Unge sabbatsholdere, som giver efter for verdens indflydelse, vil komme til at blive hårdt prøvede. Vi er midt inde i de sidste dages farer, og de unge vil møde prøver, som de ikke havde anelse om. De vil komme ind i forvirring og prøvende situationer, og det vil da vise sig om deres tro er ægte. De bekender sig til at forvente Menneskesønnen, og alligevel er der nogle af dem som har vist et meget dårligt eksempel for de vantro. De har ikke været villige til at forlade verden, men de har forenet sig med de verdslige på udflugter og andre sammenkomster, der går ud på at more sig, idet de har smigret sig med, at de tog del i uskyldige fornøjelser; og alligevel er det netop sådan eftergivenhed, der skiller dem fra Gud og gør dem til verdens børn. BTU 227.1
Der er nogle, som stadig læner sig til verden. Deres anskuelser og følelser harmonerer meget bedre med verdens ånd end den ånd, Kristi selvfornægtende efterfølgere burde have. Det falder ganske naturligt, at de foretrækker deres selskab, hvis ånd stemmer med deres egen. Sådanne har alt for megen indflydelse iblandt Guds folk. De tager del med dem og har et navn iblandt dem, men de vantro og de svage og vanhellige i menigheden finder støtte hos dem for deres dårlige færd. I denne rystelsens tid vil disse bekendere enten blive helt omvendt og helliggjort ved lydighed mod sandheden, eller de vil slutte sig helt til verden for at modtage løn sammen med de verdslige. BTU 227.2
De, som søger forlystelser, kan Gud ikke regne som sine efterfølgere. Kun de, som er selvfornægtende, og som lever et nøgternt, ydmygt og helligt liv, er Jesu sande efterfølgere; og sådanne kan ikke glæde sig ved den intetsigende og tomme samtale, de som elsker verden fører. BTU 227.3