Jeg er blevet undervist om, at endog hvor folket hører budskabet gennem den levende forkynder, bør kolportøren fortsætte sin gerning i samarbejde med prædikanten; for selv om prædikanten med troskab fremholder budskabet, er folk ikke i stand til at huske alt. Det trykte ord er derfor af væsentlig betydning, ikke blot for at gøre betydningen af sandheden for denne tid klar for dem, men for at rodfæste og grundfæste dem i sandheden og befæste dem imod forførende vildfarelse. Blade og bøger er de redskaber, Gud benytter til stadig at bringe budskabet for denne tid til menneskene. Ved at oplyse og befæste sjæle i sandheden vil skrifter gøre en langt større gerning end den, der kan udrettes ved ordets forkyndelse alene. De tavse budbærere, som ved kolportørens arbejde anbringes i hjemmene, vil i enhver henseende styrke den evangeliske forkyndelse; for Helligånden vil gøre indtryk på menneskers sind, når de læser bøgerne, ligesom den gør indtryk på deres sind, der lytter til ordets prædiken. Den samme tjeneste, som engle udfører gennem prædikantens gerning, ledsager de bøger, der indeholder sandheden. — “Testimonies”, VI, side 313-316. KE 9.1
Ligesom Gud velsigner prædikanten og evangelisten i deres alvorlige bestræbelser for at bringe sandheden til folket, således vil han velsigne den trofaste kolportør. — “Testimonies”, VI, side 340. KE 10.1
Den ydmyge, virksomme arbejder, som i lydighed følger Guds kald, kan være sikker på guddommelig bistand. Følelsen af et så stort og helligt ansvar virker i sig selv opløftende på karakteren. Det sætter de højeste åndelige evner i virksomhed, og deres stadige anvendelse styrker og renser hjerte og sind. Indflydelsen deraf på ens eget liv såvel som på andres lader sig ikke beregne. KE 10.2
Ligegyldige tilskuere vil måske ikke påskønne dit arbejde eller indse dets betydning. De mener måske, at det er en beskæftigelse, der betyder tab, et liv i utaknemmeligt arbejde og selvopofrelse. Men Jesu tjener ser det i lyset, der skinner fra korset. Hans opofrelser synes små i sammenligning med den velsignede Mesters, og han glæder sig over at følge i hans fodspor. Hans fremgang i arbejdet bringer ham den reneste glæde og er den rigeste belønning for et liv i tålmodigt slid. — Samme. KE 10.3