Guds folk må lade sig advare og kunne tyde tidernes tegn. Tegnene på Kristi komme er for tydelige til at kunne drages i tvivl; og i betragtning af disse ting bør enhver, som bekender sig til sandheden, være en levende forkynder. Gud formaner alle, både prædikanter og folket, til at vågne op. Hele himmelen er i bevægelse. Begivenhederne i jordens historie er hurtigt ved at afsluttes. Vi befinder os i de sidste dages vanskeligheder. Større farer forestår, og dog er vi ikke vågne. Denne mangel på aktivitet og alvor i Guds sag er frygtelig. Denne dødens sløvhed kommer fra Satan. IMT 46.1
Vantro omgiver vore menigheder som et ligklæde, fordi de ikke bruger de talenter, Gud har givet dem, og sender lyset videre til mennesker, som ikke kender den dyrebare sandhed. Herren kalder dem, der har fået tilgivelse og glæder sig i lyset, til at gøre andre bekendt med sandheden. IMT 47.1
Den onde søger nu at holde Guds folk i en tilstand af uvirksomhed, at afholde dem fra at udføre deres del i udbredelsen af sandheden, for at de til sidst må blive vejet på vægtskålen og fundet for lette. IMT 47.2
Menneskene er i fare Mangfoldige omkommer men hvor få er der ikke af bekendende kristne, som har en byrde for disse mennesker En verdens skæbne ligger på vægtskålen, men det berører næsten ikke selv dem, der hævder at de tror på den mest vidtrækkende sandhed, som nogen sinde er blevet skænket dødelige mennesker. Der er ikke nok af den kærlighed, som fik Jesus til at forlade sit hjem i Himmelen og påtage sig menneskets natur for at han som menneske kunne komme i berøring med menneskene og derved drage dem til Gud. Der er en sløvhed, en ligegyldighed over Guds folk, som hindrer dem i at forstå, hvad tiden kræver af dem. IMT 47.3
Satan bruger de såkaldte kristnes ligegyldige, søvnige magelighed til at styrke sin magt og vinde mennesker for sin sag. Mange der mener at selv om de ikke udfører nogen virkelig gerning for Kristus, er de dog på hans side, og sætter derved fjenden i stand til at vinde fodfæste og opnå fordele. Ved at undlade at være flittige arbejdere for Mesteren, ved ikke at udføre deres pligter eller tale et ord i rette tid, har de tilladt Satan at få magten over mange, som kunne have været vundet for Kristus. IMT 47.4
Når jeg studerer skrifterne, bliver jeg urolig for Guds Israel her i de sidste dage. De bliver formanet til at fly afgudsdyrkelsen. Jeg er bange for, at de sover og har lempet sig så meget efter verden, at det er svært at skelne mellem den, der tjener Gud, og den, der ikke tjener ham. Afstanden mellem Kristus og hans folk er blevet større, mens den er blevet mindre mellem dem og verden. Skillelinjen mellem Kristi såkaldte ejendomsfolk og verden er næsten udvisket. Ligesom det gamle Israel efterligner de, de omboende folkeslags vederstyggeligheder.” IMT 47.5