Den sande kristne vil ikke gå ind på noget forlystelsessted eller tage del i nogen underholdning, over hvilken han ikke kan nedbede Guds velsignelse. Man vil ikke finde ham i teatret, i billiardsalonen eller på keglebanen. Han vil ikke svinge sig i balsalen eller tage del i nogen af de andre forheksende forlystelser, som udelukker Kristus fra sindet. BTU 241.2
Vi vil sige til dem, som forsvarer sådanne fornøjelser, at vi kan ikke tage del i dem i Jesu af nazarets navn. Guds velsignelse vil ikke hvile over de timer, vi anvender i teatret eller i dansesalen. Ingen kristen ville ønske at møde døden på et sådant sted. Ingen ville ønske at være der, når Kristus kommer. BTU 241.3
Når vi kommer til den sidste time og står ansigt til ansigt med nedtegnelsen af vor livsførelse, vil vi da angre, at vi har deltaget så lidt i den slags forlystelser, og at vi kun har haft få fornøjelsesstunder af den art? Vil vi ikke snarere bittert angre, at vi har bortødslet så mange dyrebare timer på formålsløs nydelse og forsømt så mange anledninger, som, hvis de var blevet benyttet ret, ville have givet os udødelige skatte? BTU 241.4
Det er blevet almindeligt iblandt dem, der bekender sig til religion, at undskylde næsten alle dårlige tilbøjeligheder, som hjertet giver efter for. Ved at være fortrolig med synden bliver de blinde for, hvor farlig den er. Mange, som bekender sig til at være Guds børn, ser igennem fingre med synder, som Guds ord fordømmer, idet de til deres ugudelige levevis knytter en eller anden slags godgørenhed til i menighedens navn. Således låner de himmelens godwill for at tjene den onde. Sjæle bliver bedraget, ledet på afveje, og dyd og ærbarhed tabes ved disse moderne adspredelser. BTU 242.1