Nådens løn

Jøderne havde næsten helt glemt sandheden om Guds frie nåde. Rabbinerne lærte, at man måtte fortjene sig Guds gunst. De håbede at modtage de retfærdiges løn som følge af deres egne gode gerninger Derfor udviste de en begærlig, egennyttig ånd i deres gudsdyrkelse. Selv Jesu disciple var ikke helt frigjort fra denne indstilling, og Frelseren benyttede enhver lejlighed til at vise dem deres fejltagelse. Lige før han fortalte lignelsen om arbejderne i vingården, hændte der noget, som gav ham anledning til at fremholde de rette principperKL 416.1

Som han gik hen ad vejen, kom en ung rådsherre løbende hen til ham, faldt på knæ for ham og hilste ærbødigt. “Gode mester” sagde han, “hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”KL 416.2

Rådsherren havde kun tiltalt Jesus som en æret rabbiner uden at erkende, at han var Guds Søn. Frelseren svarede: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden én, nemlig Gud.” Af hvilken grund kalder du mig god? Gud alene er god. Hvis du erkender at jeg er det, må du tage imod mig som hans Søn og repræsentant.KL 416.3

“Men vil du gå ind til livet,” tilføjede han, “så hold budene!” Guds karakter kommer til udtryk i hans lov og for at du kan være i harmoni med Gud, må lovens principper være bevæggrunden til alle dine handlingerKL 416.4

Kristus gør ikke lovens krav mindre. I et sprog, der ikke er til at misforstå, fremholder han lydighed mod den som betingelsen for at erholde evigt liv den samme betingelse, som krævedes af Adam før syndefaldet. Herren venter intet mindre af nogen nu, end han forventede af mennesket i Paradiset: fuldkommen lydighed, en uplettet retfærdighed. De krav som Gud stiller under nådens pagt, er lige så omfattende som de krav han stillede i Eden: vi skal leve i harmoni med Guds lov der er hellig, retfærdig og god.KL 417.1

Til ordene: “Hold budene,” svarede den unge mand: “Hvilke bud?” Han troede, at Jesus mente en eller anden ceremoniel forskrift, men kristus talte om loven, der blev givet på Sinaj. Han nævnte flere bud fra den anden af lovens tavler hvorefter han sammenfattede dem alle i budet: “Du skal elske din næste som dig selv.”KL 417.2

Den unge mand svarede uden at tøve: “Det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af; hvad mangler jeg endnu?” Hans forståelse af loven var overfladisk, men set fra et menneskeligt synspunkt havde han bevaret en uplettet karakter Hans liv havde til en vis grad været ulasteligt, han troede i sandhed, at hans lydighed havde været uden lyde. Men alligevel nærede han en hemmelig frygt for at alt ikke stod rigtigt til mellem ham og Gud. Det fik ham til at stille spørgsmålet: “Hvad mangler jeg endnu?”KL 417.3

“Vil du være fuldkommen,” sagde Jesus “så gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!” “Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods.”KL 418.1

Den, der elsker sit eget jeg, overtræder loven. Dette ønskede Jesus at vise den unge mand, og han stillede ham på en prøve, der ville åbenbare hans hjertes egenkærlighed. Han viste ham det svage punkt i hans karakter Den unge mand ønskede ikke mere oplysning. Han havde givet plads for en afgud i sit hjerte, verden var hans gud. Han foregav at holde budene, men han manglede det princip, som er selve ånden og livet i dem alle. Han havde ikke den sande kærlighed til Gud og mennesker Denne mangel betød, at han manglede alt, hvad der ville gøre ham skikket til at indgå i Guds rige. Fordi han elskede selvet og verdslig vinding var han ikke i harmoni med Himmelens principperKL 418.2

Da denne unge rådsherre kom til Jesus, vandt hans oprigtighed og alvor Frelserens hjerte. Han “så på ham og fattede kærlighed til ham”. I denne unge mand så Jesus en, der kunne udføre en gerning som retfærdighedens prædiker Han ville have taget imod denne begavede og ædle unge mand lige så villigt, som han tog imod de fattige fiskere, der fulgte ham. Dersom den unge mand havde helliget sine evner og kræfter til gerningen med at vinde de fortabte, ville han være blevet en dygtig og fremgangsrig arbejder for Kristus.KL 418.3

Men han måtte først gå ind på betingelserne, som Kristus stillede til en discipel. Han måtte give sig selv til Gud uden forbehold. Da Frelseren kaldte Johannes, Peter Mattæus og deres medbrødre, forlod de “alt og stod op og fulgte ham”. Den samme helligelse krævedes af den unge rådsherre, og Kristus forlangte ikke et større offer af ham, end han selv havde ydet. “Han ..... blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” Den unge mand behøvede kun at følge efter Kristus, som viste vej.KL 419.1

Kristus så på den unge mand og længtes efter at frelse ham. Han længtes efter at sende ham ud som sit sendebud, der kunne være til velsignelse for andre. I stedet for det, som han opfordrede ham til at give slip på, tilbød han ham den forret at vandre sammen med ham. “Følg mig,” sagde han. Peter Jakob og Johannes havde glædet sig over denne forret. Den unge mand betragtede også Jesus med beundring. Han følte sig draget til Frelseren, men han var ikke villig til at følge Frelserens princip med hensyn til selvfornægtelse. Han valgte sine rigdomme i stedet for Jesus. Han ønskede det evige liv men ville ikke give rum i hjertet for den uegennyttige kærlighed, som alene betyder liv og han gik sorgbetynget bort fra Jesus.KL 419.2

Da den unge mand vendte sig for at gå, sagde Jesus til disciplene: “Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!” Disse ord vakte forbavselse hos disciplene. De havde lært at betragte de rige som særligt begunstigede af Gud, de håbede selv at få verdslig magt og rigdom i Messias rige. Hvis de rige ikke skulle få adgang til riget, hvad håb var der så for alle andre mennesker?KL 420.1

“Men Jesus tager atter til orde og siger til dem: Børn, hvor vanskeligt er det ikke for dem, som forlader sig på rigdom at komme ind i Guds rige! En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige! De blev endnu mere rystede.” Nu forstod de, at den alvorlige advarsel også indbefattede dem. I lyset af Frelserens ord blev deres egen lønlige længsel efter magt og rigdom åbenbaret. Med bange anelser udbrød de: “Hvem kan så blive frelst?”KL 420.2

“Da ser Jesus på dem og siger: For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle ting er mulige for Gud.”KL 420.3

En rig mand kan ikke komme ind i Himmelen, blot fordi han er rig. Hans rigdom gør ham ikke berettiget til de helliges arvelod i lyset. Det er kun formedelst Kristi uforskyldte nåde, at et menneske kan få adgang til Guds rige.KL 420.4

Helligånden siger til rige såvel som til fattige: “Ved I ikke,... at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt.” Når mennesker tror dette, vil de betragte deres ejendele som betroet gods, der skal benyttes efter Guds anvisning til frelse for de fortabte og til trøst for de lidende og fattige. Det er umuligt for et menneske at gøre dette, for han hænger ved sine jordiske skatte. Den, der er bundet i mammons tjeneste, hører ikke de nødlidendes råb. Men alle ting er mulige for Gud. Når det egenkærlige hjerte ser Jesu uforlignelige kærlighed, røres det og bliver villigt. Den rige mand vil ligesom farisæeren Saulus ledes til at sige: “Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre.” Da vil de ikke regne noget for deres eget. De vil glæde sig over at kunne betragte sig som husholdere over Guds mangfoldige nåde og for hans skyld som alle menneskers tjenere.KL 420.5

Det var Peter som først fattede sig efter den lønlige overbevisning, som Frelserens ord havde frembragt. Han tænkte tilfreds på det, som han og hans medbrødre havde givet afkald på for at kunne følge Kristus. “Se,” sagde han, “vi har forladt alt og fulgt dig; hvad får så vi?” Han huskede betingelsen og løftet til den unge rådsherre: “Du skal have en skat i Himlene,” og nu spurgte han om, hvad han og hans medbrødre ville få som belønning for deres opofrelse.KL 421.1

Frelserens svar glædede disse galilæiske fiskere. Det beskrev sådanne hædersbevisninger som opfyldte deres højeste drømme. “Sandelig siger jeg eder: ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer” Og han tilføjede: “Der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker tillige med forfølgelser og i den kommende verden evigt liv”KL 422.1

Men Peters spørgsmål: “Hvad får så vi?” havde åbenbaret et sindelag, der ville gøre dem uskikkede til at være sendebud for Kristus, dersom det ikke blev forandret, for det var en lejesvends sindelag. Samtidig med at disciplene var blevet tiltrukket af Jesu kærlighed, var de dog ikke helt fri for farisæisme. De arbejdede stadig med den tanke for øje, at de ville blive belønnet i forhold til den gerning, de ydede. De havde selvophjelsens og selvtilfredshedens ånd og foretog sammenligninger med hinanden. Når den ene af dem begik en eller anden fejl, nærede de andre en følelse af overlegenhed.KL 422.2

For at disciplene ikke skulle tabe Guds riges principper af syne, fortalte Kristus dem en lignelse, der illustrerede den måde, Gud behandler sine tjenere på, og den ånd, han ønsker de skal udvise, når de arbejder for ham.KL 422.3

Thi med Himmeriget,” sagde han, “er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.” Det var skik og brug, at folk, der søgte arbejde, gik hen på torvet for at vente, og arbejdsgiverne gik derhen for at finde arbejdere. Der står om manden i lignelsen, at han gik ud på forskellige tider af dagen for at finde arbejdere. De, der bliver lejet tidligt på dagen, går ind på at arbejde for en bestemt betaling; de, der lejes senere, overlod lønspørgsmålet til husbonden.KL 422.4

“Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter: Kald på arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første De, som var lejet ved den elevte time, kom så og fik hver en denar Da de første kom, mente de, at de ville få mere; men de fik også hver en denar”KL 423.1

Husbondens behandling af arbejderne i vingården er en fremstilling af Guds handlemåde med menneskene. Den er helt forskellig fra det, der er skik og brug blandt mennesker I verdslige forretninger reguleres betalingen efter det arbejde, der bliver udført. Arbejderen forventer kun at få betaling for det, han har fortjent. Men i lignelsen illustrerede Kristus sit riges principper et rige, der ikke er af denne verden. Han er ikke undergivet nogen jordisk målestok. Herren siger: “Mine tanker er ej eders, og eders veje er ej mine ..... nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.”KL 423.2

I lignelsen gik de første arbejdere ind på at arbejde for en bestemt sum, og de modtog det fastsatte beløb og ikke. mere. De, der blev lejet senere, stolede på Herrens løfte: “Jeg skal give jer hvad ret er”. De viste deres tillid til ham ved ikke at stille nogen spørgsmål med hensyn til betalingen. De stolede på hans retfærdighed og upartiskhed. De fik deres belønning, ikke i forhold til det arbejde, de havde udført, men i overensstemmelse med hans ædelmodige beslutning.KL 424.1

Således ønsker Gud, at vi skal stole på ham, som retfærdiggør den ugudelige. Han uddeler sin belønning, ikke efter hvad vi fortjener men ifølge sin egen beslutning, “som han udførte i Kristus Jesus, vor Herre”. “Ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed,” “frelste han os.” Og for dem, der stoler på ham, vil han “gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår”.KL 424.2

Det, der gør vort arbejde værdifuldt, er ikke den mængde, vi har udrettet, eller de synlige resultater deraf, men det er den ånd, vi har lagt for dagen i vor gerning. De, der kom hen i vingården i den elevte time, var taknemmelige for at få en anledning til at arbejde. Deres hjerter var fyldt med tak til ham, som havde lejet dem, og da husbonden ved aftenstide betalte dem for en hel dags arbejde, blev de meget overraskede. De vidste, at de ikke havde fortjent så stor løn, og den venlighed, der lyste i deres arbejdsgivers ansigt, fyldte dem med glæde. De glemte aldrig husbondens godhed eller den rigelige betaling, de havde modtaget. Sådan er det også med den synder der forstår sin egen uværdighed, og som er kommet ind i Mesterens vingård i den elevte time. Hans tjeneste tid synes så kort, han synes, at han ikke fortjener at få nogen løn, men hans hjerte fyldes af glæde over at Gud i det hele taget har antaget ham. Han arbejder ydmygt og tillidsfuldt og er taknemmelig over at have fået den forret at være en Kristi medarbejder Gud glæder sig over at kunne belønne dem, der har et sådant sindelag.KL 424.3

Herren ønsker at vi skal stole på ham uden at tænke på, hvor stor vor belønning vil blive. Når Kristus bor i os, vil tanken om løn ikke være det vigtigste for os. Den er ikke bevæggrunden til vor tjeneste, men det er sandt, til en vis grad, at vi kan se frem til belønningen.KL 425.1

Gud ønsker at vi skal påskønne hans forjættelser men han ønsker ikke, at vi skal være helt optaget af belønningen eller føle, at vi skal have betaling for alt, hvad vi udfører Vi bør ikke være så ivrige efter at få belønningen som efter at gøre det, der er ret, uanset om vi får noget eller ej. Kærlighed til Gud og til vore medmennesker skulle være det, der driver os.KL 425.2

Denne lignelse er ingen undskyldning for dem, der hører det første kald,, men som forsømmer at arbejde i Herrens vingård. Da husbonden gik ud på torvet i den elevte time og fandt ledige arbejdere der sagde han: “Hvorfor står I her ledige hele dagen?” Svaret lød: “Fordi ingen har lejet os.” Ingen af dem, der blev kaldet senere på dagen, var der om morgenen. De havde ikke afslået kaldet. De, der afslår og fortryder det senere, gør vel i at angre, men det er farligt at lade hånt om nådens første kald.KL 426.1

Da arbejderne i vingården fik udbetalt “hver en denar”, knurrede de, der havde begyndt arbejdet tidligt på dagen. Havde de ikke arbejdet i tolv timer og var det ikke på sin plads, at de skulle have mere end de, der kun havde arbejdet en time i den kølige tid af dagen?” De sidste dér har kun arbejdet én time,” sagde de, “og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede.”KL 426.2

“Min ven,” sagde husbonden til en af dem, “jeg gør dig ikke uret; blev du ikke enig med mig om en denar? Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give den sidste dér lige så meget som dig. Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?”KL 426.3

“Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.” Thi mange er kaldede, men få er udvalgte.”KL 426.4

De første arbejdere, som nævnes i lignelsen, er dem, som i kraft af deres arbejde mener at de har fortrin fremfor andre. De begynder deres gerning med en følelse af selvtillid og selvtilfredshed og lægger ingen selvfornægtelse og selvopofrelse i det. De har måske bekendt sig til at tjene Gud hele livet, de har måske været de første til at tåle genvordigheder savn og prøvelser og mener derfor at de har fortjent en stor løn. De tænker mere på lønnen end på den forret at være Kristi tjenere. I deres øjne giver deres arbejde og opofrelse dem ret til at modtage større hæder og ære end andre, og de bliver fornærmede, fordi der ikke tages hensyn til deres krav. Lagde de et kærligt, tillidsfuldt sindelag for dagen i deres gerning, ville de vedblive at være de første, men nu viser deres utilfredshed og klager at de ikke har Kristi sindelag, og at man ikke kan stole på dem. Det åbenbarer deres begær efter selvophøjelse, deres mistillid til Gud og deres misundelse og uvilje mod deres brødre. Herrens godhed og ædelmodighed er for dem kun en anledning til at klage. Således viser de, at der ikke er nogen forbindelse mellem dem og Gud. De kender ikke til den glæde, der findes i at samarbejde med den store MesterKL 426.5

Der er intet, der er mere vederstyggeligt i Guds øjne end en snæversynet og selvoptaget ånd. Han kan ikke arbejde sammen med dem, der har disse karaktertræk. De er ikke modtagelige for Helligåndens påvirkning.KL 427.1

Jøderne var de første, der blev kaldet til at arbejde i Herrens vingård, og der for var de stolte og selvretfærdige. De mente, at de mange år de havde tjent Herren, gjorde dem berettigede til at få større løn end andre. Intet gjorde dem mere forbitrede end en hentydning til, at hedningerne skulle få adgang til de samme fordele som de med hensyn til det, der hører Gud til.KL 427.2

Kristus advarede de disciple, som han havde udvalgt først, for at de ikke skulle nære de samme onde tanker Han så, ,at det, der ville svække kirken og være en forbandelse for den, ville være en egen retfærdigheds ånd. Mennesker ville komme til at mene, at de selv kunne gøre noget for at fortjene sig en plads i Himmelen. De ville indbilde sig, at Herren ville gribe ind og hjælpe dem, når de var begyndt at gøre fremskridt. På denne måde ville selvet indtage en vigtig plads og Jesus kun en meget beskeden. Mange, der havde gjort lidt fremgang, ville blive opblæste og mene, at de stod hævet over andre. De ville være begærlige efter at blive smigret og misundelige, dersom der ikke blev taget tilbørlig notits af dem.KL 428.1

Det sømmer sig ikke for os at rose os selv for det, vi gør “Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren.”KL 428.2

Lønnen gives ikke for vore gerninger for at ikke noget menneske skal rose sig, men ene og alene af nåde. “Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige stamfader har opnået? Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud. Hvad siger nemlig skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed.” Derfor er der ingen årsag til, at den ene skal ophøje sig over den anden eller være misundelig på den anden. Ingen har nogen fordel, som den anden ikke har og ingen kan gøre krav på belønningen som noget, han er berettiget til.KL 428.3

De første og de sidste skal få del i den store og evige belønning, og de første burde med glæde byde de sidste velkommen. Den, der misunder en anden belønningen, glemmer at han også selv er blevet frelst af nåde. Lignelsen om arbejderne i vingården fordømmer al misundelse og mistanke. Ærlighed glæder sig over sandheden og ledes ikke til at være misundelig og gøre sammenligninger den, der er besjælet af kærlighed, sammenligner kun Kristi fuldkomne karakter med sin egen ufuldkommenhed.KL 429.1

Denne lignelse er en advarsel til alle arbejdere, ligemeget hvor længe de har været i tjenesten eller hvor meget de har udrettet, om at de intet er dersom de ikke elsker deres brødre og er ydmyge over for Gud. Sand gudsdyrkelse består ikke i at ophøje sig selv Den, hvis mål det er at forherlige sig selv vil opdage, at han mangler den nåde, som alene kan gøre ham skikket til tjenesten for Kristus. Hvor stolthed og selvtilfredshed råder vil arbejdet blive hindret.KL 429.2

Det er ikke arbejdstidens længde, men vor villighed og troskab i gerningen, der gør den antagelig for Gud. Det kræves, at vi giver os selv fuldt og helt. Den ringeste gerning, som vi har udført i oprigtighed uden tanke for os selv er mere behagelig i Guds øjne end den største, der er udført for at ophøje selvet. Han ser efter hvor meget af Kristi Ånd der bor i os, og hvor megen lighed med Kristus vore gerninger åbenbarer Han sætter mere pris på vor kærlighed og troskab i arbejdet end på, hvor meget vi udførerKL 430.1

Det er kun, når egenkærligheden er død, når striden om at være den største er bandlyst, når taknemmelighed fylder hjertet og kærligheden gør livet til en vellugt, det er kun da, at Kristus bor i os, og at Gud anerkender os som sine medarbejdere.KL 430.2

Hvor tungt end arbejdet er vil de tro arbejdere ikke betragte det som en byrde. De er rede til at opofre både sig selv og deres evner men de gør det villigt og med et glad hjerte. Glæden i Gud kommer til udtryk i Jesus Kristus. Deres glæde er den samme, som besjælede Kristus, “at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning”. De samarbejder med Herlighedens Herre. Denne tanke forsøder al møje, den styrker viljen, den befæster sindet, for hvad der end måtte komme. Forædlede ved delagtighed i Kristi lidelser arbejder de uegennyttigt, idet de besjæles af den samme medfølelse, som han udviste, og ved at samarbejde med ham i hans gerning forøger de hans glæde og bringer ære og pris til hans ophøjede navn.KL 430.3

Det er i den ånd, al tjeneste for Herren bør udføres. Mange, som synes at være de første, vil blive de sidste, fordi de ikke besjæles af denne ånd, medens de, der ejer den, vil blive de første, selv om de er regnet blandt de sidste.KL 431.1

Der er mange, der har overgivet sig til Kristus, men som ikke kan finde nogen anledning til at udføre en stor gerning eller opofre sig i hans tjeneste. De vil kunne finde trøst i den tanke, at det ikke nødvendigvis er en martyrs offer som Gud finder størst behag i; det er måske ikke missionæren, der daglig har stået ansigt til ansigt med farer og død, som agtes højest i Himmelen. Den, som i sandhed er en kristen i sit daglige liv som hver dag overgiver sig helt til Gud, som er oprigtig og har rene tanker som viser ydmyghed, når han bliver udfordret, som er trofast og from, som viser troskab selv i det mindste en sådan vil i Guds øjne være mere kostbar end selv den verdensberømte missionær eller martyrKL 431.2

Åh, hvor forskellig er ikke Guds og menneskers bedømmelse af karakteren! Gud ser mange fristelser der er blevet overvundet, som verden, ja, selv ens nærmeste venner aldrig har kendt noget til fristelser i hjemmet, i hjertet. Hans er hvorledes et menneske i al ydmyghed erkender sin egen svaghed. Han lægger mærke til oprigtig anger over selv en tanke, der ikke er ren. Han ser den uforbeholdne helligelse til hans tjeneste. Han har lagt mærke til de lange, hårde kampe med dårlige vaner kampe, der endte med sejr. Alt dette er kendt for Gud og englene. En hukommelses bog er skrevet om dem, der frygter Herren og tror på hans navn.KL 432.1

Hemmeligheden ved vor fremgang findes ikke i vor lærdom, ikke i vor stilling i livet, ikke i vore mange og betroede talenter ikke i menneskets vilje. Idet vi forstår vor ufuldkommenhed og skrøbelighed, skal vi betragte Kristus, og gennem ham, der er al styrkes styrke og alle tankers tanke, kan den villige og lydige vinde sejr efter sejrKL 432.2

Og hvor kort vor tjeneste tid end er eller hvor beskedent vort arbejde, vil vi ikke blive skuffede over belønningen, dersom vi følger Kristus i barnlig tro på ham. Det, som de største og klogeste ikke formår at opnå, kan blive selv den svageste og ringeste til del. Himmelens gyldne porte vil ikke blive åbnet for dem, der er store i deres eget omdømme. De oplukkes ikke for de stolte i ånden. Men de evige porte vil åbnes vidt ved et lille barns svageste berøring. Nådens løn vil blive en velsignet arv for dem, som har virket for Gud i enfoldig tro og tillid.KL 432.3