Kapitel 41—Frafaldet ved Jordan

Israels sejrrige hære var vendt tilbage fra Basan med jublende hjerte og fornyet tro på Gud. De havde allerede erobret et stykke værdifuldt land, og de var sikre på, at de hurtigt kunne erobre Kanaan. Kun Jordanfloden skilte dem fra det forjættede land. Lige på den anden side af floden var der en frodig slette. Den var gennemstrømmet af floder, der blev forsynet med vand fra sprudlende kilder, og prægtige palmetræer kastede deres skygge over sletten. På vestsiden af sletten hævede Jerikos tårne og paladser sig. Byen var omgivet af så frodige palmelunde, at den blev kaldt “Palmestaden”.PP 231.1

På østsiden af Jordan var der også en slette. Den afgrænsedes af floden og den højslette, som de var rejst hen over. Den var mange kilometer bred og fulgte floden et langt stykke. Denne hegnede dal havde tropeklima. Her voksede sjittimeller akacietræet, efter hvilket sletten blev kaldt “Sjittims dal”. Her slog israelitterne lejr, og i akacielundene langs floden fandt de et behageligt fristed.PP 231.2

Men i disse dejlige omgivelser skulle de møde en fare, som var værre end store krigshære og ørkenens vilde dyr. Dette land, der var så rigt udstyret fra naturens hånd, var blevet besmittet af sine indbyggere. Når folket tilbad den førende guddom Baal, udfoldedes de mest nedværdigende og lastefulde scener. Mangfoldige steder her var berygtet på grund af afgudsdyrkelse og tøjlesløshed, og selv stednavnene antydede folkets ondskab og fordærv.PP 231.3

I disse omgivelser blev Israel udsat for en fordærvende indflydelse. Folkets tanker blev fortrolige med den ondskab, som de til stadighed så antydet. Det var også demoraliserende for dem at leve i magelighed og lediggang. Næsten uden at de selv vidste det, gled de bort fra Gud, og de befandt sig snart i en tilstand, hvor de var et let bytte for fristelser.PP 231.4

Mens de lå i lejr ved Jordan, traf Moses forberedelser til invasionen i Kanaan. Dette arbejde lagde beslag på al den store leders tid. Denne ventetid var en hård prøve for folket, og i løbet af nogle få uger havde de sat en stor plet på nationens historie ved et frygteligt moralsk fald.PP 231.5

I begyndelsen havde israelitterne og deres hedenske naboer ikke ret megen forbindelse med hinanden, men efter nogen tids forløb begyndte midjanitiske kvinder at snige sig ind i lejren. Deres tilstedeværelse vakte ingen uro, og de gik så stille med deres planer, at Moses slet ikke lagde mærke til dem. Disse kvinder havde til opgave at få hebræerne til at overtræde Guds lov, gøre dem interesseret i hedenske skikke og forlede dem til afgudsdyrkelse. Disse planer skjulte de på det omhyggeligste under venskabets kappe, og ikke engang folkets vagtposter nærede mistanke.PP 231.6

Bileam foreslog, at kongen af Moab skulle holde en stor fest til ære for deres guder, og der blev truffet en hemmelig aftale om, at Bileam skulle tilskynde israelitterne til at deltage i festen. De betragtede ham som Guds profet, og derfor havde han ikke svært ved at nå sit mål. Et stort antal israelitter overværede festen sammen med ham. De vovede sig ind på forbuden grund og blev fanget i Satans snare. De blev fortryllet af musikken og dansen og af de hedenske præstinders skønhed og lod hånt om den troskab, de skyldte Gud. Mens de deltog i festlighederne, blev deres sanser sløvet af vin, og de mistede selvkontrollen. Lidenskaberne tog fuldstændig magten over dem. Da de først havde besmittet samvittigheden ved at hengive sig til utugt, var det en let sag at overtale dem til at bøje sig for afguderne. De ofrede ved de hedenske altre og tog del i de mest nedværdigende ceremonier.PP 231.7

Det varede ikke længe, før giften havde bredt sig som en dødelig sygdom i hele Israels lejr. De mennesker som ville have besejret deres fjender i åben kamp, blev overvundet af hedenske kvinders list. Folket syntes at være fuldstændig opslugt af det, de oplevede. Deres øverster og ledere var de første til at overtræde Guds lov, og så mange af folket var skyldige, at frafaldet berørte hele nationen. “Og Israel holdt til med Baal-Peor.” Da Moses blev klar over, hvad der var sket, var fjendernes planer lykkedes så godt, at israelitterne ikke blot tog del i den tøjlesløse tilbedelse på Peors bjerg, men de hedenske ceremonier blev praktiseret i selve Israels lejr. Den gamle leder blev fyldt af harme, og Herrens vrede blussede op.PP 232.1

Bileam kunne ikke skille Israel fra Gud ved hjælp af al sin trolddomskunst, men nu fremkaldte folkets synd denne adskillelse. Straffen faldt omgående og fik folket til at indse. hvor alvorlig deres synd var. Der udbrød en frygtelig pest i lejren, og titusinder døde straks. Gud befalede, at dommerne skulle dræbe lederne i dette frafald. Denne ordre blev øjeblikkelig efterkommet. Disse syndere blev dræbt og deres legeme hængt op under åben himmel for hele Israels øjne. Den hårde straf, der blev tildelt folkets ledere, skulle give Israel et uudsletteligt indtryk af Guds afsky for deres synd og af hans frygtelige vrede.PP 232.2

De følte alle sammen, at straffen var retfærdig, og folket skyndte sig hen til åbenbaringsteltet og bekendte grædende og angergivent deres synd. Mens de således stod og græd for Guds åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet — plagen krævede stadig sine ofre, og dommerne var i fuld gang med deres frygtelige hverv — gik Zimri, der var en af Israels øverster, frækt ind i lejren sammen med en midjanitisk skøge, der var datter af en “stammehøvding for et fædrenehus blandt midjanitterne” og førte hende til sit telt. Lasten havde aldrig før været så stor og indgroet. Zimri, der var beruset af vin, kundgjorde sin “synd som Sodoma” og pralede med sin skam. (Es. 3, 9.) Præsterne og lederne havde kastet sig til jorden i sorg og ydmygelse. De græd “imellem forhal og alter” og bønfalt Herren om at spare sit folk og ikke overgive sin arv til skændsel. På dette tidspunkt fremturede denne øverste i Israel i synd for øjnene af hele menigheden, som om han ville trodse Guds hævn og gøre nar af folkets dommere. Ypperstepræsten Eleazars søn Pinehas trådte frem af menighedens midte, greb et spyd og “fulgte den israelitiske mand ind i sengekammeret” og dræbte dem begge to. Da standsede plagen. Den præst, som havde fuldbyrdet Guds dom, blev æret i hele Israels påsyn, og han og hans hus fik løfte om et evigt præstedømme.PP 232.3

Pinehas “har vendt min vrede fra israelitterne”, sagde Gud. “Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min fredspagt! Et evigt præstedømmes pagt skal blive hans og efter ham hans efterkommeres lod, til løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede israelitterne soning.”PP 232.4

De straffedomme, som hjemsøgte israelitterne på grund af deres synd i Sjittim, udryddede de sidste af den store skare, som næsten fyrre år tidligere var blevet dømt til at dø i ørkenen. Da der på Guds befaling blev holdt mandtal over folket i lejren på Jordans sletter, var der ingen tilbage, “som var mønstret af Moses og præsten-Aron, da de mønstrede israelitterne i Sinajs ørken”. Der var “ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josua, Nuns søn”. 4. Mos. 26, 64-65.PP 232.5

Gud havde straffet israelitterne, fordi de havde ladet sig forføre af midjanitterne, men de mennesker, der havde fristet dem, skulle også få den guddommelige retfærdigheds vrede at føle. Amalekitterne, som havde angrebet Israel ved Refidim og kastet sig over dem, der gik bagest på grund af udmattelse og træthed, blev først straffet længe efter. Midjanitterne, derimod, som havde forledt Israel til at synde, fik hurtigt den guddommelige straf at føle, fordi de var langt farligere fjender. “Skaf israelitterne hævn over midjanitterne.” 4. Mos. 31, 2. Sådan lød Guds befaling til Moses. Den blev omgående efterkommet. Der blev valgt tusind mand fra hver stamme, og disse blev sendt af sted under Pinehas ledelse. “De drog så ud i kamp mod midjanitterne, som Herren havde pålagt Moses; ..... og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også Midjans konger, ..... Midjans fem konger; også Bileam, Beors søn, dræbte de med sværdet.” 7-8. v. På Moses’ befaling dræbte de også de kvinder, som hæren havde taget til fange. Kvinderne havde den største skyld og var de farligste af Israels fjender.PP 232.6

Sådan døde de, der havde lagt onde planer mod Guds folk. Salmisten siger: “Folkene sank i graven, de grov, deres fod blev hildet i garnet, de satte.” Sl. 9, 16. “Thi Herren bortstøder ikke sit folk og svigter ikke sin arvelod. Den retfærdige kommer igen til sin ret.” Når mennesker jager “den retfærdiges liv”, vender Herren “deres uret imod dem selv, udsletter dem for deres ondskab”. Sl. 94, 14-15. 21. og 23.PP 233.1

Da der blev sendt bud efter Bileam, for at han skulle forbande hebræerne, kunne han ikke gøre dem fortræd ved hjælp af al sin trolddom, for Herren havde ikke skuet “nød i Jakob”, “ej trængsel i Israel”. 4. Mos. 23, 21. Men da israelitterne overtrådte Guds lov ved at give efter for fristelsen, stod de ikke længer under Guds beskyttelse. Når Guds folk trofast holder hans bud, gælder disse ord om dem: “Thi mod Jakob hjælper ej magi, trolddom ikke mod Israel.” 4. Mos. 23, 23. Det er derfor, at hele Satans magt og alle hans kunstgreb tages i brug for at lede dem i synd. Hvis de, der bekender sig til at tage vare på Guds lov, overtræder dens forskrifter, skiller de sig fra Gud og kan ikke holde stand over for deres fjender.PP 233.2

Israelitterne kunne hverken besejres ved hjælp af Midjans våben eller trolddomskunst, men de blev et bytte for de midjanitiske skøger. Så megen magt kan kvinden udøve for at indfange og ødelægge sjæle, når hun træder i Satans tjeneste. “Thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er hoben, som hun slog ihjel.” Ord. 7, 26. Det var på den måde, Sets børn blev lokket bort fra retfærdighedens vej, så at den hellige slægt blev fordærvet. Det var på det punkt, Josef blev fristet. Det var også på grund af dette, at Samson forrådte sin styrke, som var Israels forsvar, til filisterne. Det var her, David snublede. Og Salomo, den viseste af alle konger, som Gud tre gange kaldte den elskede, blev en slave af lidenskaberne og ofrede sin retskaffenhed til den samme fortryllende magt.PP 233.3

Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! 1. Kor. 10, 11-12. Satan har et grundigt kendskab til menneskehjertet. Han har studeret det i tusinder af år og kender svaghederne i alle menneskers karakter. I slægt efter slægt har han arbejdet på at besejre de stærkeste mænd, øversterne i Israel, ved hjælp af de samme fristelser, der var så virkningsfulde ved Baal Peor. I alle tidsaldre er menneskekarakterer blevet slået til vrag og kastet mod de sanselige lysters klippeskær. Lige før verdens ende, når Guds folk står ved grænsen til det himmelske Kanaan, vil Satan fordoble sine anstrengelser og ligesom tidligere forsøge at hindre dem i at drage ind i det herlige land. Han lægger sine snarer for hver eneste sjæl. Det er ikke blot de uvidende og ukultiverede, som behøver at være på vagt. Han vil friste mennesker i de højeste stillinger og i de helligste embeder. Hvis han kan få dem til at besmitte deres sjæl, kan han derigennem lede mange i fordærv. Han benytter de samme midler i dag som for tre tusind år siden. Ved hjælp af verdslige venskaber, skønhed, forlystelser, morskab og fest eller vinglasset frister han mennesker til at overtræde det syvende bud.PP 233.4

Satan forførte Israel til tøjlesløshed, inden han fik dem til at dyrke afguder. De mennesker, der kan få sig selv til at vanære Guds billede og besmitte hans tempel i deres eget legeme, vil heller ikke nære betænkeligheder ved at vanære Gud, hvis de blot kan tilfredsstille deres eget fordærvede hjertes begær. Sanselighed svækker sindet og nedværdiger sjælen. Moralen og forstanden sløves og lammes, når man tilfredsstiller de dyriske tilbøjeligheder, og det menneske, der er en slave af lidenskaberne, kan ikke fatte Guds lovs hellige forpligtelse. Det forstår heller ikke at værdsætte forsoningen eller at bedømme en sjæls værdi rigtigt. Godhed, renhed, sandhed, ærbødighed for Gud og kærlighed til det hellige — alle de hellige bånd og ædle ønsker, som knytter mennesker til den himmelske verden -fortæres i begærets flammer. Sjælen bliver mørk og øde, en bolig for onde ånder og et “tilhold for alskens urene og afskyede fugle”. De væsener, som er skabt i Guds billede, synker ned på samme stade som de laverestående dyr.PP 233.5

Hebræerne blev forført til at overtræde Guds lov og blev genstand for Guds straffedomme, fordi de havde samkvem med afgudsdyrkere og deltog i deres fester. Satan tilskynder også i dag Kristi efterfølgere til at omgås ugudelige mennesker og deltage i deres forlystelser, og derved lykkes det ham kun alt for godt at lede dem i synd. “Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent” 2. Kor. 6, 17. Gud stiller lige så store krav til sit folk i dag, som han stillede til det gamle Israel. Han kræver, at de skal tage afstand fra verden og dens sæder, skikke og principper. Det er muligt, hvis de trofast retter sig efter hans ords undervisning. Ellers kan det ikke lade sig gøre. Hebræerne blev advaret imod at knytte nær forbindelse med hedningerne, men de kristne har fået lige så utvetydige og udtrykkelige forbud imod at efterligne de ugudeliges indstilling og skikke. “Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.” 1. Joh. 2, 15. “Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.” Jak. 4, 4. Kristi efterfølgere skal holde sig på afstand af syndere og kun omgås dem, når de har anledning til at gøre dem godt. Vi kan ikke være forsigtige nok med at undgå de mennesker, hvis indflydelse skiller os fra Gud. Når vi beder: “Led os ikke i fristelse,” bør vi også så vidt muligt undgå fristelsen.PP 234.1

Israelitterne blev fristet til at synde på et tidspunkt, hvor de havde fred og ro udadtil. De havde ikke til stadighed Gud i tanke, men forsømte at bede og stolede på sig selv. I deres tryghed og selvsikkerhed glemte de at bevogte sjælens fæstning, og onde tanker sneg sig derind. Principfasthedens fæstning blev stormet af forrædere inden for murene, og det var disse, der forrådte Israel til Satan. Han forsøger stadig at ruinere sjælen på denne måde. Inden en kristen begår en åbenlys synd, har det onde gæret i hjertet i lang tid, uden at andre har været klar over det. Sindet er ikke fyldt med renhed og hellighed i det ene øjeblik og med fordærvelige og forbryderiske tanker i det næste. Det tager tid at gøre et menneske, som er skabt i Guds billede, dyrisk og djævelsk. Vi præges af det, vi beskæftiger os med. Ved at dvæle ved urene tanker kan et menneske påvirke sit sind i en sådan grad, at det kommer til at elske synden, som det en gang hadede.PP 234.2

Satan benytter alle midler for at gøre forbrydelser og laster tiltalende. Man kan ikke spadsere på gaden i vore byer uden at se iøjnefaldende reklamer for forbrydelser, enten i form af en roman eller en teaterplakat. Sindet vænnes til synden. Publikum kan læse om onde og lovløse menneskers bedrifter i tidsskrifterne, og alt, hvad der kan ægge lidenskaberne, skildres i spændende historier. De hører og læser så meget om frygtelige forbrydelser, at sindet bliver hærdet, og til sidst sluger de med begærlighed det, som en gang vakte deres afsky.PP 234.3

Mange af vor tids populære forlystelser — selv sådanne, som bekendende kristne tager del i — fører til samme resultat, som hedningernes fester gjorde. Det er kun de færreste af dem, Satan ikke bruger til at føre sjæle i fordærv. I århundreder har han benyttet dramaet til at ægge lidenskaberne og forherlige lasten. Han benytter også operaen med dens fængslende optrin og fortryllende musik og maskerade, dansen og kortspillet til at nedbryde principperne og bane vej for sanselighed. Ved alle forlystelser, hvor der appelleres til den menneskelige stolthed, hvor begæret får frie tøjler, og hvor mennesker glemmer Gud og taber de evige interesser af syne, lægger Satan menneskesjælen i sine lænker.PP 234.4

Vogt dit hjerte mer end alt andet, lyder den vise mands råd, thi derfra udspringer livet. Ord. 4, 23. Hjertet skal fornys af den guddommelige nåde. Hvis det ikke sker, er det forgæves at stræbe efter renhed i livet. Det menneske, der forsøger at danne en ædel, retskaffen karakter uafhængigt af Guds nåde, bygger sit hus på flyvesand. Det vil blive blæst omkuld i fristelsens heftige storme. Hver eneste sjæl bør bede Davids bøn: Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre. Sl. 58, 12. Og når vi er blevet delagtige i den himmelske gave, skal vi gå fremad mod fuldkommenheden, idet vi i Guds kraft bliver bevaret ved tro. 1. Pet. 1, 5.PP 234.5

Men vi skal selv gøre noget for at modstå fristelsen. Hvis man ikke vil blive et bytte for Satans fristelser, må man sætte vagt ved sjælens indfaldsveje og undgå at læse, se eller høre noget, som kan fremkalde urene tanker, Man bør ikke planløst lade sindet dvæle ved et hvilket som helst emne, som sjælefjenden bringer på bane. Apostlen Peter siger: “bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru. I må ikke rette jer efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd.” 1. Pet. 1, 13-15.PP 235.1

Paulus siger: “Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!” Fil. 4, 8. Det forudsætter alvorlig bøn og stadig årvågenhed at kunne gøre dette. Vi behøver til stadighed Helligåndens hjælp. Han vil lede vore tanker opad og vænne vort sind til at dvæle ved det rene og hellige. Vi bør også flittigt læse i Guds ord. “Hvorledes holder en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord.” “Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig.” Sl. 119, 9. og 11.PP 235.2

Gud straffede israelitterne på grund af deres synd ved Bet-Peor. Selv om de samme synder ikke straffes øjeblikkelig i dag, er straffen lige så uundgåelig nu som dengang, “Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham.” 1. Kor. 3, 17. Naturen straffer disse forbrydelser hårdt, og alle overtrædere vil før eller senere få straffen at føle. Det er fremfor alt disse synder, der har forårsaget menneskeslægtens frygtelige degeneration og den sum af sygdom og elendighed, som er en forbandelse for verden. Menneskene kan måske skjule deres overtrædelser for deres medmennesker, men de vil ikke desto mindre høste, hvad de har sået, i form af lidelse, sygdom, åndssvaghed og død. Og efter dette liv skal de stå til regnskab ved den himmelske domstol, hvis strafudmåling har evige konsekvenser. “De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige”, men vil sammen med Satan og de onde engle blive kastet i “ildsøen”. “Dette er den anden død.” Gal. 5, 21; Åb. 20, 14.PP 235.3

Thi af honning drypper den fremmedes (d.v.s. kvindes) læber, glattere end olie er hendes gane; men til sidst er hun besk som malurt, hvas som tveægget sværd Ord. 5, 3-4. Lad din vej være langt fra hende, kom ej hendes husdør nær, at du ikke må give andre din ære, en grusom mand dine år, at ikke dit gods skal mætte fremmede, din vinding ende i andenmands hus, så du gribes af anger til sidst, når dit kød og huld svinder hen. 8-11. v. Thi en grav til døden er hendes hus. Tilbage vender ingen, som går ind til hende. Ord. 2, 18-19. Hendes gæster er i dødsrigets dyb. Ord. 9, 18.PP 235.4