Fra begyndelsen af har Gud ved sin Helligånd virket gennem menneskelige redskaber til fuldbringelsen af sin beslutning angående den faldne slægt. Dette viste sig i patriarkernes liv. Også til menigheden i Ørkenen på Moses’ tid gav Gud sin “gode Ånd til at undervise dem”; og på apostlenes tid virkede han mægtigt for sin menighed ved Helligånden. Den samme kraft, som opholdt patriarkerne, som gav Josua og Kaleb tro og frimodighed, og som gjorde apostelmenighedens arbejde frugtbringende, har opholdt Guds trofaste børn i alle de efterfølgende tidsaldre. Det var ved Helligåndens kraft, at valdensermenigheden i middelalderen hjalp til med at berede vejen for reformationen. Det var den samme kraft, som gjorde, at arbejdet lykkedes for de ædle mænd og kvinder, der banede vejen for oprettelsen af nutidens missionsvirksomhed og for Bibelens oversættelse til alle nationers og folks tungemål og dialekter. IMT 305.2