Med triumfråb, hån og forbandelser er onde mænd lige ved at kaste sig over deres bytte, da et tæt mørke, dybere end den mørkeste nat, sænker sig over jorden. Så kommer en regnbue til syne på himlen. Den stråler med herligheden fra Guds trone og synes at omgive hver bedende gruppe. De vrede menneskemasser standser pludselig op. Deres hånlige råb dør hen. Målet for deres morderiske raseri er glemt. Opfyldt af bange anelser stirrer de på symbolet på Guds pagt og ønsker at gemme sig for det blændende lys... DSSIDSD 244.1
Det er ved midnat, Gud vil vise sin magt og befri sit folk. Solen kommer til syne i al sin glans. Tegn og undere følger i hurtig rækkefølge. De gudløse ser til med rædsel og undren, mens de retfærdige med højtidelig glæde betragter tegnene på deres befrielse. — GC 635, 636 (1911). DSSIDSD 244.2