Der er en mængde fattige familier, for hvilke man ikke kunne gøre noget bedre missionsarbejde end ved at hjælpe dem til at nedsætte sig på landet og lære, hvorledes de der kunne skaffe sig et levebrød af jordens frembringelser. Trangen til netop sådan hjælp og sådant oplysningsarbejde indskrænker sig ikke til byerne alene. Selv på landet med alle dets muligheder for et bedre liv findes der en mængde fattige, som er i stor trang. Der gives hele distrikter, som er blottede for oplysning i industriel og sanitær henseende. Der er familier, som lever i usle hytter, tarveligt forsyndede med møbler og klæder, uden redskaber, uden bøger, blottede for livets bekvemmeligheder og uden midler til udvikling. Mennesker, fordærvede i sjælen og svage, vanskabte på legemet, åbenbarer følgerne af en slet fædrene arv og fejlagtige livsvaner. Disse mennesker må oplyses lige fra begyndelsesgrundene. De har ført et hjælpeløst, dovent og fordærvet liv, og de behøver at oplæres i rigtige vaner. IMT 155.2
Opmærksomheden bør henledes på industrielle foretagender af forskellig slags, hvor fattige familier kan få beskæftigelse. Snedkere, tømre, smede, ja enhver, som har lært et eller andet nyttigt håndværk, bør føle det som sin pligt at undervise og hjælpe de uvidende og arbejdsløse. IMT 156.1
Kristne landmænd kan gøre virkeligt missionsarbejde ved at hjælpe de fattige til at oprette hjem på landet og lære dem at dyrke jorden og gøre den frugtbar. Lær dem at anvende jordbrugsredskaber, at dyrke forskellige produkter og at anlægge og passe en frugthave. IMT 156.2
I arbejdet med at hjælpe de fattige er der et stort virkefelt for kvinder såvel som for mænd. Der er behov for alles hjælp, som har en grundig forståelse af et arbejde, f.eks. madlavning, husgerning, syning eller sygepleje. Lad medlemmerne i de fattige hjem få undervisning i madlavning, i at sy og istandsætte deres eget tøj, pleje de syge og holde hjemmene i tilbørlig orden. Lad drenge og piger få grundig undervisning i et eller andet nyttigt håndværk eller arbejde. IMT 156.3