I vore dage fremstilles Gud som en, hvis karakter vil forbyde ham at udslette synderen. Mennesker dømmer ud fra deres egen mangelfulde opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt. “Tænker du, at jeg er som du?” SI 50, 21. De sammenligner Gud med sig selv. De tænker på, hvordan de selv ville handle under samme omstændigheder, og kommer så til det resultat, at Gud ville gøre, som de tror, at de selv ville gøre... DSSIDSD 239.1
Ikke noget land eller nogen regering ville tillade forbrydere at afgøre, hvordan man skal straffe dem, der har overtrådt loven. AIt, hvad vi ejer — alle de gaver, Gud i nåde har skænket os, skylder vi ham. Den utrolige fordærvelse, det vidner om, at synde mod en sådan Gud, kan lige så lidt måles, som himlen kan måles med en håndsbred. Gud er ikke blot en Fader — han er også moralens vogter. Han er Lovgiver. Han giver love, og han hævder sine love. Hvis lovens overtrædelse ikke straffes, har loven jo ingen virkning. DSSIDSD 239.2
Måske vil nogen hævde, at en kærlig Fader ikke vil kunne tåle at se på, at hans børn bliver straffet med ild, hvis han kunne skåne dem for det. Men af hensyn til sine undersåtters velfærd og sikkerhed vil Gud straffe overtræderen. Gud handler ikke som mennesker. Han kan udøve en uendelig retfærdighed, som et menneske ikke har noget ret til at udøve over for sit medmenneske. Det ville have mishaget Gud, hvis Noa havde druknet en af de spottere, der plagede ham — men Gud druknede hele verden. Lot ville ikke have haft ret til at straffe sin svigersøn, men Gud gjorde det med streng retfærdighed. DSSIDSD 239.3
Hvem vover at sige, at Gud ikke vil gøre, hvad han har sagt, han vil gøre? -12MR 207-209; 10MR 265 (1876). DSSIDSD 240.1