Kapitel 3—Ugens oprindelse

Ligesom sabbatten har ugen sin oprindelse ved skabelsen, og den er blevet bevaret helt til vore dage gennem Bibelens historie. Gud afmålte selv den første uge som et forbillede for de følgende uger indtil tidens ende. Den bestod af syv bogstavelige dage som alle andre uger. Seks dage blev brugt til skaberværket. På den syvende hvilede Gud, og han velsignede denne dag og satte den til side som hviledag for menneskene.PP 22.1

I loven, der blev givet ved Sinaj, anerkendte Gud ugen og de kendsgerninger, hvorpå den hviler. Efter at han havde givet budet: “Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig,” og forklaret, hvad der skal udrettes på de seks dage, og hvad man ikke bør gøre på den syvende dag, angiver han grunden til, at man bør benytte ugen på denne måde, idet han viser tilbage til sit eget eksempel: “Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.” 2 Mos. 20,8-11. Denne grund er både smuk og vægtig, når vi forstår skabelsesugen som en bogstavelig uge. De første seks dage i ugen har menneskene fået til at arbejde i, fordi Gud brugte den samme del af den første uge til skaberværket. På den syvende dag skal menneskene undlade at arbejde som minde om Skaberens hvile.PP 22.2

Men den antagelse, at begivenhederne i den første uge tog flere tusinde år, rokker ved det fjerde buds grundvold. Ifølge denne antagelse kræver Skaberen nemlig, at vi skal erindre os en uge, som bestod af bogstavelige dage, som et minde om uendelig lange tidsperioder, og dette er ikke i overensstemmelse med hans sædvanlige handlemåde over for sine skabninger. Herved gøres det ubestemt og dunkelt, som han har gjort klart og tydeligt. Det er vantro i den mest listige og farlige form, og denne teoris virkelige karakter er så tilsløret, at den hævdes og læres af mange, der bekender sig til at tro på Bibelen.PP 22.3

Ved Herrens ord blev himmelen skabt og al dens hær ved hans munds ånde. Thi han taled, så skete det, han bød, så stod det der. Sl. 33, 6. 9. Bibelen anerkender ingen lange tidsperioder, hvori jorden langsomt udvikledes af kaos. Om hver enkelt skabelsesdag siger den hellige beretning, at den bestod af aften og morgen ligesom alle de dage, der er fulgt efter. Ved slutningen af hver af disse dage meddeles resultatet af Skaberens værk. Sidst i beretningen om den første uge siges der: Det er himmelens og jordens skabelseshistorie 1 Mos. 2,4. Det bibringer ikke den tanke, at skabelsesdagene ikke var bogstavelige dage. På hver enkelt dag skabte eller frembragte Gud en ny del af sit værk.PP 22.4

Geologer hævder at finde beviser i selve jorden på, at den er meget ældre, end den mosaiske beretning fortæller os. Menneske- og dyreknogler, våben, forstenede træer o.s.v. af meget større omfang end dem, der eksisterer nu eller har eksisteret i tusinder af år, er blevet fundet. Heraf slutter man, at jorden var befolket længe før den tid, der omtales i skabelsesberetningen, og af en menneskerace, der var meget større end nutidens mennesker. Sådanne ræsonnementer har fået mange, der bekender sig til at tro på Bibelen, til at antage den teori, at skabelsesdagene var uendelig lange tidsperioder.PP 22.5

Men geologien kan intet bevise uden Bibelen. De, der så tillidsfuldt støtter sig til geologiens opdagelser, har ingen rigtig forestilling om størrelsen af de mennesker, dyr og planter, der eksisterede før syndfloden, eller om de store omvæltninger, der fandt sted den gang. Rester, der findes i jorden giver ganske rigtig et bevis for tilstande der på mange måder var forskellige fra de nuværende, men den tid, da disse tilstande eksisterede, kan vi kun skaffe os oplysninger om i Guds ord. I syndflodsberetningen har det inspirerede ord forklaret det, som geologien aldrig kunne udgrunde alene. På Noas tid blev der begravet mennesker, dyr og træer, som var mange gange større end dem, der findes nu, og derved er der bevaret beviser til senere slægtled på, at menneskene den gang omkom ved en vandflod. Det var Guds hensigt, at opdagelsen af disse ting skulle vække tro på den inspirerede beretning; men menneskene falder med deres forfængelige ræsonnementer for den samme vildfarelse som menneskene før syndfloden — det, Gud gav dem til deres bedste, forvandlede de til en forbandelse ved at bruge det forkert.PP 23.1

Det er en af Satans planer at få folk til at antage vantroens fabler; for derved kan han fordunkle Guds lov, der i sig selv er ganske enkel, og give folk mod til at gøre oprør mod Guds regering. Hans anstrengelser er særlig rettet mod det fjerde bud, fordi det så klart viser hen til den levende Gud, himmelens og jordens skaber.PP 23.2

Der gøres stadig store anstrengelser for at forklare skaberværket som et resultat af naturlige årsager, og menneskelige teorier antages selv af bekendende kristne i strid med skriftens klare kendsgerninger. Der er mange, der er imod, at profetierne, især Daniels og Åbenbaringens, gøres til genstand for omhyggeligt studium, idet de hævder, at de er så dunkle, at vi ikke kan forstå dem. Og dog griber disse mennesker med iver geologiske teorier, som modsiger den mosaiske beretning. Men hvis det, Gud har åbenbaret, er så vanskeligt at forstå, er det da langt mere inkonsekvent at acceptere teorier om det, han ikke har åbenbaret!PP 23.3

De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig. 5 Mos. 29, 29. Gud har aldrig åbenbaret for menneskene, hvordan det egentlig gik til, da Han udførte skaberværket. Menneskers videnskab kan ikke udforske den Højestes hemmeligheder. Hans skaberkraft er lige så ufattelig som hans eksistens.PP 23.4

Gud har ladet en strøm af lys vælde ud over verden gennem både videnskab og kunst; men når mennesker, der kalder sig videnskabsmænd, behandler disse emner udelukkende ud fra et menneskeligt synspunkt, vil de ganske afgjort drage forkerte slutninger. Det kan være uskyldigt at spekulere sig til noget, som ikke er åbenbaret i Guds ord, hvis vore teorier ikke kommer i strid med de kendsgerninger, vi finder i skriften; men de, der lader Guds ord ude af betragtning og søger at forklare hans skaberværk ud fra videnskabelige principper, driver om uden kort eller kompas på et ukendt hav. De skarpeste hjerner vil fare vild i forsøget på at undersøge forholdet mellem videnskab og åbenbaring, hvis de ikke vejledes af Guds ord i deres undersøgelser. Fordi Skaberen og hans skaberværk er så højt hævet over deres fatteevne, at de er ude af stand til at forklare det ud fra naturlovene, betragter de Bibelens beretning som upålidelig. De, der betvivler pålideligheden af Det gamle og Det nye Testamentes beretninger, vil blive ført et skridt videre og tvivle på Guds eksistens, og når de således har mistet deres anker, overlades de til at kastes mod vantroens klipper.PP 23.5

Disse mennesker har mistet troens enfoldighed. Der burde næres en fast tro på Guds hellige ords guddommelige autoritet. Bibelen bør ikke sættes på prøve ved hjælp af menneskers begreber om videnskab. Menneskers kundskab er en upålidelig vejleder. Skeptikere, som blot læser Bibelen for at kritisere den, kan på grund af mangelfuldt kendskab til enten videnskab eller åbenbaring påstå, at der er uoverensstemmelse imellem disse; men hvis de forstås ret, er de i fuldkommen harmoni. Moses skrev under Guds Ånds vejledning, og den, der har en korrekt geologisk forståelse, vil aldrig påstå at have gjort opdagelser, der ikke kan forliges med, hvad Moses har skrevet. Der er harmoni mellem alle sandhedens ytringsformer, i naturen såvel som i åbenbaringen.PP 23.6

I Guds ord rejses der mange spørgsmål, som selv de lærdeste videnskabsmænd ikke kan besvare. Vi bliver gjort opmærksom på disse emner, for at vi skal indse, hvor meget der er selv i dagliglivets almindelige foreteelser, som vor begrænsede forstand trods al vor påståede visdom aldrig helt kan forstå.PP 24.1

Og alligevel mener videnskabsmænd, at de kan fatte Guds visdom og det, han har gjort eller kan gøre. Den tanke er almindeligt udbredt, at han er begrænset af sine egne love. Menneskene er tilbøjelige til enten at benægte eller forkaste hans eksistens, eller de tror, at de kan forklare alt, selv hans Ånds virken på menneskehjertet, og de har ikke længere ærbødighed for hans navn eller frygt for hans magt. De tror ikke mere på det overnaturlige, fordi de ikke forstår Guds love eller hans ubegrænsede magt til at udføre sin vilje igennem dem. Udtrykket “naturlove” benyttes i almindelighed om det, mennesker har været i stand til at opdage med hensyn til de love, der gælder for den fysiske verden, men hvor er deres kundskab begrænset, og hvor er det område uendelig stort, inden for hvilket Skaberen kan virke i harmoni med sine egne love og endda gå langt ud over al menneskelig forståelse!PP 24.2

Mange hævder, at stoffet har livskraft i sig selv, at det har fået visse egenskaber, og at det så overlades til at virke ved hjælp af sin egen iboende energi. De hævder endvidere, at naturens foreteelser finder sted i overensstemmelse med bestemte love, som selv Gud ikke kan gribe ind i. Dette er falsk videnskab, og den støttes ikke af Guds ord. Naturen er sin skabers tjener. Gud ophæver ikke sine love eller handler imod dem, men han bruger dem stadig som sine redskaber. Naturen vidner om en intelligens, en tilstedeværende aktiv energi, der virker i og gennem dens love. Faderens og Sønnens virke kan til stadighed ses i naturen. Kristus siger: “Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.” Joh. 5,17.PP 24.3

Levitterne sang i deres lovsang, som er gengivet af Nehemias: “Du, Herre, er den eneste; du har skabt himmelen, himlenes himle med al deres hær, jorden med alt, hvad der er på den, ..... du giver dem alle liv.” Hvad denne verden angår, er Guds skabergerning fuldendt; for “hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse”. Heb. 4, 3. Men hans kraft udøves stadig til opretholdelse af det skabte. Det er ikke, fordi den mekanisme, som engang blev sat i bevægelse, fortsætter at virke ved sin iboende kraft, at hjertet slår og åndedrag følger åndedrag; men hvert åndedrag, hvert pulsslag er et bevis på hans altgennemtrængende omsorg, i hvem vi “lever og røres og er.” Ap. G. 17, 28. Det er ikke på grund af en iboende kraft, at jorden år for år yder så rigeligt og fortsætter sin bevægelse om solen. Guds hånd styrer planeterne og holder dem i stilling på deres rolige færd gennem himmelrummet. “Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.” Es. 40, 26. Det er ved hans kraft, at planteverdenen får sin rige pragt, bladene skyder frem og blomsterne springer ud. Han “lader græs spire frem på bjergene” (Sl. 147, 8) og gør dalene frugtbare. “Alle skovens dyr” “kræver deres føde af Gud,” og hver levende skabning, fra det mindste insekt til mennesket, er hver dag afhængig af hans forsyns omsorg. Salmisten siger så smukt: “De bier alle på dig, at du skal give dem føde i tide; du giver dem den, og de sanker, du åbner din hånd, og de mættes med godt.” Sl. 104, 20-21 og 27-28. Hans ord behersker elementerne, han dækker himmelen med skyer og sørger for regn til jorden. “Han lader sne falde ned som uld, som aske spreder han rim.” Sl. 147,16. “Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader skyer stige op fra jordens ende, får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre.” Jer. 10, 13.PP 24.4

Gud er alle tings ophav. Al sand videnskab er i harmoni med hans gerninger; al sand uddannelse leder til lydighed mod hans regering. Videnskaben åbner nye vidundere for vort blik, den stiger højt op og trænger stadig dybere ned, men den bringer intet frem ved sine undersøgelser, der strider mod den guddommelige åbenbaring. Uvidenhed kan prøve at støtte en falsk opfattelse af Gud ved at henvise til videnskaben, men naturens bog og det skrevne ord kaster lys over hinanden. På den måde ledes vi til at beundre Skaberen og nære en fornuftmæssig tillid til hans ord.PP 24.5

Ingen begrænset forstand kan fuldt ud fatte den Eviges eksistens, magt, visdom eller gerninger. Den hellige skribent siger: “Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges grænse? Højere er den end himmelen — hvad kan du? Dybere end dødsriget — hvad ved du? Den overgår jorden i vidde, er mere vidtstrakt end havet.” Job 11, 7-9. De skarpeste hjerner på jorden kan ikke fatte Gud. Menneskene kan blive ved at undersøge og lære for stedse, og dog vil der stadig være uendelig meget tilbage.PP 25.1

Skaberværket vidner om Guds magt og storhed. “Himmelen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.” Sl. 19, 2. De, der tager det skrevne ord som deres rådgiver, vil i videnskaben finde en hjælp til at forstå Gud. “Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.” Rom. 1, 20.PP 25.2