Go to full page →

KAPITEL 26—I NATUREN OG HOS GUD SOL 191

Frelserens liv på jorden blev levet i samfund med naturen og med Gud. Det var dette samfund, som var hemmeligheden ved hans sejrende liv. SOL 191.1

Jesus viste alvor og udholdenhed i sit arbejde. Ingen anden har nogen sinde båret så store ansvar som han. Ingen har følt byrden af verdens sorg og synd hvile så tungt på sig som han. Ingen har nogen sinde arbejdet med en så selvfortærende nidkærhed for menneskenes vel som han. Dog levede han et sundt liv. Legemligt som åndeligt svarede han til det symbolske offerlam, der var “uden lyde og uden plet”, 1 Pet. 1, 19. I legemlig som i sjælelig henseende var han et forbillede på, hvad Gud ønsker, at alle mennesker skal blive ved at være lydige mod hans love. SOL 191.2

Når mennesker betragtede Jesus, så de et ansigt, hvori guddommelig medfølelse var blandet med bevidst styrke. Han syntes at være omgivet af en atmosfære af åndeligt liv. Skønt hans væsen var mildt og beskedent, bibragte han menneskene følelsen af en hemmelig kraft, der ikke helt kunne skjules. SOL 191.3

Under sin virksomhed blev han stadig forfulgt af listige, hykleriske mænd, der efterstræbte hans liv. Spioner fulgte ham overalt og vågede over hans ord for at kunne komme ham til livs. De mest skarpsindige og lærde mænd i landet forsøgte at tilføje ham et nederlag i vanskelige spørgsmål, men det lykkedes dem aldrig. Forvirrede og beskæmmede måtte dc se sig slået af marken af den ringe lærer fra Galilæa. Kristi undervisning var præget af en friskhed og en kraft, som menneskene aldrig før havde kendt til. Endog hans fjender var nødt til at indrømme: “Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.” Joh. 7, 46. SOL 191.4

Jesu barndom, der blev tilbragt i fattige kår, var ikke blevet påvirket af en fordærvet slægts kunstige livsvaner. I de år, han arbejdede på værkstedet, bar familielivets byrder og lærte lydighed og flid, fandt han hvile for sindet ude i naturen, og idet han forsøgte at forstå naturens hemmeligheder, tilegnede han sig kundskab. Han fordybede sig i Guds ord og havde sine lykkeligste timer, når han kunne forlade arbejdspladsen og gå ud på markerne for at hengive sig til betragtninger i de stille dale, have samfund med Gud på bjergsiden eller mellem skovens træer. I den tidlige morgenstund befandt han sig tit på et eller andet ensomt sted, optaget af stille betragtning, af at læse i Skriften eller bede. Med sang bød han morgenen velkommen. Med lovsange gjorde han sine arbejdstimer lykkelige og bragte himmelens glæde til dc udslidte og modløse. SOL 192.1

Under sin virksomhed opholdt Jesus sig en stor del af tiden i det frie. Hans rejser fra sted til sted foregik til fods, og meget af hans undervisning blev givet under åben himmel. Når han lærte sine disciple, trak han sig ofte tilbage fra byens larm og uro og søgte ud på markerne, hvor stilheden svarede bedre til den undervisning om enkelhed, tro og selvfornægtelse, som han ønskede at give dem. Det var i ly af træerne på bjergskråningen, kun et kort stykke vej fra Galilæas sø, at han kaldte dc tolv til apostelgerningen og holdt sin bjergprædiken. SOL 192.2

Kristus holdt af at samle skarerne omkring sig under den blå himmelhvælving, på en græsbevokset bjergskråning eller ved søbredden. Omgivet af sit eget skaberværk kunne han der lede deres tanker bort fra det kunstige til det naturlige. I naturens vækst og udvikling blev hans riges principper åbenbaret. Når menneskene løftede blikket til Guds bjerge og betragtede hans hænders vidunderlige gerninger, kunne de lære dyrebare og guddommelige sandheder. Når de i fremtiden færdedes i naturen, ville de komme til at tænke på de lærdomme, den guddommelige lærer havde givet dem her. Deres sind ville blive vendt opad og deres hjerte finde fred. SOL 193.1

Jesus lod ofte disciplene, der var sammen med ham i hans gerning, have fri i nogen tid, for at de kunne besøge deres hjem og hvile sig, men forgæves forsøgte de at få ham til at forlade sit arbejde. Hele dagen tjente han de skarer, der kom til ham, og om aftenen eller i den tidlige morgenstund drog han ud i bjergenes helligdom for at have samfund med sin fader. SOL 193.2

Hans uafbrudte arbejde og hans kamp med fjenden og med rabbinernes falske lære gjorde ham ofte så udmattet, at hans moder og brødre og selv hans disciple frygtede for, at han ville sætte livet til. Men når han vendte tilbage efter de bedetimer, som afsluttede den slidsomme dag, lagde de mærke til et fredfyldt udtryk i hans ansigt. Friskhed, liv og kraft syntes at gennemtrænge hele hans væsen. Efter disse stunder i ensomhed sammen med Gud drog han morgen efter morgen ud for at bringe menneskene lyset fra himmelen. SOL 193.3

Det var lige efter hjemkomsten fra den første missionsrejse, at Jesus bød sine disciple: “Kom I nu med til et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt.” Disciplene var vendt tilbage fulde af glæde over deres resultater som evangeliets forkyndere, da budskabet om Johannes Døberens død nåede dem. Det voldte dem bitter sorg og skuffelse. Jesus vidste, at han havde stillet disciplenes tro på en alvorlig prøve ved at lade Johannes Døberen dø i fængslet. Med dyb medfølelse betragtede han deres sørgmodige, tårevædede ansigter. Der var tårer i hans egne øjne og gråd i hans stemme, da han sagde: “Kom I nu med til et øde sted, ... og hvil jer lidt.” Mark. 6, 31. SOL 193.4

I nærheden af Betsaida, ved den nordlige ende af Galilæas sø, var der en ensom egn, som midt i sin skønne, grønne forårsfrisk- hed var et velkomment tilflugtssted for Jesus og hans disciple. De sejlede over søen i deres båd til dette sted. Her kunne de hvile borte fra den urolige folkeskare. Her kunne disciplene lytte til Kristi ord uden at blive forstyrret af farisæernes indvendinger og klager. Her håbede de at kunne nyde et kortvarigt samvær med deres herre. SOL 194.1

Jesus fik imidlertid kun lov at være sammen med dem, han havde kær, en kort tid, men hvor var disse få øjeblikke dyrebare for dem. De talte sammen om evangeliets gerning og om, hvordan de bedst kunne hjælpe menneskene. Idet Jesus åbenbarede sandhedens skatte for dem, styrkedes de med guddommelig kraft og fyldtes med håb og frimodighed. SOL 194.2

Det varede dog ikke ret længe, før Jesus atter blev opsøgt af folkeskaren. I den tro, at han var gået til det sted, hvor han plejede at søge hvile, strømmede folk derhen. Hans håb om at få blot een times ro glippede, men i dybet af sit rene, medfølende hjerte nærede Den gode Hyrde kun kærlighed og medynk over for disse hvileløse, tørstende sjæle. Hele dagen arbejdede han for at hjælpe, og om aftenen lod han dem gå hjem for at hvile sig. I et liv, der helt var viet til at tjene andre, fandt Frelseren det ofte nødvendigt at komme bort fra det stadige arbejde og berøringen med menneskelig nød for at søge ensomhed og uforstyrret samfund med sin fader. Efter at folkeskaren har forladt stedet, går han ud i bjergene, og der, hvor han er alene med Gud, udøser han sin sjæl i bøn for dc lidende, de syndige og trængende. SOL 194.3

Da Jesus sagde til disciplene, at høsten var stor og arbejderne få, pålagde han dem ikke at arbejde uafladeligt, men bød dem: “Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.” Matt. 9, 38. Lige så virkeligt som til de første disciple taler han i dag disse medlidende ord til sine trætte arbejdere: “Kom I nu med til et øde sted, ... og hvil jer lidt!” SOL 194.4

Alle, som går i skole hos Gud, trænger til en stille stund, hvor de kan være alene med deres egne tanker, med naturen og med Gud. I dem skal der åbenbares et liv, som ikke er i harmoni med verdens sæder og skikke, og de må have en personlig erfaring i at lære Guds vilje at kende. Vi må hver for sig høre ham tale til hjertet. Når enhver anden stemme er forstummet, og vi roligt venter på ham, gør stilheden i sjælen Guds stemme mere tydelig. Han byder os: “Hold inde og kend, at jeg er Gud”*Sal. 46, 11, hvor den engelske bibeloversættelse bar: ” Vær stille og vid, at jeg er Gud.”). Dette er den virk- ningsfulde forberedelse til alt arbejde for Gud. Midt blandt travle mennesker og under tilværelsens rastløshed vil den, som er blevet styrket på denne måde, være omgivet af en lysets og fredens atmosfære. Han vil modtage ny kraft til legeme og sjæl. Hans liv bliver en velsignelse og vil åbenbare en guddommelig kraft, der vil nå ind til menneskenes hjerter. SOL 195.1