Jeremias var allerede berøvet sin frihed, fordi han ville adlyde Gud og give kongen og andre ansvarsbetyngede personer i Israel de advarsler, som han havde fået af Guds mund. Israelitterne ville ikke acceptere disse irettesættelser ejheller betvivle deres opførsel. De havde udvist stor vrede og foragt for irettesættelsens ord og for de domme som blev forudsagt, skulle kommer over dem hvis de fortsatte med oprør mod Herren. Skønt Israel ikke ville høre de guddommelige råd, gav det ikke rådene mindre virkning, Gud ophørte ikke med at irettesætte og true dem med hans mishag og domme, som ikke ville adlyde ham. VM4 176.1
Herren befalede Jeremias og sagde: “Tag dig en bogrulle og skriv deri alle de ord, jeg har talt til dig om Jerusalem og Juda og om alle folkene, fra den dag jeg først talede til dig, fra Josiass dage og til den dag i dag. Måske vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd.” VM4 176.2
Her vises Herrens ulyst til at opgive sit syndige folk. Og hvis Israel ikke havde forsømt hans irettesætteler og advarsler så meget, så de ville glemme dem igen, ville han udskyde sine domme over dem og give dem en fuld udredning for deres ulydighed og irriterende synder helt fra Josias dage ned til deres egen tid og udredning for de domme han udtalte som følge af deres overtrædelser. Derved havde de en ny anledning til at se deres synd og angre. Her ser vi at Gud ikke fornøjer sig ved at plage sit folk, men gør det med en omhu, der overgår en medynkende fader for et egensindigt barn, han beder sit omstrejfende folk indstændigt, om at vende tilbage til lydighed. VM4 176.3
I lydighed til Guds påbud befalede profeten Jeremias de ord som Herren gav ham til Baruk, hans skriver, som skrev dem ned i en rulle. Se Jer. 36,4. Dette budskab var en irettesættelse af mange Israels synder og en advarsel om konsekvenserne der ville følge, ved fortsættelse af deres onde opførsel. Det var en alvorlig appel om at de måtte give afkald på deres synder. Efter det var blevet skrevet, satte Jeremias, som var fange, sin skribent til at læse rullen op for folket, der var samlet “i Herrens hus på en fastedag.” profeten sagde: “Måske når deres klage Herrens åsyn, måske omvender de sig hver fra sin onde vej; thi stor er vreden og harmen, som Herren har udtalt mod dette folk.” VM4 177.1
Skribenten adlød profeten og rullen blev læst op for hele Judæas befolkning. Men dette var ikke det hele; han blev befalet at læse det for fyrsterne. De lyttede med stor interesse og frygten var stemplet i deres ansigter da de spurgte Baruk ud om den mystiske skrift. De lovede at fortælle kongen alt hvad de hørt om ham og hans folk, men rådede skriveren til at skjule sig, da de frygtede at kongen ville forkaste vidnesbyrdet, Gud havde givet gennem Jeremias og ikke blot søge at slå profeten, men også hans skriver. VM4 177.2
Da kongen, ved fyrsterne, fik at vide hvad Baruk havde læst, beordrede han rullen straks bragt hen til sig og læst op. Men i stedet for at give agt på dens advarsler og skælven for den fare der hang over ham selv og hans folk, kylede han den i raseri i ilden, selvom nogle højtstående havde bedt om ikke at brænde den. Da denne onde monaks vrede rejste sig imod Jeremias og hans skriver, sendte han straks bud, for at tage dem; “men Herren skjulte dem.” Efter at kongen havde brændt de hellige ruller, kom Guds ord til Jeremias og han sagde: “Tag dig en anden bogrulle og optegn i den alle de ord, som stod i den første bogrulle, den, kong Jojakim af Juda brændte. Og til kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger Herren: Du brændte denne bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels konge skal komme og ødelægge dette land og udrydde både folk og fæ?” VM4 177.3
En barmhjertig Gud havde nådigt advaret folket for deres skyld. “Måske,” sagde den medlidende Skaber”, vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd.” Gud ynkedes over menneskers blindhed og forstokkethed; han sender lys til deres formørkede forstand ved at irettesætte og true og får de mest indbildte til at mærke deres uvidenhed og angre deres fejl. Han ville få den selvglade til at mærke utilfredshed med sine resultater og søge større velsignelse ved tættere forbindelse med himlen. VM4 178.1
Guds plan er ikke at sende budbringere, som vil behage og smigre syndere; han lader ingen freds?budbringere dysse den uhellige ned i kødelig tryghed. Men han lægger tunge byrder på den fejlendes samvittighed og gennemborer hans sjæl med spidse domfældelsespile. De tjenende engle overbringer ham Guds frygtelige domme, for at uddybe hans fornemmelse af hans store mangel og de tilskynder ham til det pinefulde råb: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Den hånd som ydmyger til støvet, irettesætter synd, gør stolthed og ærgerrighed til skamme, opløfter den angerfulde og plagede og spørger af den dybeste forståelse: “Hvad vil du at jeg skal gøre for dig?” VM4 178.2
Når mennesket har syndet mod en hellig og nådig Gud, kan han ikke gøre det bedre end at angre oprigtigt og bekende sine fejl i tårer og sjælsbitterhed. Dette er hvad Gud kræver af ham; han vil ikke acceptere mindre end et brudt hjerte og en angerfuld ånd. Men kongen og hans herrer afviste, i hovmod og stolthed, Guds indbydelse at vende tilbage; de ville ikke give agt på denne advarsel og angre. Denne storslåede anledning var deres sidste. Gud havde erklæret at hvis de ikke ville høre hans røst, ville han påføre dem en frygtelig straf. De nægtede at høre og han fællede sine domme over Israel; han hjemsøgte mennesker med særlig vrede, som hovmodigt satte sig op mod den Almægtige. VM4 178.3
“Derfor, så siger Herren om kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen mand til at sidde på Davids trone og hans lig skal slænges hen og gives dagens hede og nattens kulde i vold; jeg vil hjemsøge ham, hans afkom og hans tjenere for deres brøde og bringe over dem og Jerusalems borgere og Judas mænd al den ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de ville høre.” VM4 179.1
Bogrullens destruktion var ikke enden på det hele. De skrevne ord var lettere at komme af med end den irettesættelse og advarsel som de indeholdt og den pludselige straf, som Gud havde fællet mod det oprørske Israel. Skriftrullen blev dog lavet igen på Herrens befaling. En Uendeliges ord skulle ikke ødelægges. “Så tog Jeremias en anden bogrulle og gav den til skriveren Baruk, Nerijas søn; og han optegnede i den efter Jeremias’ mund alle ordene fra den bog, kong Jojakim af Juda havde brændt. Og flere lignende ord lagdes til.” VM4 179.2
Gud sendte ikke domme over sit folk uden først at advare dem til anger. Han bruger ethvert middel til at bringe dem tilbage til lydigheden og hjemsøger ikke deres synder med domme, før han har givet dem rigelig anledning til at angre. Menneskers vrede forsøgte at forhindre gudsprofetens arbejde ved at berøve hans frihed, men Gud kan tale til mennesker gennem fængselsmure og endda drage mere nytte af sine tjenere ved de midler deres forfølgere forsøger at begrænse deres virke med.. VM4 179.3
Mange foragter nu de trofaste irettesættelser de har fået af Gud i vidnesbyrdet. Jeg er blevet vist at nogle, i disse dage, er gået så langt, som at brænde de nedskrevne irettesættelser og advarsler, ligesom Israels onde konge gjorde. Men modstand mod Guds trusler forhindrer ikke deres fuldbyrdelse. At trodse Herrens ord, udtalt gennem hans udvalgte redskaber, vil blot fremkalde hans vrede og i sidste instans bringe ruin over forbryderen. Harme optændes ofte i synderens hjerte mod den agent Gud vælger til at overlevere sin irettesættelser. Sådan har det altid været og i dag er den samme ånd som forfulgte og fængslede Jeremias for at adlyde Herrens ord. VM4 180.1
Når mennesker ikke giver agt på gentagende advarsler, er de tilfredse med falske lærer, som smigrer deres forfænglighed og styrker deres synd, men som ikke hjælper dem på trængslens dag. Guds udvalgte tjenere burde komme ud for tapperhed og tålmodighed uanset hvilke prøvelser og lidelser de kommer ud for på grund af bebrejdelser, forsømmelser eller fordrejelser fordi de fralægger sig den opgave Gud har givet dem. De burde huske på at de gamle profeter og verdens Frelser også udholdt mishandlinger og forfølgelser for verdens skyld. De må vente så meget modstand som da bogrullerne, skrevet efter Guds diktat, blev brændt. VM4 180.2
Herren gør et folk skikket for himmelen. Karaktermangler, hårdnakkethed, egenkærlig afgudsdyrkelse, uvenlig kritik, had og strid opvækker Guds vrede og må aflægges af hans lovlydige folk. Dem, der lever i disse synder, er bedragede og er ført bag lyset af Satans kneb. De tror at de er i lyset selvom de famler i mørke. Nu knurrer de blandt os, ligesom der var nogen der knurrede i det gamle Israel. Dem der uklogt ansporer mennesker til oprør, skønt deres egenkærlighed gør ondt under en fortjent irettesættelse, er ikke Guds venner, den store Irettesætters venner. Gud vil sende irettesættelser og advarsler til sit folk så længe de fortsætter på jorden. VM4 180.3
Dem som tappert tager stilling på den rigtige side, som opmuntrer til underdanighed af Guds åbenbarede vilje og styrker andre i deres bestræbelser for at bortlægge deres forkerte gerninger, er sande venner af Herren, som i kærlighed prøver at rette sit folks fejl, så han kan vaske dem og rense dem fra al besmittelse og gøre dem skikkede for hans hellige rige. VM4 181.1
Zedekias hjalp Jojakim med at regere i Jerusalem. Men hverken den nye konge eller hans hof, eller landets folk lyttede til Herrens ord gennem Jeremias. Kaldæerne begyndte at belejre Jerusalem, men kom fra det en tid, for at vende sig mod ægypterne. Zedekias sendte et bud til Jeremias og bad ham bede til Israels Gud for deres skyld; men profetens forfærdelige svar var at kaldæernes hær ville vende tilbage og ødelægge byen. “Så siger Herren: Når ikke eder selv ved at sige: “kaldæerne drager bort fra os for alvor!” thi de drager ikke bort. Ja, om, i så slog hele kaldæernes hær, der angriber eder, så der kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit telt, så skulle de stå op og afbrænde denne by.” VM4 181.2
Jeremias betragtede sit færdige arbejde og forsøgte at forlade byen; men han blev forhindret af en af de falske profeters sønner, som berettede at han var ved at slutte sig til fjenden. Jeremias fornægtede den løgnagtige anklage, men ikke desto mindre blev han bragt tilbage. Fyrsterne var parat til at tro den falske profets syn fordi de hadede Jeremias. Det var som om det var ham, der havde pådraget dem ulykken, han havde forudsagt dem. I deres vrede slog de ham og kastede ham i fængsel. VM4 181.3
Efter at have været i fangehullet i mange dage, sendte kongen Zedekias bud efter ham og spurgte ham i smug om der var noget fra Herren. Jeremias gentog igen sin advarsel at nationen ville overgives i babylonerkongens hånd. VM4 181.4
“Derpå sagde Jeremias til kong Zedekias: “hvad synd har jeg gjort imod dig, dine mænd og dette folk, siden i har kastet mig i fængsel? Og hvor er nu eders profeter, som profeterede for eder, at Babels konge ikke skulle komme over eder og dette land? Så hør da, herre konge! Lad min bøn nå dig og lad mig ikke bringe tilbage til statsskriveren Jonatans hus, af jeg ikke skal dø der!” Da bød kong Zedekias, at man skulle holde Jeremias i varetægt i vagtforgården; og der gaves ham daglig et stykke brød fra bagerens gade, indtil brødet slap op i byen. Således sad nu Jeremias i vagtforgården.” VM4 182.1
Den onde konge turde ikke åbenlyst vise nogen tro på Jeremias, men hans frygt fik ham til at søge information hos ham. Alligevel var han for svag til at trodse sine adelsmænds og folkets misbilligelse og underkaste sig Guds vilje som profeten erklærede. Til sidst gik embedsmænd, som var ophidsede fordi Jeremias stadig profeterede ondt til kongen og sagde at så længe profeten levede ville han ikke standse med at forudsige katastrofe. De hævdede at han var en fjende for nationen og at hans ord havde svækket folkets hænder og bragt ulykke over dem og de manglede at lægge ham i døden. VM4 182.2
Den feje konge vidste at disse anklager var falske; men for at formildne embedsmændene i nationens høje og indflydelsesrige stillinger, foregav han at tro deres falsknerier og overgav Jeremias i deres hænder og gøre med han hvad de behagede. Så blev profeten kastet “i kongesønnen Malkijas cisterne i vagtforgården, idet de hejsede ham ned med reb. Der var ikke vand i cisternen, men dynd og Jeremias sank i dyndet.” Men Gud oprejste venner for ham, som tryglede kongen for hans skyld og fik ham igen flyttet til fængselsafdelingen. VM4 182.3
Kongen sendte igen hemmeligt bud efter Jeremias og bad ham fortælle nøjagtigt om Guds hensigt med Jerusalem. “Jeremias svarede Zedekias: “Hvis jeg siger dig det, vil du da ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke høre mig.” Da tilsvor kong Zedekias i al hemmelighed Jeremias: “Så sandt Herren lever, som har skabt vor sjæl, jeg vil ikke lade dig dræbe eller give dig i disse mænds hånd, som står dig efter livet.” Så sagde Jeremias til Zedekias: “Så siger Herren, Hærskares Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels konges fyrster, skal du redde dit liv; denne by skal ikke afbrændes og du og dit hus skal blive i live; men overgiver du dig ikke til dem, skal byen gives i kaldæernes hånd og de skal afbrænde den og du skal ikke undslippe deres hånd.” Men kong Zedekias sagde til Jeremias: “Jeg er ræd for de judæere, der er løbet over til kaldæerne, at kaldæerne skal overgive mig i deres hånd og at de skal drive spot med mig.” Så sagde Jeremias: “Det gør de ikke! Adlyd kun Herrens ord, som jeg taler til dig, så skal det gå dig vel og du skal blive i live.” VM4 182.4
Her blev Guds langmodige barmhjertighed udvist. Endda på dette sene tidspunkt kunne folkenes liv være sparet og byen reddet fra kæmpebrand, hvis hans krav blev indfriet. Men kongen mente at han var gået for langt for at trække det tilbage. Han var bange for jødernes liv, bange for at blive latterliggjort, bange for sit liv. Det var for ydmygende, på dette sene tidspunkt, at sige til folket: “Jeg anerkender at Herrens ord er talt gennem sin profet Jeremias, jeg tør ikke føre krig mod fjenden, efter alle disse advarsler.” VM4 183.1
Under tårer bønfaldt Jeremias kongen om at redde sig selv og folket. Under smerte forsikrede han ham at han ikke kunne undfly med sit liv og at alle hans ejendomme ville tilfalde Babylons konge. Han kunne ikke redde byen, hvis han ville. Men han var begyndt på det forkerte spor og ville ikke gå samme vej tilbage. Han ønskede at følge falske profeters og menneskers råd, hvem han virkelig foragtede og som gjorde nar af hans karaktersvaghed, for ikke at kunne opgive deres ønsker så hurtigt. Han opgav sin manddoms prægtigste frihed for at blive krybende slave for offentlig modstand. Selvom han ikke havde noget decideret ondt øjemed, havde han heller ikke fasthed til at stå frimodigt for det rigtige. Selvom han var overbevist om den sandhed, som Jeremias udtalte, havde han ikke moralsk modstandskraft til at adlyde hans råd, men fortsatte stadig på den forkerte vej. VM4 183.2
Han var endda for svag til at fortælle sine hofmænd og folk at han havde haft et møde med profeten, så vidt havde menneskefrygt taget ham i besiddelse. Hvis denne feje hersker var stået tappert for folket og sagt at han troede profetens ord allerede var halvt opfyldte, hvilken katastrofe kunne da være undgået! Han burde have sagt: “Jeg vil adlyde Herren og redde byen fra fuldstændig ødelæggelse. Jeg tør ikke se bort fra Guds bud fremfor menneskers frygt eller gunst. Jeg elsker sandheden, jeg hader synd og jeg vil følge Israels Mægtiges råd. Så ville folket have respekteret hans mod og dem som vaklede mellem tro og vantro ville have taget fast ståsted for det rigtige. Netop denne frygtløshed og rigtige handlemåde ville have indgydt hans undersåtter med beundring og loyalitet. Han kunne have fået en stor støtte og Israel ville være sparet for utallige brandulykker, massakrer og hungersnød. VM4 184.1
Men Zedekias’ svaghed var en forbrydelse han betalte så frygtelig en straf for. Fjenden fejede ned over byen, ligeom en mindre lavine og lagde byen øde. Hebræerhærerne blev slået tilbage i forvirring. Nationen var besejret. Zedekias blev taget til fange og hans sønner blev dræbt for hans øjne. Da blev han ført bort fra Jerusalem som fange og hørte sit ulykkelige folks skrig og flammernes brøl, der opslugte deres hjem. Hans øjne blev stukket ud og da han kom til Babylon omkom han ynkeligt. Dette var straffen for vantro og efterfølgelsen af ugudelige råd. VM4 184.2
Der er mange falske profeter i disse dage, for hvem synd ikke synes særlig modbydelig. De beklager sig over at folks fred unødigt forstyrres af Guds budbringeres irettesættelser og advarsler. Ligesom for dem dengang, dysser de syndige sjæle ned i en skæbnesvanger ro med deres behagelige og bedrageriske lære. Det gamle Israel blev således fortryllet af fordærvede præsters smigrene budskaber. Deres forudsigelse om velstand var behageligere end den sande profet, som rådede til anger og underkastelse. VM4 185.1
Guds tjenere bør vise en øm medfølenhed og vise for alle at de ikke er påvirket af nogen personlige motiver i deres omgang med folk og at de ikke finder fornøjelse i at give vredesbudskaber i Herrens navn. Men de må aldrig vige fra at påpege synder, der fordærver Guds bekendende folk, heller ikke ophøre med at få dem til at vende sig fra deres fejl og adlyde Herren. VM4 185.2
Dem som forsøger at dække over synd og gør det tydeligt mindre skærpende for lovbryderens sind, gør de falske profeters arbejde og må forvente Guds gengældelsesvrede ved en sådan handlemåde. Herren vil aldrig tilpasse sine veje efter et fordærvet menneskes ønsker. Den falske profet fordømte Jeremias for at plage folket med sine strenge forudsigelser og han forsøgte at berolige dem ved at love fremgang. Han mente at det stakkels folk ikke hele tiden skulle erindres om deres synder og trues med straf. Denne fremgangsmåde styrkede folket til at modstå den sande profets råd og forstærke deres fjendskab mod ham. VM4 185.3
Gud har ingen sympati for den, der gør ondt. Han giver ingen frihed til at dække over sit folks synder, heller ikke at råbe, “fred, fred,” når han har erklæret at der ikke vil være fred for den onde. Dem som anstifter oprør mod tjenere, som Gud har udsendt for at få sine budskaber ud, de gør oprør mod Herrens ord. VM4 185.4