Den gode sæd ligger måske en tid lang ubemærket i et koldt, egenkærligt, verdsligt hjerte, tilsyneladende uden at have spiret, men senere, når Guds Ånd taler til sjælen, vokser den skjulte sæd op og bærer til sidst frugt til Guds ære. I vor gerning her i livet ved vi ikke, om dette eller hint skal lykkes. Det er heller ikke et spørgsmål, som vi skal afgøre. Vi skal udføre vort arbejde og overlade udfaldet til Gud. “Så din sæd ved gry og lad hånden ej hvile ved kvæld.” I Guds store pagt med menneskene siges der: “Herefter skal så længe Jorden står, sæd og høst . . . ikke ophøre.” Det er i tillid til dette løfte, at landmanden pløjer og sår. Vi skal ikke arbejde mindre tillidsfulde med den åndelige såning, men stole på hans forsikring: “Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.” “De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.” IMT 315.1