Dette kapitel er bygget over Neh. 13.
Judas folk havde offentligt sluttet en højtidelig pagt om at ville adlyde Guds lov, men da Ezra og Nehemias midlertidigt forlod byen, var der mange, der faldt fra Herren. Nehemias rejste tilbage til Persien, og mens han var borte fra Jerusalem, ind-sneg der sig synder, som truede med at for-dærve hele folket. Det gik så vidt, at af-gudsdyrkerne ikke blot fik fodfæste i byen, men besmittede selve templet. Ypperstepræ-sten Eljasjib og Israels bitre fjende, ammonit-ten Tobija, var blevet venner, fordi fami-lierne havde giftet sig ind i hinanden. På grund af dette ulovlige og vanhellige slægt-skab havde Eljasjib givet Tobija tilladelse til at bo i et af templets kamre, som tidligere var blevet benyttet til opbevaringsrum for folkets tiende og offerydelser. PoK 325.1
Gud havde sagt ved Moses, at ammonitterne og moabitterne for evigt skulle være udelukkede fra hans menighed, fordi de havde været så grusomme at forråde Israel. Se 5 Mos. 23, 3-6. I åbenlys trods mod dette ord havde ypperstepræsten fjernet de offergaver, som blev opbevaret i dette kammer i Guds hus, for at skaffe plads til en mand fra det folk, som skulle være udelukket fra Israel for evigt. Det var en grov hån imod Gud at vise denne fjende af Herren og hans sandhed en sådan ære. PoK 325.2
Da Nehemias kom tilbage fra Persien og hørte, hvor groft templet var blevet vanhelliget, lod han omgående manden sætte på porten. Han siger: “Det harmede mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas bohave ud af kammeret og bød, at man skulle rense kammeret, hvorefter jeg atter bragte Guds hus’ kar, afgrødeofferet og røgelsen derind.” PoK 325.3
Man havde ikke blot vanhelliget templet, men også anvendt offergaverne forkert. Resultatet heraf var, at folket tabte lysten til at give. De havde mistet deres iver og begejstring og vægrede sig ved at betale tiende. Herrens hus’ skatkammer var næsten tomt. Mange af sangerne og det øvrige personale, som var knyttet til tempeltjenesten, havde forladt deres gerning i Guds hus og søgt anden beskæftigelse, fordi de ikke fik tilstrækkeligt til deres underhold. PoK 325.4
Nehemias påtog sig at rette disse fejl. Han sammenkaldte dem, der havde forladt deres gerning i Herrens hus, “og satte dem på deres pladser”. Nu fik folket atter tillid til tempeltjenesten, og hele Juda bragte “tienden af kornet, mosten og olien til forrådskamrene”. “Pålidelige” mænd fik overdraget “tilsynet med forrådskamrene”, og det blev overdraget dem at “uddele tienden til deres brødre”. PoK 325.5
Israelitternes sarnkvem med afgudsdyrkerne havde også ført til, at de overtrådte sabbaten. Sabbatshelligholdelsen udmærkede netop israelitterne som den sande Guds tjenere. Nehemias opdagede, at hedenske købmænd og handelsfolk, der kom til Jerusalem fra byens opland, havde fået adskillige af israelitterne til at handle om sabbaten. Nogle af israelitterne ville ikke lade sig overtale til at ofre deres principper, men adskillige af deres landsmænd overtrådte sabbatsbudet og forsøgte sammen med hedningerne at få de mere samvittighedsfulde israelitter til at overvinde deres skrupler. Mange dristede sig til at overtræde sabbaten åbenlyst. Nehemias skriver: “I de dage så jeg i Juda nogle træde persekarrene på sabbaten, og andre så jeg bringe korn i hus eller læsse det på deres æsler, ligeledes vin, druer, figener og alle slags varer, og bringe det til Jerusalem på sabbaten ... Også havde folk fra Tyrus bosat sig der, og de kom med fisk og alskens varer og solgte dem på sabbaten til jøderne i Jerusalem.” PoK 326.1
Dette kunne have været undgået, hvis folkets øverster havde udøvet deres myndighed, men de begunstigede de gudløse af hensyn til deres egne interesser. Nehemias irettesatte dem uforfærdet for deres pligtforsømmelse. “Hvor kan I handle så ilde og vanhellige sabbatsdagen?” spurgte han strengt. “Har ikke vor Gud bragt al denne ulykke over os og over denne by, fordi eders fædre handlede således? Og I bringer endnu mere vrede over Israel ved at vanhellige sabbaten!” Derpå gav han befaling til, at portene skulle lukkes, “så snart mørket faldt på i Jerusalems porte”, og at de ikke skulle åbnes igen, før sabbaten var omme. Da han nærede mere tillid til sine egne tjenere end til dem, som myndighederne i Jerusalem udpegede, lod han dem tage opstilling ved portene for at sørge for, at hans ordrer blev efterkommet. PoK 326.2
“De handlende og de, der solgte alle slags varer,” ville dog ikke give op uden videre, men overnattede uden for Jerusalem et par gange i håb om, at enten byens indbyggere eller landbefolkningen ville handle med dem. Nehemias truede med at straffe dem, hvis de fortsatte hermed. Han sagde: “Hvorfor bliver I natten over uden for muren? Hvis I gør det en anden gang, lægger jeg hånd på eder!” “Og siden kom de ikke mere på sabbaten.” Han bød også levitterne vogte portene, fordi han var klar over, at de havde mere respekt med sig end lægfolket. Desuden måtte man også kunne forvente, at de ville indskærpe lydighed imod loven med større nidkærhed, fordi de var så nært knyttet til gudstjenesten. PoK 326.3
Nehemias rettede nu atter opmærksomheden mod den fare, som truede Israel på grund af deres ægteskab med afgudsdyrkere og deres samkvem med hedninger. Han skriver: “På samme tid lagde jeg også mærke til, at hos de jøder, der havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske kvinder, talte halvdelen af børnene asdoditisk eller et af de andre folks sprog, men kunne ikke tale jødisk.” PoK 326.4
Disse lovstridige ægteskaber skabte stor forvirring i Israel, for nogle af de skyldige beklædte høje stillinger, og folket kunne med rette forlange, at disse mænd levede et eksemplarisk liv og gik foran med et godt eksempel. Nehemias forudså, hvilke ulykkelige følger dette onde ville få for hele folket, hvis det fik lov at fortsætte, og gik alvorligt i rette med dem, der havde forbrudt sig. Han henviste til kong Salomo og mindede om, at denne konge ikke havde sin lige blandt noget folk, fordi Gud gav ham så megen visdom. Til trods herfor havde afgudsdyrkende kvinder fået ham til at forkaste Gud, og hele Israel var blevet fordærvet på grund af hans eksempel. Nehemias sagde alvorligt: “Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare misgerning ... ?” “Giv dog ikke deres sønner eders døtre til ægte og tag ikke deres døtre til hustruer for eders sønner eller eder selv!” PoK 326.5
Da han havde mindet dem om Guds befalinger og trusler og de frygtelige straffe, som havde ramt Israel i fortiden på grund af denne synd, vågnede deres samvittighed. Der blev iværksat en reformation med det resultat, at de undgik at få Guds vrede at føle og i stedet vandt hans bifald og velnelse. PoK 327.1
Nogle af de mænd, som beklædte hellige embeder, bad om tilladelse til at beholde deres hedenske hustruer, fordi de ikke nænnede at skille sig af med dem; men der blev ikke gjort forskel og taget hensyn til rang eller stilling. De præster og øverster, der nægtede at afbryde forbindelsen med afgudsdyrkerne, mistede øjeblikkelig deres stilling i Herrens tempel. En af ypperstepræstens sønnesønner havde giftet sig med en datter af den berygtede Sanballat. Han blev ikke blot fjernet fra sin stilling, men øjeblikkelig udelukket fra Israel. Nehemias bad: “Tilregn dem, min Gud, at de besmittede præstedømmet og præsternes og levitternes pagt!” PoK 327.2
Først i dommen vil det komme frem, hvor megen sjælekval denne påkrævede strenghed voldte Guds trofaste tjener. Han måtte ustandselig kæmpe mod sine modstandere og opnåede ingen resultater uden ved faste, ydmygelse og bøn. PoK 327.3
Adskillige af dem, der havde giftet sig med afgudsdyrkere, valgte landflygtigheden sammen med deres ægtefælle, og disse sluttede sig nu sammen med samaritanerne. Det samme gjorde de, der var blevet udelukket fra Israels menighed. Der var også nogle af de højtstående embedsmænd inden for Guds værk, der gik over til samaritanerne, og som tiden gik, viede de dette folk alle deres ev-ner og kræfter. Samaritanerne var interesseret i at styrke disse bånd og lovede at indrette sig mere efter den jødiske tro og de jødiske skikke. De mennesker, der havde vendt jødedommen ryggen, besluttede, at de ville overgå deres forhenværende landsmænd, og byggede et tempel på Garizims bjerg som et modstykke til Guds hus i Jerusalem. Deres religion har altid været en blanding af judaisme og hedenskab, og deres krav på at være Guds folk har været en kilde til splittelse, kappestrid og fjendskab imellem de to folk fra slægt til slægt. PoK 327.4
I det reformarbejde, der skal udføres i dag, er der brug for mænd, der ligesom Ezra og Nehemias nægter at pynte på eller undskylde synden og ikke er bange for at forsvare Guds ære. De, der bærer dette tunge ansvar, vil ikke tie, når der begås uret, og de vil heller ikke søge at dække over synden med en kappe af falsk barmhjertighed. De glemmer ikke, at der ikke er personsanseelse hos Gud, og at strenghed over for de få kan betyde barmhjertighed over for de mange. De husker også på, at Kristi ånd altid bør kendetegne det menneske, der revser synden. PoK 327.5
Ezra og Nehemias ydmygede sig over for Gud under udøvelsen af deres gerning. De bekendte deres egne og folkets synder og bønfaldt Gud om nåde lige så indtrængende, som om det var dem selv, der havde overtrådt hans pagt. De arbejdede, bad og led tålmodigt. Det, der vanskeliggjorde deres opgave, var ikke hedningernes fjendtlige indstilling, men den hemmelige modstand, som de mødte hos folk, der foregav at være deres venner. Disse mennesker gjorde Guds tjeneres problemer ti gange vanskeligere, fordi de øvede en indflydelse, som fremmede synden. Disse forrædere skaffede Her-rens fjender våben i hænde til krigen imod hans folk. Deres onde tilbøjeligheder og oprørske viljer gik altid på tværs af Guds krav. PoK 328.1
De store resultater, som Nehemias opnåede, viser, hvad der kan udrettes ved bøn, tro og en klog, energisk indsats. Nehemias var ikke præst. Han var heller ikke profet. Han gav sig ikke ud for at være noget stort. Han var en reformator, der fremstod i en betydningsfuld tid. Det var hans mål at få sit folk til at slutte fred med Gud. Han havde sat sig et stort mål og satte al sin kraft ind på at nå det. Hele hans færden var præget af ærlighed og retlinethed. Når han kom i forbindelse med mennesker, som gjorde det onde og satte sig op imod det, der er ret, optrådte han så bestemt, at folket blev revet med og arbejdede med frisk mod. De kunne ikke benægte, at han var ærlig og elskede sit land og sin Gud, og da de så dette, fulgte de ham villigt. PoK 328.2
Når Gud betror mennesker et ansvar, er det deres religiøse pligt at røgte det med flid. De bør gribe de anledninger, som Gud giver dem, til at fuldbyrde hans vilje. De vil vinde herlige sejre, hvis de handler hurtigt og beslutsomt, men hvis de tøver og viser forsømmelighed, vil de lide nederlag, og Guds navn vil blive vanæret. Hvis lederne inden for sandhedens sag ikke er i besiddelse af en brændende nidkærhed, men er ligegyldige og ubeslutsomme, bliver menigheden også ligegyldig, sløv og forlystelsessyg. Hvis lederne derimod har fattet et helligt forsæt om at ville tjene Gud og ham alene, vil folket være enigt og fuldt af håb og begejstring. PoK 328.3
Guds ord er fuldt af slående modsætninger. Synd og hellighed stilles op imod hinanden, for at vi tydeligt skal kunne se modsætningen og undgå det ene og vælge det andet. Sanballats og Tobijas had, løgne og færræderi er beskrevet på de samme blade som Ezras og Nehemias’ troskab, offervilje og ædle optræden. Vi kan selv bestemme, hvem af dem vi vil ligne. På den ene side ser vi de frygtelige følger af at overtræde Guds bud, og på den anden side ser vi de velsignelser, som er en frugt af lydighed. Vi skal selv afgøre, om vi vil lide under forbandelsen eller nyde velsignelsen. PoK 328.4
Det genopbygningsarbejde og de reformer, som blev gennemført af de hjemvendte landflygtige under Zerubbabels, Ezras og Nehemias’ ledelse, er et billede på et åndeligt genopbygningsarbejde, som skal udføres i de sidste dage af denne jords historie. Den rest, der var tilbage af Israel dengang, var svag, og den blev udsat for fjendens angreb; men Gud havde besluttet, at disse skulle holde kundskaben om ham og hans lov ved lige på jorden. De værnede om den sande gudsdyrkelse og vågede over hans hellige ord. De havde mange forskellige erfaringer, mens de var beskæftiget med at genopbygge templet og Jerusalems mur, og de mødte hårdnakket modstand. De mænd, der ledede dette arbejde, måtte trække et tungt læs, men deres tro var urokkelig. De var udmyge, de stolede fast på Gud og var overbevist om, at han ville føre sin sag frem til sejr. Det, der står skrevet om Ezekias, passer også på Nehemias. Han “holdt fast ved Herren og veg ikke fra ham, og han overholdt de bud, Herren havde givet Moses. Og Herren var med ham”. 2 Kong. 18, 6. 7. PoK 328.5
Den åndelige genopbygning, som byggearbejdet på Nehemias’ tid var et symbol på, er skildret af Esajas i følgende ord: “De skal bygge på ældgamle tomter, rejse fortidsruiner, genopbygge nedbrudte byer.” “Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du “murbrudsbøder”, “genskaber af farbare veje”. Es. 61, 4; 58, 12. PoK 329.1
Profeten beskriver her et folk, som søger at hævde Guds riges principper på en tid, hvor det store flertal af menneskeheden har forladt sandhed og ret. De bøder et brud, som er blevet slået i Guds lov den mur, som er blevet anbragt rundt om hans udvalgte folk for at beskytte dem. Deres lydighed imod denne lovs retfærdige, sande og hellige forskrifter skal være deres evige værn. PoK 329.2
Profeten benytter utvetydige ord for at beskrive den specielle gerning, som skal udføres af den lille håndfuld mennesker, som skal bygge muren. “Varer du din fod på sabbaten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbaten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.” Es. 58, 13. 14. PoK 329.3
I jordens sidste tid vil alt det, som Gud har forordnet, blive anbragt på sin rette plads igen. Det brud, som blev slået i loven, da menneskene forandrede sabbaten, skal udbedres. Guds sidste menighed, der skal optræde som reformatorer over for verden, skal gøre det klart, at Guds lov er grundlaget for al varig reform, og at sabbaten, som indskærpes i det fjerde bud, skal blive ved at bestå som et minde om skabelsen og et evigt monument om Gud kraft. De skal tydeligt og klart påvise, at det er en absolut nødvendighed at adlyde alle de ti bud. Kristi kærlighed skal drive dem til at arbejde sammen med ham for at genopbygge tomterne. De skal være “murbrudsbødere”, “genskabere af farbare veje”. Se 12 vers. PoK 329.4
* * * * *