Dette kapitel er bygget over 1 Kong. 17, 1-7.
På Akabs tid boede der en troens og bøn-nens mand imellem Gileads bjerge øst for Jordanfloden. Han skulle komme til at øve en uforfærdet profetgerning for at standse det frafald, der var i rivende ud-vikling i Israel. Tisjbitten Elias boede langt ude på landet. Han beklædte ikke nogen høj stilling, men han begyndte sin gerning i til-lid til, at Gud ville berede vejen for ham og give ham rige resultater. Der lå tro og kraft bag hans ord, og hele hans liv var viet reformarbejdet. Han var en røst af en,der råber i ørkenen for at revse synd og tvinge ondskabens flodbølge tilbage. Men samtidig med at han revsede folkets synd, tilbød han at skænke Gileads balsam til alle de sjæle, som ønskede at blive helbredt for syndens sygdom. PoK 63.1
Det pinte Elias’ sjæl og vakte hans harme at se Israel synke dybere og dybere ned i afgudsdyrkelse. Gud havde gjort store ting for sit folk. Han havde udfriet dem af trældommen og givet dem “folkenes lande”, for at de skulle “holde hans bud og efterkomme hans love”. Sl. 105, 44. 45. Men nu havde Israel næsten glemt Guds velger ninger. Vantroen drev det udvalgte folk længere og længere bort fra ham, som var kilden til deres styrke. Elias holdt øje med dette frafald fra sit tilbagetrukne hjem i bjergene og blev overvældet af sorg. Dybt bedrøvet bad han Gud bremse det folk, som en gang nød hans gunst, i dets ondskab og om nødvendigt straffe dem for at få dem til at se den synd, som de havde begået over for Himmelen, i dens rette lys. Han håbede, at de ville angre, før de gik så vidt i deres ondskab, at Herren måtte tilintetgøre dem fuldstændig. PoK 63.2
Elias’ bøn blev hørt. Til trods for gentagne appeller, formaninger og advarsler angrede Israel ikke. Nu var det nået dertil, at Gud var nødt til at tale til dem ved hjælp af straffedomme. Ba’alsdyrkerne påstod, at himmelens velsignelser duggen og regnen — ikke kom fra Herren, men skyldtes naturkræfterne, og at det var solens skabende energi, som berigede jorden og fik den til at frembringe sine afgrøder. På grund af denne påstand skulle Guds forbandelse hvile tungt over det besmittede land. Israels frafaldne stammer skulle komme til at indse, hvor tåbeligt det var at tro, at deres timelige velsignelser skyldtes Ba’als kraft. Nu skulle der hverken falde dug eller regn i landet, før folket angrende søgte Gud og anerkendte, at han var kilden til alle velsignelser. PoK 63.3
Elias fik betroet at overbringe Akab Himmelens domsbudskab. Han bad ikke selv om at blive Herrens sendebud; Herrens ord kom til ham. Men Elias var fyldt af nidkærhed for Guds ære og tøvede ikke med at efterkomme Guds befaling, skønt der var fare for, at den onde konge øjeblikkelig ville dræbe ham, hvis han adlød Gud. Profeten drog straks af sted og rejste både dag og nat, indtil han nåede Samaria. Da han kom til slottet, bad han ikke om tilladelse til at komme ind; han ventede heller ikke på, at man skulle give kongen meddelelse om, at han var kommet. Iført de grove klæder, som profeterne sædvanligvis bar på den tid, gik han forbi vagterne. Det ser ud, som om de ikke engang lagde mærke til ham. Han blev stående et øjeblik foran den over-raskede konge. PoK 64.1
Elias undskyldte ikke, at han var kommet så uventet. Han var udsendt af en, der var større end Israels konge. Han løftede sin hånd imod himmelen og sagde i den levende Guds navn, at den Allerhøjestes straffe ville ramme Israel. “Så sandt Herren, Israels Gud, lever,” sagde han, “han, for hvis åsyn jeg står, i de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud.” PoK 64.2
Elias kunne ikke have overbragt sit budskab, hvis han ikke havde haft en stærk tro på Guds ords aldrig svigtende kraft. Hvis han ikke havde næret ubetinget tillid til den Gud, han tjente, ville han aldrig være trådt frem for Akab. På vejen til Samaria var Elias gået forbi elve, som aldrig løb tørre, og frodige høje og prægtige skove, der så ud, som om de aldrig skulle visne. Så langt øjet rakte, var der smukt. Profeten kunne have givet sig til at spekulere på, hvordan evigt rindende floder kunne løbe tørre, og hvorledes disse høje og dale kunne blive afsvedet af tørke. Men han lod ikke vantroen få indpas. Han troede fuldt og fast, at Gud ville ydmyge det frafaldne Israel, og at de kommende straffedomme ville få folket til at angre. Himmelens dekret var givet, og Guds ord kunne ikke slå fejl. Elias udførte frygtløst sit hverv, skønt det skete med fare for hans liv. Budskabet om den truende dom kom som et lyn fra en klar himmel for den onde konge, men inden Akab nåede at genvinde fatningen eller finde et svar, var Elias borte. Han ventede ikke for at se, hvorledes kongen ville reagere på hans budskab, men for-svandt lige så hurtigt, som han var kommet. Herren drog foran ham og beredte vejen. Han modtog denne ordre: “Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved bækken Krit østen for Jordan; du skal drikke af bækken, og ravnene har jeg pålagt at sørge for føde til dig der.” PoK 64.3
Kongen forhørte sig meget nøje om profeten, men denne var borte. Dronning Jesabel blev vred over det budskab, som holdt himmelens velsignelser tilbage, og rådførte sig omgående med Ba’als præster. Både hun og præsterne forbandede profeten og udfordrede Guds vrede. Men skønt det var dem så magtpåliggende at finde den mand, der havde udtalt dommen, ville det ikke lykkes. De kunne heller ikke skjule, at landet var blevet domfældt på grund af det rådende frafald. Nyheden om Elias’ fordømmelse af Israels synder og hans forudsigelse af den forestående straf spredtes som en løbeild i landet. Nogle blev bange, men i det store og hele modtog folket det himmelske budskab med hån og foragt. PoK 64.4
Profetens ord gik omgående i opfyldelse, og de, der til at begynde med var tilbøjelige til at spotte tanken om, at der ville ske en katastrofe, kom snart på alvorligere tanker. I løbet af nogle få måneder blev jorden tør, og planterne visnede, fordi der hverken faldt dug eller regn. Lidt senere faldt vandstanden i floder, som aldrig før var løbet tørre, og kilderne begyndte at udtørres. Til trods herfor tilskyndede lederne folket til at stole på Ba’als magt og feje Elias’ profeti til side som tom snak. Præsterne blev ved at påstå, at det var Ba’al, der frembragte regn. “Frygt ikke for Elias’ Gud og vær ikke bange for hans ord,” sagde de, “for det er Ba’al, der frembringer høsten og skaffer føde til men-nesker og dyr.” PoK 65.1
Guds budskab til Akab gav Jesabel og hendes præster og alle dem, der dyrkede Ba’al og Astarte, en anledning til at sætte deres guders magt på prøve og bevise, at Elias’ ord var falsk hvis de kunne. Elias’ profeti stod helt alene over for hundreder af afgudspræsters påstand. Hvis Ba’al stadig kunne sende dug og regn, få floderne til at fortsætte deres løb og planterne til at vokse til trods for profetens ord, så måtte Israels konge gerne tjene ham, og folket måtte gerne sige, at han var Gud. PoK 65.2
Ba’als præster er besluttede på at gøre, hvad de kan, for at undgå, at bedrageriet bliver afsløret. De fortsætter derfor med at ofre til deres guder og råbe til dem dag og nat for at få dem til at vederkvæge jorden. Præsterne forsøger at stille deres guders vrede ved at bringe dem kostbare gaver, og med en nidkærhed og udholdenhed, som er en bedre sag værdig, bliver de stående omkring deres hedenske altre for at bede om regn. Nat efter nat høres deres råb og bønner i det domfældte land, men der stiger ikke en eneste sky op på himmelen for at skygge for den brændende sols stråler. Hverken dug eller regn vederkvæger den tørstende jord. Ba’als præster formår ikke at rokke ved Herrens ord. PoK 65.3
Der går et år, og der er stadig ikke faldet regn. Jorden er afsvedet som efter en brand. Den glødende sol ødelægger den smule grønt, der er tilbage. Vandløbene ud-tørres, og brægende kvægog fårehjorde lø-ber forpinte frem og tilbage. Marker, som en gang stod frodige, er golde som ørkenens sand. Lundene, som er indviet til afguderne, er ribbet for blade. Skovens træer står visne og spøgelsesagtige og formår ikke at yde skygge. Luften er tør og kvælende. Sandstorme blænder øjnene og gør det vanskeligt at ånde. Der er sorg i byer og landsbyer, som en gang pulserede af liv. Mangelen på mad og vand gør et frygteligt indhug blandt mennesker og dyr. Hungersnøden med alle dens rædsler kommer nærmere og nærmere. PoK 65.4
Men til trods for disse beviser på Guds magt angrede Israel ikke. De lærte heller ikke den lektie, som Gud ville lære dem. De kunne ikke indse, at han, der skabte naturen, har magt over naturlovene og kan bruge dem til at bringe velsignelse eller ødelæggelse. De var stolte og holdt fast ved afgudsdyrkelsen og ville ikke ydmyge sig under Guds vældige hånd. De prøvede i stedet at finde et eller andet, som de kunne give skyl-den for deres lidelser. PoK 65.5
Jesabel benægtede pure, at tørken var en straf fra Herren. Hun var fast besluttet på at byde Himmelens Gud trods, og nu gav hun og næsten hele Israel Elias skylden for al deres ulykke. Havde han ikke talt imod deres gudsdyrkelse? Hvis blot han kunne blive ryddet af vejen, sagde hun, så ville deres guders vrede lægge sig og deres besværligheder ophøre. PoK 65.6
Tilskyndet af dronningen iværksatte Akab en meget omfattende eftersøgning efter profeten. Han sendte folk af sted til lande både fjernt og nær for at finde den mand, som han hadede og frygtede. For at gøre eftersøgningen så grundig som muligt forlangte han, at de folk, som han henvendte sig til, skulle aflægge ed på, at de ikke vidste, hvor profeten var. Men det var for-gæves at lede efter ham. Den onde konge, hvis synder havde vakt Guds vrede og nedkaldt hans fordømmelse over landet, kunne ikke få fat i profeten. Han var i sikkerhed. PoK 66.1
Da Jesabel ikke kunne fange Elias, besluttede hun at hævne sig ved at dræbe alle Herrens profeter i Israels rige. Ikke en eneste skulle få lov at blive i live. Den rasende kvinde gennemførte sin beslutning ved at lade mange af Herrens tjenere myrde. Grunden til, at de ikke blev dræbt alle sammen, var, at Akabs paladsøverste, Obadja, forblev tro imod Gud og “skjulte hundrede profeter” med risiko for sit eget liv. Han gemte “halvtredsindstyve i én hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for brød og vand til dem”. 1 Kong. 18, 4. PoK 66.2
Så gik hungersnødens andet år, og der viste sig stadig intet tegn til regn på den ubarmhjertige himmelhvælving. Tørken og hungeren fortsatte med at hærge hele riget. Fædre og mødre var tvunget til at se deres børn dø uden at kunne lindre deres lidelser. PoK 66.3
Men det frafaldne Israel nægtede stadig at ydmyge sig over for Gud og vedblev at knurre imod den mand, på hvis ord disse frygtelige straffedomme var kommet over dem. Det var, som om de ikke kunne forstå, at deres lidelser og ulykker var en opfor-dring til at angre, og at Gud havde grebet ind for at hindre dem i at overskride den grænse, hvor Himmelens tilgivelse ophører. PoK 66.4
Israels frafald var frygteligere end alle hungerens kvaler tilsammen. Gud søgte at afsløre det bedrag, som folket var hildet i, og at få dem til at indse, at de var ansvarlige over for ham, som skænkede dem livet og alt andet. Han forsøgte at hjælpe dem at genvinde den tro, som de havde mistet, og måtte, om nødvendigt, tage hårde midler i anvendelse. PoK 66.5
“Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre Herren, mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?” “Gør eder fri for alle de overtrædelser, I har øvet imod mig, og skab eder et nyt hjerte og en ny ånd; thi hvorfor vil I dø, Israels hus? Thi jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre Herren. Omvend eder derfor, så skal I leve!” “Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?” Ez. 18, 23. 31. 32; 33, 11. PoK 66.6
Gud havde ladet sine sendebud appellere til Israel om at tjene ham igen. Hvis de havde givet agt på disse henstillinger og forkastet Ba’al for at tjene den levende Gud, var Elias’ domsbudskab aldrig blevet givet. Men de advarsler, som kunne være blevet en duft af liv til liv, blev for dem en duft af død til død. Deres stolthed var blevet såret, og deres vrede var blevet optændt imod sendebudene, og nu hadede de profeten Elias af hele deres hjerte. Hvis de blot kunne få fat i ham, ville de med glæde udlevere ham til Jesabel som om de kunne forhindre, at hans ord gik i opfyldelse, ved at bringe hans røst til tavshed! Til trods for deres ulykke ville de ikke opgive afgudsdyrkelsen, men fremturede i den synd, som havde nedkaldt Himmelens straffedomme over landet. PoK 66.7
Der var kun én redning for Israel de måtte forsage de synder, som var skyld i, at den Almægtige havde lagt sin hånd på dem, og omvende sig til Herren af hele deres hjerte. De havde fået dette løfte: “Der-som jeg tillukker himmelen, så regnen ude bliver, eller jeg opbyder græshopperne til at æde landet op, eller jeg sender pest i mit folk, og mit folk, som mit navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit åsyn og vender om fra deres onde veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres synd og læge deres land.” 2 Krøn. 7, 13. 14. For at fremkalde dette velsignede resultat ville Gud vedblive at holde duggen og regnen tilbage, til der havde fundet en grundig reformation sted. PoK 67.1
* * * * *