Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Patriarker og profeter

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 56—Eli og hans sønner

    Eli var præst og dommer i Israel. Han beklædte de højeste og mest ansvarsfulde embeder blandt Guds folk. Gud havde valgt ham til at varetage præsteskabets hellige pligter og til at udøve den højeste dømmende myndighed i landet. Derfor så folket op til ham som et forbillede, og han øvede en vældig indflydelse over Israels stammer. Men skønt han var blevet valgt til at styre folket, styrede han ikke sit eget hus. Eli lod sine børn gøre som de ville. Han elskede fred og ro og brugte ikke sin myndighed til at rette sine børns dårlige vaner. I stedet for at gå i rette med dem eller straffe dem, gav han efter for deres ønsker og lod dem få deres vilje. Han burde have betragtet sine sønners opdragelse som en af sine vigtigste pligter, men i stedet for anså han det for at være af underordnet betydning. Israels præst og dommer var ikke uvidende om, at det var hans pligt at opdrage de børn, som Gud havde givet ham ansvaret for, men Eli gjorde ikke sin pligt, fordi han i så fald ville være blevet nødt til at bøje sine sønners vilje og straffe dem. Uden at tænke på de frygtelige følger, det kunne få, gav han sine børn alt, hvad de ønskede sig, og undlod at gøre dem skikkede til at tjene Gud og påtage sig livets pligter.PP 298.1

    Gud havde sagt om Abraham: “Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret.” 1. Mos. 18, 19. Men Eli lod børnene tage magten over ham. Hans sønner var så fordærvede og onde, at de åbenlyst overtrådte loven. De havde hverken den rette forståelse af Guds karakter eller af hans lovs hellighed. Gudstjenesten var noget ganske dagligdags for dem. De havde haft helligdommen og helligdomstjenesten på nært hold lige fra barndommen, men i stedet for at blive mere og mere ærbødige, tænkte de til sidst overhovedet ikke på, at dette sted var helligt og betydningsfuldt. Faderen skred ikke ind, selv om de ikke viste den ringeste ærbødighed for hans myndighed. Han prøvede heller ikke på at komme deres foragt for den højtidelige helligdomstjeneste til livs, og da de var blevet voksne, bar tvivlens og oprørets sæd, der var blevet sået i deres hjerte, sine giftige frugter.PP 298.2

    Deres fader gjorde dem til præster i helligdommen og lod dem gøre tjeneste for Gud, selv om de var fuldstændig uegnede til dette embede. Herren havde givet de mest detaljerede anvisninger på, hvorledes der skulle ofres, men disse onde mænd viste også deres foragt for al myndighed i udøvelsen af deres embede i helligdommen og tog ikke hensyn til den lov, der indeholdt forskrifter for ofringerne, som skulle bringes på den mest højtidelige måde. Ofrene pegede fremad til Kristi død, og det var hensigten, at de skulle bidrage til at holde troen på den kommende frelser ved lige i folkets hjerte. Det var derfor meget vigtigt, at de forskrifter, som Herren havde givet med henblik på ofrene, blev overholdt meget nøje. Takofrene var på en særlig måde et udtryk for taknemmelighed over for Gud. Når disse ofre blev frembåret, skulle præsten kun brænde fedtet på alteret. Præsterne havde ret til en bestemt del af offeret, men det meste af det blev givet tilbage til den, der bragte offeret, og spist af ham selv og hans venner ved en offerfest. På denne måde skulle alles tanker i taknemmelighed og tro ledes hen til det store offer, som skulle fjerne verdens synd.PP 298.3

    Elis sønner forstod ikke alvoren i denne symbolske tjeneste, men tænkte kun på, hvorledes de kunne drage mest mulig fordel af den. De var ikke tilfredse med den del af takofrene, der tilfaldt dem, men krævede en ekstra andel. Da der blev frembåret et betydeligt antal af disse ofre ved de årlige fester, benyttede præsterne lejligheden til at berige sig selv på folkets bekostning. De forlangte ikke blot at få mere, end der tilkom dem, men nægtede at vente, til fedtet var ofret til Gud. De forlangte at få netop den del af offeret, som de helst ville have, og hvis det blev nægtet dem, truede de med at tage den med magt.PP 299.1

    Offertjenesten mistede hurtigt sin hellige og højtidelige betydning på grund af præsternes mangel på ærbødighed. “De viste ringeagt for Herrens offergaver ” Folket tænkte ikke længer på det store modbilledlige offer, som ofrene pegede fremad til. “Og de unge mænds synd var såre stor for Herrens åsyn.”PP 299.2

    De troløse præster overtrådte også Guds lov og vanærede deres hellige embede ved deres slette opførsel. Men de vedblev uhindret at besmitte Guds tabernakel med deres tilstedeværelse. Et stort antal af folket blev fyldt med harme over Hofnis’ og Pinehas’ syndige vandel og blev helt borte fra helligdommen. På grund af disse onde mænds synder blev helligdomstjenesten, som Gud havde indstiftet, bragt i miskredit, og de mennesker, der elskede synden, blev mere forhærdede. Ugudelighed, ryggesløshed og selv afgudsdyrkelse greb om sig i en forfærdelig grad.PP 299.3

    Det var en stor fejl af Eli at lade disse sønner beklæde dette hellige embede, men han blev ved at finde undskyldninger for deres opførsel, og til sidst lagde han slet ikke mærke til deres synder. Det gik dog så vidt, at han ikke kunne blive ved med at lukke øjnene for deres forbrydelser. Folket beklagede sig over deres voldshandlinger, og ypperstepræsten blev dybt bekymret og vovede ikke at forholde sig tavs længer. Men hans sønner var ikke blevet opdraget til at tænke på andre end sig selv, og da de var blevet voksne, brød de sig ikke om andre. De så deres faders store sorg, men deres hjerte var hårdt og upåvirkeligt. Hans milde irettesættelse gjorde heller ikke indtryk på dem, og det kunne ikke falde dem ind at holde op med at synde, selv om de fik at vide, at de selv måtte tage følgerne. Hvis Eli havde givet sine onde sønner den behandling, som de fortjente, ville han have afsat dem fra deres embede og dømt dem til døden. Men for at undgå at dømme dem og kaste vanære over dem i offentlighedens øjne lod han dem beholde deres højt betroede stillinger. Han lod dem fortsætte med at besmitte den hellige tjeneste, som Gud havde indstiftet, og at tilføje sandhedens sag et tab, som ikke kunne opvejes igennem mange år. Israels dommer havde forsømt at gøre sin pligt, og nu tog Gud sagen i sin hånd.PP 299.4

    Da kom en Guds mand til Eli og sagde: “Så siger Herren: Se, jeg åbenbarede mig for dit fædrenehus, dengang de var trælle for Faraos hus i Ægypten, og jeg udvalgte det af alle Israels stammer til at gøre præstetjeneste for mig, til at træde op på mit alter for at tænde offerild og til at bære efod for mit åsyn; og jeg tildelte dit fædrenehus alle israelitternes ildofre. Hvor kan du da se ondt til mit slagtoffer og afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine sønner fremfor mig, idet I gør Eder til gode med det bedste af alle mit folk Israels offergaver! Derfor lyder det fra Herren, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at dit hus og dit fædrenehus for stedse skulle færdes for mit åsyn; men nu, lyder det fra Herren, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes ..... Men jeg vil udvælge mig en trofast præst; han skal handle efter mit hjerte og mit sind, og ham vil jeg bygge et varigt hus, så han altid skal færdes for min Salvedes åsyn.”PP 299.5

    Gud beskyldte Eli for, at han havde æret sine sønner fremfor Herren. I stedet for at irettesætte dem for deres vanhellige og syndige opførsel tillod Eli, at det offer, som ifølge Guds vilje skulle være til velsignelse for Israel, blev ringeagtet. Hvis mennesker følger deres egne tilbøjeligheder og er så forblindede af kærlighed til deres børn, at de opfylder alle deres selviske ønsker og undlader at bruge den myndighed, som Gud har givet dem, til at irettesætte synd og ondskab, så viser de, at de ærer deres onde børn mere end Gud. De er mere interesserede i at bevare deres eget ry end i at ære Gud, og det er dem mere magtpåliggende at føje deres børn end at behage Herren og værne gudstjenesten imod alt ondt.PP 299.6

    Gud krævede Israels præst og dommer Eli til regnskab for de moralske og religiøse tilstande, der rådede blandt folket, og i særdeleshed for sønnernes karakter. Præsten skulle til at begynde med have truffet milde forholdsregler for at holde det onde nede, og hvis det ikke hjalp, skulle han have benyttet de strengeste midler. Han pådrog sig Herrens mishag, fordi han ikke revsede synden og straffede synderen. Man kunne ikke forvente, at denne mand kunne bevare Israels renhed. Når mennesker ikke har tilstrækkeligt mod til at rette det forkerte, eller når de på grund af ligegyldighed eller mangel på interesse ikke gør sig alvorlige anstrengelser for at bevare familien eller Guds menighed ren, bliver de krævet til regnskab for de onde følger af deres pligtforsømmelse. Vi er lige så ansvarlige for det onde, som vi kunne have forebygget hos andre ved at gøre brug af vor myndighed som forældre eller pastorer, som vi ville være, hvis vi selv havde begået det.PP 300.1

    Eli styrede ikke sit hus, som Gud ønsker, at et hjem skal styres. Han fulgte sit eget hoved. Den stolte fader så igennem fingre med sine sønners synder, mens børnene var små, og trøstede sig med, at de ville vokse fra deres onde tilbøjeligheder. Der er mange, der begår den samme fejltagelse i dag. De tror, at deres egne begreber om børneopdragelse er bedre end de principper, som Gud har nedfældet i sit ord. De gør intet for at komme deres dårlige tilbøjeligheder til livs og siger til deres undskyldning: “De er for små til at blive straffet. Vent, til de bliver større, så man kan tale dem til fornuft.” Resultatet er, at de dårlige vaner får lov til at rodfæste sig og præge karakteren. Sådanne børn, der får lov at vokse op fuldstændig uden disciplin, besidder karaktertræk, som er til forbandelse for dem hele livet, og der er stor sandsynlighed for, at de smitter andre dermed.PP 300.2

    Det værste, forældrene kan gøre, er at lade børnene få deres vilje. Når forældrene tager hensyn til alle børnenes ønsker og føjer dem i det, som de ved er til skade for dem, mister børnene hurtigt respekten for forældrene og for Guds og andre menneskers myndighed og bliver Satans slaver. Et hjem, som er præget af mangel på disciplin, øver en indflydelse, som når vidt omkring og er til ulykke for hele samfundet. Virkningerne heraf danner en flodbølge af ondt, som forplanter sig til familier, hele befolkningsgrupper og regeringer.PP 300.3

    Eli øvede langt større indflydelse, fordi han var ypperstepræst, end han ville have gjort, hvis han blot havde været en menig borger. Hele Israel tog hans familieliv som forbillede. De skadelige følger af hans ligegyldighed og magelighed kunne spores i tusinder af hjem, hvor man havde taget ved lære af ham. Guds sandhed kommer i miskredit, hvis børn af forældre, der bekender sig til at være kristne kaster sig ud i synd. Det bedste bevis på, at kristendommen i et hjem er af den rette slags, er karakteren hos de mennesker, som er påvirket deraf. Handlinger taler højere end selv den stærkeste trosbekendelse. Hvis mennesker, som bekender sig til at være kristne, ikke bestræber sig til det yderste for at opdrage deres børn sådan, at de er et vidnesbyrd om den kristne tros fortrin, men giver børnene en slap opdragelse og viser eftergivenhed over for deres onde ønsker, bærer de sig ad ligesom Eli. De vanærer Kristi sag og bringer sig selv og deres familie i ulykke. Det er under alle omstændigheder beklageligt, når forældre ikke gør deres pligt, men det er ti gange værre, når der ikke råder velordnede forhold hos dem, der er valgt til at være vejledere for folket. Hvis disse ikke kan styre deres eget hjem, fører de mange på vildspor ved deres forkerte eksempel. Deres skyld står i forhold til den stilling, de beklæder.PP 300.4

    Gud havde givet det løfte, at Arons hus skulle færdes for hans åsyn for stedse, men det var givet på den betingelse, at de varetog helligdomstjenesten med et udelt hjerte, ærede Gud i alt, hvad de foretog sig, ikke plejede deres egne interesser og ikke fulgte deres egne onde tilbøjeligheder. Da Eli og hans sønner blev sat på prøve, fandt Herren dem fuldstændig uværdige til at beklæde det høje embede som præster i hans tjeneste. Gud sagde: “Det være langt fra mig!” Han kunne ikke skænke dem de velsignelser, som han ville have givet dem, fordi de ikke havde opfyldt deres del af pagten.PP 300.5

    De mennesker, der arbejder med det hellige, bør færdes således, at folket kan lære af dem at ære Gud og frygte for at krænke ham. Når de mennesker, der skal forkynde Guds budskab om nåde og forligelse “på Kristi vegne” (2. Kor. 5, 20), benytter deres høje kald som en kappe til at dække over egenkærlighed eller sanselighed, gør de sig selv til Satans mest effektive redskaber. Ligesom Hofni og Pinehas bringer de Herrens offergaver i miskredit. De kan synde i hemmelighed for en tid, men når de til sidst viser deres sande ansigt, får folks tro et sådant grundskud, at de ofte fuldstændig mister al tillid til kristendommen. De nærer mistro til alle, der bekender sig til at undervise i Guds ord, og nærer tvivl i hjertet, når de hører Kristi sande tjener forkynde evangeliet. Gang på gang dukker dette spørgsmål op: “Mon denne mand ikke ligner den anden, som vi anså for at være hellig, men som var fordærvet?” Resultatet er, at Guds ord mister sin magt over menneskenes sjæl.PP 301.1

    Elis irettesættelse til sine sønner rummer meget alvorlige og betydningsfulde ord, som de mennesker, der arbejder med det hellige, gør klogt i at overveje. “Når en mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en mand mod Herren, hvem skal da optræde som dommer til gunst for ham?” Hvis de kun havde forbrudt sig imod deres medmennesker, kunne de have opnået tilgivelse ved, at dommeren tildelte dem en straf og forlangte erstatning. Hvis de havde gjort sig skyldige i en overlagt synd, kunne der være bragt et syndoffer for dem. Men der kunne ikke bringes noget sonemiddel for dem, fordi deres synder var knyttet uadskilleligt til deres embede som den Allerhøjestes præster og til deres arbejde med at bringe ofre for synd, og fordi Guds sag var blevet vanæret så dybt i folkets øjne. Ikke engang deres egen fader vovede at gå i forbøn for dem, selv om han var ypperstepræst. Han kunne ikke beskytte dem imod en hellig Guds vrede. De største af alle syndere er de mennesker, der foragter de midler, som Himmelen har tilvejebragt for at frelse menneskene — de, der “korsfæster Guds Søn igen og gør ham til spot”. Heb. 6, 6.PP 301.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents