk folk, men hvis de kæmpede mod trældommens dekret, skulle de mærke hans revselse allermest. De blev advaret grundigt om ikke at lytte til deres falske lærere, som profeterede løgne. VM4 169.2
Nationernes forsamlede råd forbavsedes og kendte ingen bånd da Jeremias, bærende på underlæggelsens åg på sin hals, gjorde Guds vilje dem bekendt. Men Hananja, en af de falske profeter, Gud havde advaret imod gennem Jeremias, opløftede sin røst imod den profeti der var lydt. Med ønske om at få kongens og hans råds gunst, påstod han at Gud havde givet ham opmuntrende ord til jøderne. Han sagde: “Om to år fører jeg tilbage hertil alle Herrens hus’ kar, som kong Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel; og Jojakims søn, kong Jekonja af Juda og alle de landflygtige fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det fra Herren; thi jeg sønderbryder Babels konges åg.” VM4 170.1
Jeremias sagde, under fyrsternes og folkets nærvær, at det var hans hjertes alvorligste ønske om Gud ville begunstige sit folk så meget at karrene fra Herrens hus kunne bringes tilbage og fangerne bringes tilbage fra Babylon; men dette kunne kun ske på betingelse af at folket angrede og vendte sig fra deres onde vej til lydighed mod Guds lov. Jeremias elskede sit land og ønsket brændende at den foreskrevede ødelæggelse kunne afværges ved folkets ydmygelse, men han vidste at ønskede var forgæves. Han håbede at Israels straf ville være så let så muligt, derfor bad ham dem alvorligt at underlægge sig Babylons konge i den tid Herren havde bestemt. VM4 170.2
Han bad dem om at høre de ord han talte. Han citerede Hoseas, Habakkuks og Zefanias profetier og andre irettesættelses? og advarsels?budskaber der var som hans egne. Han henviste til begivenheder som var sket i deres historie, hvor profetier om straf og ikke?angrede synder var gået i opfyldelse. Som i dette tilfælde, satte mænd sig op imod Guds budskab og forudsagede fred og fremgang for at stoppe folkets frygt og få gunst fra dem i høje stillinger. Men alle tidligere gange var Guds domme blevet hjemsøgt over Israel, ligesom de sande profeter havde forudsagt. Han sagde: “Men når en profet profeterer om fred, kendes den profet, Herren virkelig har sendt, på at hans ord går i opfyldelse.” Hvis Israel vælger at løbe risikoen, vil fremtiden virkelig afgøre hvem var den falske profet. VM4 170.3
Men Hananja blev opbragt ved dette, tog åget fra Jeremias’ hals og brød det. “Og Hananja sagde i alt folkets nærværelse: “så siger Herren: Således sønderbryder jeg om to år kong Nebukadnezar af Babels åg og tager det fra alle folkenes hals.” men profeten Jeremias gik sin vej.” Han havde gjort sit arbejde: han havde advaret folket om deres fare; han havde udpeget den vej hvorved de kunne få Guds gunst igen. Men skønt hans eneste forbrydelse var at han trofast havde overbragt Guds budskab til et vantroende folk, havde de forhånet hans ord og mænd i ansvarsfulde stillinger anklagede ham og prøvede at få folket til at lægge ham i døden. VM4 171.1
Men Jeremias fik et andet budskab: “Gå hen og sig til Hananja: Så siger Herren: Du har sønderbrudt ågstænger af træ, men jeg vil lave ågstænger af jern i stedet. Thi så siger Hærskares Herre, Israels Gud: Et jernåg lægger jeg på alle disse folks hals, at de må trælle for kong Nebukadnezar af Babel; de skal trælle for ham, selv markens vildt har jeg givet ham.” så sagde profeten Jeremias til profeten Hananja: “Hør, Hananja! Herren har ikke sendt dig og du har fået dette folk til at slå lid til løgn. Derfor, så siger Herren: Se, jeg slænger dig bort fra jordens flade; du skal dø i år, thi du har prædiket frafald fra Herren.” Og profeten Hananja døde samme år i den syvende måned.” VM4 171.2
Denne falske profet havde styrket folkets vantro på Jeremias og hans budskab. Han havde ondskabsfuldt erklæret sig selv at være Herrens budbringer og han led døden som konsekvens af sin frygtelige forbrydelse. I den femte måned profeterede Jeremias Hananjas død og i den syvende måned viste hans død at profetens ord var sande. VM4 171.3
Gud sagde at hans folk skulle reddes, at det åg han ville lægge på dem skulle være let, hvis de uden at klage ville underlægge sig hans plan. Deres trældom blev vist ved et træåg, som var let at bære; men modstanden blev mødt med en tilsvarende hårdhed, i form af jernåget. Gud ville holde Babylons konge fastlåst, så der ikke skulle mistes flere liv eller en plagende undertrykkelse; med ved at forhåne hans advarsler og påbud pådrog de sig selv hele trældomsågets kulde. Det var langt behageligere for folket at få budskabet fra den falske profet, som spåede fremgang. Det sårede deres stolthed at se deres synder lige for deres øjne; de ville meget hellere fjerne dem fra deres syn. De var i et sådant moralsk mørke at de ikke indså omfanget af deres skyld eller påskønnede irettesættelses? og advarsels?budskaberne de fik fra Gud. Havde de en rigtig fornemmelse af deres ulydighed, ville de have anerkendt det rigtige i Herrens handlemåde og vedkendt sig hans profets myndighed. Gud bad dem om at angre, så han kunne spare dem for ydmygelse og så et folk, der påkalder hans navn, ikke bliver underordnet en hedensk nation; men de spottede hans råd og gik efter falske profeter. VM4 172.1
Herren påbød da Jeremias at skrive breve til hærfører, ældste, præster, profeter og alle som blev taget til fange i Babylon, påbød dem ikke at blive vildledt og tro deres udfrielse var nær, men underordne sig roligt under deres fangevogtere, udføre deres hverv og gøre sig fredfyldte hjem blandt deres erobrere. Herren påbød dem at ikke lade deres profeter eller spåmænd bedrage dem med falske forventninger; men han forsikrede dem ved Jeremias’ ord at de efter halvfjerds års trældom skulle udfries og vende tilbage til Jerusalem. Han ville lytte til deres bønner og give dem sin gunst når de vendte sig helhjertet til ham. “Jeg vil lade mig finde af eder, lyder det fra Herren og vende eders skæbne og sanke eder sammen fra alle de folkeslag og alle de steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra Herren og føre eder tilbage til det sted, fra hvilket jeg førte eder bort.” VM4 172.2
Med hvilken medfølelse informerede Gud ikke sit tilfangetagne folk om sine planer med Israel. Han vidste hvilken lidelse og katastrofe de ville erfare, hvis de kom til at tro at de hurtigt blev udfriet fra trældomsåget og bragt tilbage til Jerusalem, ifølge de falske profeters forudsigelse. Han vidste at denne tro ville gøre deres stilling meget vanskelig. Ethvert tegn på oprør fra deres side ville have gjort kongen opmærksom og streng og deres frihed ville været indskrænket, som følge deraf. Han ønskede at de stille og roligt skulle underlægge sig deres skæbne og gøre deres trældom så behagelig så mulig. VM4 173.1
Der var to andre falske profeter, Akab og Zedekias, som profeterede løgne i Herrens navn. Disse mænd bekendte sig som hellige lærere; men deres livsførelse var fordærvet og de var slaver af syndens fornøjelser. Guds profet havde fordømt den onde opførsel disse mænd viste og advarede dem om deres fare; men istedet for at angre og forny sig, blev de vrede på den trofaste dadelsmand for deres synder og forsøgte at forhindre hans arbejde ved at oprøre folket til at betvivle hans ord og handler modsat Guds råd, med hensyn til at underlægge sig Babylons konge. Herren bevidnede gennem Jeremias at disse falske profeter skulle overgives til Babylonkongens hænder og dræbes for hans øjne og denne forudsigelse blev opfyldt i god tid. VM4 173.2
Andre falske profeter rejste sig for at så forvirring blandt folkene, idet de vendte dem bort fra lydighed mod gudgivne befalinger ved Jeremias. Men Guds domme blev udtalt mod dem som følge af deres frygtelige synd, at gøre oprør mod ham. VM4 173.3
Netop sådanne folk satte sig op i disse dage og frembringer forvirring og oprør blandt folk, som bekender at adlyde Guds lov. Men lige så sikkert som den guddommelige dom blev hjemsøgt over de falske profeter, lige så sikkert er det at disse onde arbejdere vil få deres fulde straf?udmål; for Herren har ikke flyttet sig. Dem, som profeterer løgne opmuntrer mænd til at se synd som noget småt. Når disse frygtelige følger af deres forbrydelser viser sig, forsøger de, om muligt, at få den, der har advaret dem, gjort ansvarlig for deres vanskeligheder, ligesom jøderne anklagede Jeremias for deres onde skæbne. VM4 173.4
Dem, som anstifter oprør mod Herren kan altid finde falske profeter, som vil retfærdiggøre dem og deres handlinger og smigre dem lige til deres undergang. Lyvende ord giver ofte mange venner, ligesom i Akabs og Zedekias tilfælde. Disse falske profeter fandt, i deres falske iver for Gud, mange flere troende og efterfølgere end den sande profet, som overbragte Herrens enkle budskab. VM4 174.1