Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Med Mesteren på bjerget

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    “Har man lov til at skille sig fra sin hustru?”

    Hos jøderne var det en mand tilladt at skille sig fra sin hustru for de ubetydeligste forseelser, og kvinden havde da frihed til at indgå et nyt ægteskab. Denne skik havde megen elendighed og synd til følge. I sin bjergprædiken udtalte Jesus tydeligt, at en opløsning af ægteskabet ikke kumme finde sted uden i tilfælde af utroskab mod ægteskabsløftet. Han sagde, at “enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der drives utugt med hende; og hver den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor”. (Matt. 5,32).MMPB 68.1

    Da farisæere bagefter spurgte Jesus om lovligheden af skilsmisse, førte han sine tilhørere tilbage til ægteskabets indstiftelse ved skabelsen. “Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således.” (Matt. 19,3. og 8.). Han henviste dem til de velsignede dage i Eden, da Gud udtalte, at alt “var såre godt”. Der havde ægteskabet og sabbatten, disse tvilling-indstiftelser, deres oprindelse til Guds ære ved at være til gavn for menneskeslægten. Da, skaberen dér lod det hellige par give hinanden hånden som ægtefæller, idet han sagde: “Derfor forlader en mand sin fader og sin moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver et” (1Mos. 2,24), kundgjorde han ægteskabsloven for alle Adams bøn indtil tidens ende. Det, som den evige Fader selv har erklæret for at være godt, var en lov, der tilsigtede menneskets højeste velsignelse og udvikling.MMPB 68.2

    Ligesom enhver anden af Guds gode gaver, der blev betroet i menneskenes varetægt, er også ægteskabet blevet fordærvet af synden; men det er evangeliets formål af genoprette dets renhed og skønhed. Både i det gamle og i det nye testamente benyttes ægteskabsforholdet som en fremstilling af den inderlige og hellige forbindelse, der består mellem Kristus og hans folk, de genløste, som han har købt med Golgatha som indsats. “Frygt ikke”. siger han, “thi din skaber er din ægtemand, hans navn er hærskarers Herre, din genløser er Israels hellige.” “Vend om, i frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er jeres herre).” I “sangenes sang” hører vi brudens stemme, idet hun siger: “Min elskede er min, og jeg er hans.” Og han, som for hende er “udmærket fremfør ti tusinder, siger til sin udvalgte: “Du er fuldendt fager, min ven inde, og uden lyde.” (Es. 54,4-5; Jer. 3,14: Højs. 2,16. og 5,10, ældre overs.; 4,7).MMPB 68.3

    Idet apostelen Paulus længere nede i tiden skriver til de kristne i Efesus, udtaler han, at Herren har indsat manden til at være kvindens hoved, for at han skal være hendes beskytter, det bånd, der binder familiens medlemmer sammen, ligesom Kristus er menighedens hoved og det åndelige legemes frelser. Derfor siger han: “Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus el skede kirken og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer.” (Ef. 5,24-28).MMPB 69.1

    Kristi nåde og intet andet kan gøre denne indstiftelse til, hvad Gud havde til hensigt, at den skulle være: et middel til menneskehedens velsignelse og højnelse. Og derved kan de jordiske familier ved deres enhed, fred og kærlighed være en fremstilling af den himmelske familie.MMPB 70.1

    Nu ligesom på Kristi tid udgør tilstanden i samfundet et trist billede af Himmelens ideal for dette hellige forhold. Men Kristi evangelium bringer trøst også til sådanne, som har mødt bitterhed og skuffelse, hvor de havde håbet at erfare fællesskab og glæde. Den tålmodighed og mildhed, som hans ånd kan meddele, vil forsøde den bitre lod. Det hjerte, hvor Kristus bor, vil være så fyldt og så tilfreds med hans kærlighed, at det ikke vil for tæres af længsel efter selv at blive gjort til gen stand for medlidenhed og opmærksomhed. Og når sjælen overlades til Gud, kan hans visdom udrette, hvad menneskelig visdom ikke formår. Ved åbenbarelsen af hans nåde vil hjerter, der engang var ligegyldige eller fremmede for talsmanden, kunne forenes med bånd, som er fastere og mere holdbare end jordiske bånd de gyldne snore af en kærlighed, der vil holde, når den sættes på prøve.MMPB 70.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents