I de lange århundreder, som er forløbet siden Elias’ tid, har hans livsgerning inspireret og opildnet de mennesker, som er blevet kaldet til at forsvare rettens sag midt i frafaldet. Dette har en særlig betydning for os, “til hvem de sidste tider er kommet” (1 Kor. 10, 11). Historien gentager sig. Der findes også mangen Akab og Jesabel i ver-den i dag. Nutiden er præget af afguds-dyrkelse i lige så høj grad som Elias’ tid.Der er måske ingen synlige afgudstempler,og der er måske heller ingen billeder, som menneskene kan fæste deres øje på, men alligevel følger tusinder efter denne verdens guder rigdom, berømmelse, forlystelser og de populære teorier, som går ud på, at men-neskene blot kan følge deres uigenfødte hjertes tilbøjeligheder. Utallige mennesker har en helt forkert opfattelse af Gud og hans egenskaber og tjener lige så bogstave-ligt en falsk gud som ba’alsdyrkerne. Selv blandt bekendende kristne er der mange, der hylder principper, som er fuldstændig i strid med Gud og hans sandhed. Derved til-skyndes de til at forkaste den guddommelige sandhed og ophøje menneskers ideer. PoK 90.1
Nutidens tankegang er gennemsyret af vantro og frafald. Tiden anses for at være oplyst, fordi menneskene kender sandheden, men i virkeligheden er den forankret i blind formastelse. Der lægges stor vægt på menneskelige teorier, og disse anbringes på den plads, som tilkommer Gud og hans lov. Satan frister både mænd og kvinder til at være ulydige og lover dem, at de derved vil opnå en frihed og frigørelse, så de bliver som guder. Menneskene sætter sig op imod Guds tydelige ord. Ligesom afgudsdyrkerne stiller de menneskelig visdom i første række og giver den guddommelige åbenbaring en mere underordnet plads. Menneskenes sind er blevet formørket og forvirret, fordi de har levet, som det er skik og brug i denne verden. Som følge heraf synes de fuldstændig at have mistet evnen til at skelne mellem lys og mørke, sandhed og vildfarelse. De har fjernet sig så meget fra den rette vej, at de tror mere på en lille gruppe såkaldte filosoffers meninger end på Bibelens sandheder. Det synes, som om de henstillinger og løfter, der findes i Guds ord, og de advarsler, som det giver imod ulydighed og afguderi, ikke formår at smelte deres hjerte. De anser en Paulus’, en Peters og en Johannes’ tro for at være gammeldags og mystisk og mener ikke, at den har noget værd for moderne, intelligente tænkere. PoK 90.2
Gud gav menneskeheden sin lov, for at de skulle blive lykkelige og opnå evigt liv ved at leve efter den. Satan kan kun gøre sig håb om at krydse Guds planer, hvis han kan få mænd og kvinder til at overtræde denne lov. Derfor har han uophørligt bestræbt sig på at stille den i et falsk lys og forringe dens betydning. Kronen på værket er hans forsøg på at forandre selve loven, så at menneskene overtræder den, samtidig med at de bekender sig til at adlyde den. PoK 91.1
En skribent har sammenlignet forsøget på at forandre Guds lov med en gammel, ondsindet skik, som gik ud på at dreje skiltet ved et vejkryds, så det viste den forkerte vej. Dette trick bragte ofte de vejfarende i store vanskeligheder. PoK 91.2
Gud har opstillet et vejskilt for de mennesker, som rejser gennem denne verden. På skiltets ene viser stod der, at villig lydighed mod Skaberen var vejen til lykke og liv, og på den anden viser stod der, at ulydighed var vejen til elendighed og død. Vejen til lykke var markeret lige så tydeligt som vejen til tilflugtsbyerne på det gamle Israels tid. Men den store fjende af alt godt har i et kritisk øjeblik i menneskehedens historie drejet vejskiltet rundt, og mangfoldige mennesker er gået vild. PoK 91.3
Herren meddelte israelitterne følgende ved Moses: “Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på .. . sabbatsdagen, skal lide døden. Israelitterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt. Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” 2 Mos. 31, 13-17. PoK 91.4
Herren siger klart og tydeligt i disse ord, at lydighed er vejen til Guds stad, men syndens menneske har vendt vejskiltet, så det peger i den forkerte retning. Han har indført en falsk hviledag og fået mænd og kvinder til at tro, at de adlyder Skaberens bud ved at hvile på denne dag. PoK 91.5
Gud har sagt, at den syvende dag er sabbat for Herren. Da himmelen og jorden var skabt, ophøjede han denne dag til minde om skaberværket. Gud hvilede på den syvende dag “efter det værk, han havde udført”, og han “velsignede den syvende dag og helligede den”. 1 Mos. 2, 1-3. PoK 91.6
Da Guds folk drog ud af Ægypten, blev deres opmærksomhed på en særlig måde henledt på sabbaten. Under israelitternes trældom havde fogederne forsøgt at tvinge dem til at arbejde om sabbaten ved at kræve mere og mere arbejde af dem hver uge. Arbejdsforholdene blev gentagne gange gjort vanskeligere og vanskeligere. Men israelitterne blev udfriet af trældommen og ført til et sted, hvor de uforstyrret kunne holde alle Guds bud. Loven blev forkyndt på Sinaj, og Moses fik udleveret en kopi af den på to stentavler, “beskrevet med Guds finger”. 2 Mos. 31, 18. I de knapt fyrre år, ørkenvandringen varede, blev israelitterne til stadighed mindet om Guds hviledag. Det skete på den måde, at der ikke faldt manna på den syvende dag, mens den dobbelte portion, som faldt på beredelsesdagen, holdt sig frisk ved et mirakel. PoK 91.7
Inden israelitterne drog ind i Det forjættede Land, formanede Moses dem til at tage “vare på hviledagen” og “holde den hellig”. 5 Mos. 5, 12. Det var Herrens hensigt, at Israel trofast skulle holde sabbatsbudet for til stadighed at blive mindet om deres ansvar over for ham som deres skaber og forløser. Så længe de holdt sabbaten i den rette ånd, ville afgudsdyrkelse være udelukket, men hvis denne del af tibudsloven blev tilsidesat og erklæret for ophævet, ville menneskene glemme Skaberen og dyrke andre guder. “Også mine sabbater gav jeg dem,” sagde Gud, “for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.” Men “de lod hånt om mine lovbud og vandrede ikke efter mine anordninger, men vanhelligede mine sabbater; thi deres hjerte holdt sig til deres afgudsbilleder”. Da han appellerede til dem om at komme tilbage til ham, henledte han på ny deres opmærksomhed på betydningen af at holde sabbaten hellig. “Jeg, Herren, er eders Gud!” sagde han. “Følg mine anordninger og tag vare på at holde mine lovbud; hold mine sabbater hellige, så de bliver et tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren, er eders Gud.” Ez. 20, 12-20. PoK 92.1
Da Herren henledte Judas opmærksomhed på de synder, som var skyld i, at de til sidst blev ført i fangenskab i Babylon, sagde han: Du “vanhelliger mine sabbater”. “Derfor udøser jeg min vrede over dem, med min harmes ild tilintetgør jeg dem; deres færd lader jeg komme over deres hoved.” Ez. 22, 8. 31. PoK 92.2
Da folket overtrådte sabbaten under Jerusalems genopbygning, spurgte Nehemias dem strengt: “Har ikke vor Gud bragt al denne ulykke over os og over denne by, fordi eders fædre handlede således ? Og I bringer endnu mere vrede over Israel ved at vanhellige sabbaten!” PoK 92.3
Da Kristus var på jorden, understregede han sabbatsbudets gyldighed. I hele sin undervisning behandlede han den forordning, som han selv havde indført, med ærbødighed. På hans tid havde menneskene i den grad gjort sabbaten til et vrængbillede af, hvad den burde være, at den snarere afspejlede egenkærlige og tyranniske menneskers karakter end Guds væsen. Kristus forkastede den falske lære, som var blevet indført af mennesker, som hævdede, at de kendte Gud, mens de i virkeligheden dan-nede et vrængbillede af ham. Skønt rabbinerne behandlede Kristus med et uforsonligt fjendskab, rettede han sig ikke i mindste måde efter deres krav, men holdt sabbaten i overensstemmelse med Guds lov uden at se til højre eller venstre. PoK 92.4
Han viste sin ærbødighed for Guds lov på en måde, som ikke var til at tage fejl af. “Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne,” sagde han, “jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene så-ledes, han skal kaldes den mindste i Himme-riget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himme-riget.” Matt. 5, 17-19. PoK 92.5
Den store fjende, som ikke kan tåle, at menneskene er lykkelige, har i den kristne tidsalder gjort hviledagen, som omtales i det 4. bud, til genstand for sine særlige angreb. Satan siger: “Jeg vil modarbejde Guds planer. Jeg vil give mine efterfølgere magt til at tilsidesætte det minde, som Gud har indstiftet, sabbaten, ugens syvende dag. Derved vil jeg give menneskene det indtryk, at den dag, som Gud velsignede og helligede, er blevet forandret. Denne dag skal ikke blive ved at leve i menneskenes sind. Jeg vil udslette mindet om den. I stedet vil jeg indsætte en dag, som Gud ikke har anerkendt, og som ikke kan være et tegn mellem Gud og hans folk. Jeg vil tilskynde dem, der anerkender denne dag, til at overføre den velsignelse, som Gud skænkede den syvende dag, hertil. PoK 93.1
Jeg vil ophøje mig selv ved hjælp af min viceregent. Den første dag vil blive ophøjet til hviledag, og den protestantiske verden vil betragte den falske hviledag som ægte. Jeg vil bringe Guds lov i foragt ved at få menneskene til at ophøre med at holde den hviledag, som Gud indstiftede. Jeg vil overføre ordene: “Et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt,” til min hviledag. PoK 93.2
På den måde kommer verden til at tilhøre mig. Jeg bliver jordens hersker og verdens fyrste. Jeg vil øve en sådan kontrol over de mennesker, som jeg har i min magt, at Guds hviledag bliver genstand for åbenlys foragt. Et tegn? Jeg vil gøre overholdelsen af den syvende dag til et tegn på opsætsighed imod myndighederne i verden. Der vil blive vedtaget så strenge love, at mænd og kvinder simpelt hen ikke tør holde den syvende dag hellig. Af frygt for at komme til at mangle mad og tøj vil de overtræde Guds lov sammen med den øvrige verden. Jeg bliver verdens hersker.” PoK 93.3
Det var fjendens hensigt at forandre tider og lov ved at indføre en falsk hviledag. Men er det virkelig lykkedes ham at forandre Guds lov? Det 31. kapitel i 2 Mosebog giver svaret. Han, der er den samme i går, i dag, ja til evig tid, har sagt om den syvende dag: “Sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt.” “Den skal være et tegn til alle tider.” 2 Mos. 31, 13, 17. Vejskiltet et blevet drejet og peger den forkerte vej, men Gud har ikke forandret sig. Han er stadig Israels vældige Gud. “Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande. Libanon giver ej brændsel, dets dyr ej brændoffer nok. Alle folk er som intet for ham, for luft og tomhed at regne.” Es. 40, 15-17. Han er lige så nidkær for sin lov nu som på Akabs og Elias’ tid. PoK 93.4
Men denne lov tilsidesættes på det groveste. Verden gør i dag åbent oprør imod Gud. Den nulevende slægt er i sandhed fyldt af trods, utaknemmelighed, formalisme, hykleri, stolthed og frafald. Menneskene lader hånt om Bibelen og hader sandheden. Jesus er vidne til, at hans lov forkastes, at hans kærlighed foragtes, og at hans sendebud behandles med ligegyldighed. Han har talt til menneskene igennem sine velsignel-ser, men menneskene har ikke værdsat dem; han har talt ved hjælp af advarsler, men menneskene har ikke givet agt på dem. Menneskesjælens forgårde er blevet gjort til en kræmmerbod. Egoisme, misundelse, stolthed og ondskab har gode vækstbetingelser. PoK 93.5
Der er mange, der ikke betænker sig på at spotte Guds ord. Man gør nar af de mennesker, som tror bogstaveligt på det. Der er en tiltagende foragt for lov og orden, og den kan føres direkte tilbage til overtrædelsen af Guds tydelige bud. Når menneskene forlader lydighedens vej, bliver følgen voldshandlinger og forbrydelser. Man behøver blot at betragte de kummerlige forhold, hvorunder de store masser lever, som tilbeder i afgudstemplerne og forgæves søger efter lykke og fred. PoK 93.6
Se, hvorledes sabbatsbudet tilsidesættes næsten overalt! Læg også mærke til, hvor skinhellige mennesker kan være. De samme personer, som vedtager love for at værne om den første ugedags formodede hellighed, legaliserer samtidig drikkeriet. [Her tænkes på søndagslovgivning og udstedelse af spi-ritusbevilling i U. S. A. Ovs. anm.] De gør sig klogere end det skrevne ord og forsøger at tvinge menneskenes samvittighed, men billiger samtidig et onde, som nedværdiger og ødelægger de væsener, som er skabt i Guds billede. Det er Satan selv, der står bag en sådan lovgivning. Han ved udmærket godt, at Guds forbandelse hviler over dem, der sætter menneskelige love over guddommelige love, og han gør alt, hvad der står i hans magt, for at føre mennesker ind på den brede vej, som ender i fortabelse. PoK 94.1
Menneskene har ophøjet menneskelige meninger og forordninger så længe, at så godt som hele verden tilbeder afguder. Han, der har forsøgt at forandre Guds lov, benytter ethvert tænkeligt kneb for at få mænd og kvinder til at gøre front imod Gud og det symbol, som kendetegner de retfærdige. Men Herren vil ikke vedblive at tillade, at hans lov overtrædes og foragtes. Det kan ikke fortsat ske ustraffet. Der kommer en tid, da mennesket skal slå sine stolte øjne ned, da “mændenes hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj”. Es. 2, 11. Mennesker kan være skeptiske og latterliggøre Guds lovs krav. Verdslighedens ånd kan besmitte de mange og beherske de få. Guds sag kæmper måske for sin eksistens og klarer sig kun ved store anstrengelser og stadige ofre, men trods alt vil sandheden dog opleve en herlig sejr til sidst. PoK 94.2
Når Guds værk skal afsluttes på jorden, vil Guds lov atter blive ophøjet. Falske religioner kan dominere, lovløsheden kan være stor, kærligheden kan blive kold hos de mange, menneskene kan glemme Golgatas kors, og hele verden kan blive skjult af et mørke så sort som et sørgeflor, ja, hele verden kan gå til angreb på sandheden, og der kan dannes den ene sammensværgelse efter den anden for at gøre det af med Guds folk, men i den største krisetime vil Elias’ Gud lade menneskelige redskaber stå frem og forkynde et budskab, som ikke kan bringes til tavshed. Deres irettesættende røst vil blive hørt i de store byer og på steder, hvor menneskene har talt kraftigst imod den Al-lerhøjeste. Mænd, som er udvalgt af Gud, vil modigt fordømme kirkens forening med verden. De vil indtrængende anmode mænd og kvinder om ikke at vise ærbødighed for en forordning, som er indført af mennesker, men holde den sande hviledag. I alle lande vil de forkynde dette budskab: “Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.” “Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger.” Åb. 14, 7-10. PoK 94.3
Gud vil ikke bryde sin pagt, og han vil heller ikke ændre det, som er gået over hans læber. Hans ord står fast for evigt. Det er lige så urokkeligt som hans trone. Denne pagt vil blive lagt frem i dommen, klart og tydeligt nedskrevet med Guds finger, og hele verden vil blive stillet for den Almægtiges domstol og få sin dom. PoK 94.4
Grænsen mellem Guds folk, som holder hans bud, og de mennesker, som tilbeder falske guder, er lige så tydelig i dag som på Elias’ tid. “Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider?” råbte Elias. “Er Herren Gud, så hold eder til ham, og er Ba’al Gud, så hold eder til ham!” 1 Kong. 18, 21. Nutidens budskab lyder således: “Faldet, faldet er Babylon...” “Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.” Åb. 18, 2. 4. 5. PoK 95.1
Den tid er ikke fjern, da hver eneste sjæl vil blive stillet på prøve. Man vil tvinge os til at holde den falske hviledag. Kampen vil komme til at stå imellem Guds bud og menneskers bud. Til den tid vil de, der gradvis har rettet sig efter verdens krav og efterlignet dens skikke, give efter for myndighederne for at undgå hån og foragt og truslen om fængsling og død. Da vil guldet blive skilt fra slaggerne og den sande gudsfrygt vil adskille sig tydeligt fra en gudsfrygt, som kun er et skin. Da vil mangen stjerne, som vi har beundret for dens glans, slukkes. De, der har båret de hellige klæder uden at være iklædt Kristi retfærdighed, vil da stå i deres nøgenheds skam. PoK 95.2
I alle jordens lande findes der mennesker, som ikke har bøjet knæ for Ba’al. Når mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, vil disse trofaste sjæle skinne som himmelens stjerner, der kun er synlige om natten. I det hedenske Afrika, i de katolske lande i Europa og Sydamerika, i Kina, Indien, på øerne i havet og i alle de mørke afkroge af jorden har Gud en funklende hær af udvalgte, som vil skinne midt i mørket og over for en falden verden klart åbenbare den forvandlende kraft, som findes i lydighed imod hans lov. Ja, allerede nu kan man se dem i alle lande og blandt alle tungemål og folk, og når frafaldet er størst og Satan gør sin største anstrengelse for at få “alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle” til un-der trussel om dødsstraf at give sig selv et mærke som tegn på, at de holder en falsk hviledag, vil disse trofaste, “Guds dadelfrie børn”, som er “ulastelige og uden svig”, skinne “som himmellys i verden”. Åb. 13, 16; Fil. 2, 15. Jo mørkere natten er, jo klarere vil de skinne. Elias påtog sig et mærkeligt hverv, da han ville tælle Israel, mens det frafaldne folk hjemsøgtes af Guds straffedomme. Han kunne kun finde én på Herrens side. Men da han sagde: “Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet,” overraskede Herren ham ved at sige: “Jeg vil lade syv tusinde blive tilbage i Israel, hvert knæ, der ikke har bøjet sig for Ba’al.” 1 Kong. 19, 14. 18. PoK 95.3
Mennesker bør heller ikke forsøge at tælle Israel i dag, men hvert menneske bør have et hjerte, som er fyldt af medfølelse, et hjerte, der ligesom Kristi hjerte higer efter at frelse en fortabt verden. PoK 95.4