Under Uzzijas [også kaldet Azarja] lange regering i Judas og Benjamins land var der en sådan velstand, som landet ikke havde oplevet under nogen konge, siden Sa-lomo døde næsten to hundrede år tidligere. Kongen styrede klogt i mange år, Himmelen stod ham bi, og hans hære generobrede en del af det landområde, som var gået tabt nogle år tidligere. Han genopbyggede og be-fæstede forskellige byer, og landet styrkede sin stilling blandt nabofolkene. Handelen tog et opsving, og der strømmede rigdomme fra mange lande til Jerusalem. Uzzijas “ry nåede viden om, thi på underfuld måde blev han hjulpet til stor magt”. 2 Krøn. 26, 15. PoK 149.1
Den materielle velstand blev dog ikke fulgt op af en tilsvarende fremgang på det åndelige område. Tempeltj enesten fortsattes som tidligere, og folk strømmede til i store skarer for at tilbede den levende Gud, men ydmyghed og oprigtighed veg gradvis pladsen for stolthed og formalisme. Der står om Uzzija selv: “Men da han var blevet mægtig, blev hans hjerte hovmodigt, så han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod Herren sin Gud.” 16. vers. PoK 149.2
Uzzija formastede sig til at begå en synd, som blev skæbnesvanger for ham. Kongen trodsede Herrens udtrykkelige befaling om, at kun Arons efterkommere måtte forrette præstetjeneste, og gik ind i helligdommen “for at brænde røgelse på røgelsesalteret”. Ypperstepræsten Azarja og hans medhjælpere protesterede og bad ham opgive sit forehavende. “Du har handlet troløst,” sagde de, “og det tjener dig ikke til ære for Herren din Gud!” 16. og 18. vers. PoK 149.3
Uzzija blev rasende over, at han kongen blev irettesat på den måde. Men han fik ikke lov at vanhellige Guds hus og trodse præsternes forenede protest. Mens han stod der, vred og trodsig, straffede Gud ham. Der slog spedalskhed ud på hans pande. Han flygtede forfærdet og gik aldrig ind i templets forgårde mere. Uzzija var spedalsk til sin dødsdag nogle år senere og var således et levende vidnesbyrd om, hvor uklogt det er at sætte sig op imod et tydeligt: “Så siger Herren.” Det gavnede ham ikke, at han henviste til sin høje stilling og sin lange, tro tjeneste, da han havde begået den for-mastelige synd, som satte en plet på de sidkontrol, og tanken om folkets hårdnakkethed og vantro fik opgaven til at se håbløs ud. Skulle han i fortvivlelse opgive sin gerning og lade Juda dyrke deres afguder i fred? Skulle Nineves guder have magten på jorden og trodse Himmelens Gud? PoK 149.4
Det var sådanne tanker, der optog Esajas’ sind, da han stod i templets søjlegang. Pludselig så det ud, som om porten og det inderste forhæng i templet blev fjernet, og han fik lov at se ind i det allerhelligste, hvor selv en profet ikke havde adgang. Her så han et syn. Herren sad på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. På begge sider af tronen stod serafer. De skjulte ær-bødigt ansigtet, idet de gjorde tjeneste for deres skaber, og råbte højtideligt: “Hellig, hellig, hellig er hærskarers Herre, al jorden er fuld af hans herlighed!” Således fortsatte de, indtil dørstolpernes hængsler og cedertræsporten syntes at ryste ved råbet, og huset fyldtes af deres lovprisning. Es. 6, 3. PoK 151.1
Denne åbenbaring af Herrens herlighed og majestæt, renhed og hellighed gjorde et uudsletteligt indtryk på Esajas. Hans skabers absolutte fuldkommenhed stod i den skarpeste modsætning til Israels og Judas det udvalgte folks synd og ufuldkommenhed. “Ve mig!” råbte han, “det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre!” 5. vers. For ham så det ud, som om han stod over for Guds ufordunklede herlighed i det allerhelligste, og han var fuldstændig klar over, at han umuligt kunne røgte den gerning, som han var blevet kal-det til, i sin egen ufuldkommenhed og svag-hed. Men nu blev der sendt en seraf hen for at hjælpe ham og udruste ham til hans store gerning. Serafen berørte hans læber med et glødende kul og sagde: “Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!” Derpå lød Guds røst: “Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?” og Esajas svarede: “Her er jeg, send mig!” 7. og 8. vers. PoK 151.2
Den himmelske gæst sagde til det ventende sendebud: “Gå hen og sig til dette folk: PoK 151.3
Hør kun, dog skal I intet fatte,
se kun, dog skal I intet indse!
Gør hjertet sløvt på dette folk,
gør dets ører tunge, det øjne blinde,
så det ikke kan se med øjnene,
ej heller høre med ørene,
ej heller fatte med hjertet
og omvende sig og læges.” 9. og 10. vers. PoK 151.4
Her var ikke noget at tage fejl af. Profeten skulle hæve røsten og protestere imod de herskende onder. Men han var bange for at begynde sin gerning, før han havde fået forsikring om, at det kunne nytte. Derfor spurgte han: “Hvor længe, Herre?” Er der ingen i dit udvalgte folk, som nogen sinde vil komme til at forstå og angre og blive helbredt ? PoK 151.5
Hans dybe bekymring for det vildfarne Juda skulle ikke være forgæves. Han skulle heller ikke arbejde uden at se resultater. Men de synder, som havde været i tiltagen igennem flere slægtled, kunne ikke bortryddes i hans levetid. Han skulle være en tålmodig og tapper lærer hele sit liv og både opmuntre og irettesætte folket. Når Guds vilje til sidst var fuldbyrdet, ville mange se frugten af hans og af alle Guds trofaste tjeneres arbejde. Der ville blive frelst en lille flok. For at dette kunne ske, skulle det oprørske folk advares og opfordres til at omvende sig. Herren sagde: PoK 151.6
“Til byerne er øde, uden beboere,
og husene uden et menneske,
og agerjorden ligger som ørk!”
“Og Herren vil fjerne menneskene,
og tomhed skal brede sig i landet. ” 11. og 12. vers. PoK 152.1
De hårde straffedomme, som skulle ramme de ubodfærdige krig, landflygtighed, undertrykkelse og tabet af magt og anseelse blandt andre nationer var nødvendige for at få dem, der ville betragte disse tilskikkelser som et udslag af Guds vrede, til at omvende sig. Nordrigets ti stammer ville inden længe blive adspredt blandt folke-slagene og deres byer lagt øde. De fjendtlige nationers krigshære ville atter og atter hærge deres land. Til sidst ville selv Jerusalem falde og Juda blive ført i fangenskab. Men Det forjættede Land skulle ikke ligge øde hen for bestandig. Den himmelske gæst sagde til Esajas: PoK 152.2
“Er der endnu en tiendedel deri,
skal også den udryddes —
som en terebinte eller eg,
af hvilken en stub bliver tilbage,
når den fældes.
Dens stub er hellig sæd.” 13. vers. PoK 152.3
Forsikringen om, at Guds vilje til sidst ville blive fuldbyrdet, gav Esajas nyt mod. Hvad betød det, at de jordiske magter sluttede sig sammen imod Juda, eller at Herrens tjener mødte modstand? Esajas havde set Kongen, Hærskarers Herre, hørt seraferne synge: “Al jorden er fuld af hans herlighed!” Han havde fået det løfte, at Helligåndens overbevisende kraft ville ledsage Herrens budskab til det vildfarne Juda, og pro-feten blev styrket til den opgave, som ventede ham. 3. vers. Gennem hele sin lange og vanskelige gerning bevarede han mindet om dette syn. I tres år eller mere løftede han håbets fane for Judas børn og forudsagde med stadig større dristighed menighedens fremtidige sejr. PoK 152.4